Uldum: Når Marie Hansen ikke laver håndarbejde og slægtsforskning eller suser på sin el-scooter hen til de andre seniorer på Café Nedergården, så elsker hun at læse.
Bøger, bøger og atter bøger. Sådan har det været hele hendes liv.
Det kan dog være svært som en gangbesværet "motorbølle" at bevæge sig ind og rundt på biblioteket for at finde nyt læsestof. Her er Marie Hansen storforbruger af Hedensted Bibliotekernes ordning, "Biblioteket kommer".
- Jeg er så glad for ordningen, fortæller den læseglade pensionist fra Uldum i en pressemeddelelse.
- Det er virkeligt skønt, for det er muligt at komme med meget specifikke ønsker.
Som en åben bog
Faktisk har Marie Hansen tidligere været den, der bragte bøger ud til andre. Man siger, at nogle mennesker kan læses som åbne bøger, og som beskæftigelsesvejler 1970'erne i den tidligere Juelsminde Kommune gjorde hun en dyd ud af dette.
- Jeg interesserede mig ikke kun for historierne i bøgerne, men også for livshistorierne hos de mennesker, jeg besøgte, siger Marie Hansen.
Opdagede hun, at de kunne bruge lidt god litteratur i deres hverdag, bragte hun gerne et par bøger med til dem.
- På den måde kan man sige, at Marie var en slags pioner og foregangskvinde for vores nuværende "Biblioteket kommer"-ordning, mener Lene Juul, bibliotekar i Hedensted Kommune.
Tid til en snak
Nu er det altså hendes egen tur. Som borger i kommunen kan man ganske gratis få bragt bøger direkte til døren, hvis man grundet alder, handicap eller længerevarende sygdom ikke har mulighed for selv at benytte biblioteket.
- Når man bliver tilmeldt, vil man få en pose med nøje udvalgte bøger leveret til døren hver måned, fortæller Lene Juul om ordningen, der har eksisteret i flere år.
Et opkald til Hedensted Bibliotekerne er det eneste, der behøves for tilmelding til "Bibliotekerne kommer".
- Og så kan man også lige få en lille snak om bøger med bibliotekaren, smiler Marie Hansen.
Marie K. H. S. Hansen, pensionist bosat i UldumOrdningen er virkeligt skøn, for det er muligt at komme med meget specifikke ønsker til, hvad man gerne vil læse.