Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Ny butik i Hedensted: Åbner telefonværksted på Østerbrogade

Abdul Hai Rastyar åbner Danish Phone Repair i Hedensted. Foto: Elisabet D. Hyttel
Abdul Hai Rastyar åbner på fredag Danish Phone Repair på Østerbrogade i Hedensted. Butikken er hans forretning nummer to, der tilbyder reparation af telefoner, ipads og computere.
Annonce

Hedensted: Skal din mobiltelefon have skiftet batteri eller skærm, eller er din ipad gået i stykker, så bliver der nu mulighed for at få den repareret i Hedensted.

Abdul Hai Rastyar fra Vejle har nemlig lejet sig ind hos Hedensted Kiosk på Østerborgade og åbner Danish Phone Repair i halvdelen af butikslokalet.

For tre år siden åbnede han en tilsvarende butik i Fredericia med samme navn, og det er gået så godt, at han nu forsøger sig i Hedensted.

- Jeg har i lang tid søgt efter et lokale i Hedensted, fordi byen ikke har et mobiltelefonværksted. Men det har været svært at finde et lokale, der passede, før jeg fik lov til at leje mig ind ved kiosken, fortæller Abdul Hai Rastyar, der før han blev selvstændig arbejdede med telefonreparation i en butik i Kolding.

På fredag åbner han så i Hedensted med en voksen ansat og to ungarbejdere.

- Vi har en god service og kan skifte skærm eller batteri på 25 minutter på alle slags mobiler. Er der reparationer, vi ikke kan klare, har vi et samarbejde med et værksted i Aarhus, forklarer Abdul Hai Rastyar.

Annonce

Turister gav navnet

Hos Danish Phone Repair kan man også købe udstyr og sælge eller købe brugte telefoner. I begyndelsen vil Abdul Hai Rastyar køre med lange åbningstider for at servicere de lokale kunder.

Og så er der lige det lidt spøjse navn på butikken, som han ret ofte bliver spurgt til.

- Jeg fandt på navnet, fordi der er mange turister i Fredericia fra krydstogtskibene. Når de ser navnet Danish Phone Repair, kan de straks forstå, hvad det betyder, og samtidigt ville jeg gerne have noget dansk i navnet, fordi jeg godt kan lide at være i Danmark, siger Abdul Hai Rastyar, der oprindeligt er fra Afghanistan, men kom til Danmark for ni år siden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce