Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Ny frisørsalon åbnet i Juelsminde: Syrer fra Uldum tror på salon i havnebyen

Indehaver af den nyåbnede frisør i Juelsminde, Nerlin Frisør, er Kaniwar Sarokhan fra Uldum, og han ser frem til at anvende trimmer og sakse på Juelsgade til glæde for kunderne. Foto: Peter Branderup Mathiasen
Kaniwar Sarokhan fra Uldum har netop åbnet sin egen frisørsalon i en lysthavnsby med mange frisører. Kunderne er allerede kommet under saksen.
Annonce

Juelsminde: I en by 4000 indbyggere og otte frisørsaloner kunne man tænke sig, at det bliver en svær opgave at begynde en ny af sidstnævnte.

Men den udfordring har syrisk-fødte Kaniwar Sarokhan fra Uldum taget op.

Han har i uge fem åbnet en ny frisørsalon på Juelsgade i Juelsminde under navnet Nerlin Frisør, som også er navnet på hans datter.

Og barberstangen er allerede begyndt at snurre rundt i facadevinduet, mens de første kunder har været vejen forbi.

- Jeg har tidligere arbejdet som frisør inde i Horsens, men nu var det på tide at åbne mit eget sted, siger indehaver Kaniwar Sarokhan, der tilbyder både klipning og trimning til børn, voksne og pensionister.

At der befinder sig otte frisørsaloner i Juelsminde, er ikke noget, som holder byens nye frisør tilbage.

- Der bor jo mange mennesker i Juelsminde, så det er et godt sted at drive en frisørsalon. Jeg vil efter to-tre måneder vurdere, om det er en god forretning, siger Kaniwar Sarokhan.

Annonce

Alene til en start

Kaniwar Sarokhan og hans kone og fire børn flyttede fra Syrien til Danmark i 2015 med hjælp fra FN´s flygtningeorganisation og har i dag bosat sig i Uldum.

- Jeg synes, at Uldum er for lille en by til at drive frisør for mit vedkommende, og jeg tror, at Juelsminde passer bedre til mig, siger Kaniwar Sarokhan, der også fortæller, at han kunne finde på at flytte sig selv og resten af familien til Juelsminde, hvis frisørsalonen bliver en succes.

Juelsmindes nye frisør er tidligere maler og har selv indrettet frisørsalonen med både hårvaskestol, murstenstapet og svævehylder til hårvoks på dåse.

Som en start står han alene i frisørsalonen, men det er hans ambition at udvide mandskabet på sigt.

- Jeg vil gerne have to-tre frisører hos Nerlin Frisør i fremtiden, siger Kaniwar Sarokhan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce