Barrit: Award-prisen til Årets Udøver 2019 blev søndag overrakt til Oliver Vedersø Sølvhøj fra Barrit af Hedensted Kommunes borgmester Kasper Glyngø (S).
Med deltagelse i World Cups, EM og VM i cykelcross i sæsonen 2019-2020 har Oliver Vedersø Sølvhøj, som også kører mountainbike om sommeren, vist, at han har internationalt format. I februar 2020 deltog han ved VM for juniorer, hvor han blev nummer 37 og bedste dansker.
Oliver kører for MTB 7130+ og Team Giant Assos Off-Road.
- Han kører til dagligt vejene tynde i Hedensted og på MTB-sporene i Bjerre og Juelsminde. I gråvejr, regnvejr og mørke er han på cyklen og udviser en stor viljestyrke. Han er et forbillede for yngre cykelryttere med sit gode humør og positive attitude, lød det bl.a. i indstillingen til prisen.
Nomineret til prisen som Årets udøver 2019 i Hedensted Kommune var også Peter Christiansen fra Glud Skytteforening, der har hentet flere DM-titler i riffelskydning i 2019 og ligger nr. 1 på landsranglisten i luftgevær, samt Jannik Vestergaard Pedersen fra Tørring Disccontrol, som bl.a. har deltaget i U24 VM i Australien samt EM i Ungarn i Ultimate.