Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Pædagog åbner pølsevogn: Det var min søns idé

Majbritt har kvittet sit pædagogjob for at åbne pølsevogn i Daugård. Selvom hun slog dørene op midt under coronakrisen, går det rigtig godt. Foto: Morten Pape
Majbritt Hedegaard Andreasen kvittede et fast pædagogjob for at åbne pølsevogn i Daugård midt under coronakrisen. Hun håber, vognen med tiden kan blive byens sociale samlingssted.
Annonce

Daugård: Da Danmark lukkede ned 11. marts på grund af corona, kunne det stort set ikke være kommet på noget værre tidspunkt for 50-årige Majbritt Hedegaard Andreasen fra Løsning. Hun havde netop kvittet sit faste job som pædagog på Overbygaard i Tørring - havde sidste arbejdsdag 13. marts -  for at blive selvstændig med egen pølsevogn i Daugård.

- Jeg blev noget bleg, da jeg hørte statsministerens tale, men der var jo ikke noget at rafle om. Heldigvis havde jeg ikke købt varer ind endnu, da jeg på grund af noget bøvl med kloakken måtte udskyde åbningen i 14 dage, men det var ikke lige den start, jeg havde håbet på, siger Majbritt Hedegaard Andreasen.

Hun endte med på at måtte udsætte åbningen helt til 8. maj, men som en slags held i uheld gav coronakrisen hende travlt med et andet job. Sønnen Allan Hedegaard Bülow, der er købmand i Daugård, fik nemlig brug for et bud, der kunne levere varer til de mennesker, som ikke var trygge ved at komme i butikken.

- Jeg kørte rundt i Daugård og opland med varer i nogle måneder, og på den måde mødte jeg jo faktisk mange af mine kommende kunder, så det var slet ikke så dumt, siger Majbritt Hedegaard Andreasen.

Annonce

Pædagog i sen alder

Pølsevognen "Mayers Vogn" ligger på samme grund som købmanden, Gl. Vejlevej 51 i Daugård, og det var da også sønnens idé, at Majbritt skulle skifte pædagogjobbet ud med et hverv som pølsevognsmutter.

- En dag i efteråret spurgte han, om vi ikke skulle åbne en pølsevogn, og lige den dag havde jeg haft alt for meget dokumentation og alt for lidt borgerkontakt på jobbet, så jeg sagde ja. Den seneste tid havde jeg gået og overvejet, om jeg skulle blive i pædagogfaget, for der blev mindre og mindre tid til at give den menneskelige kontakt, som jeg havde behov for at give, siger Majbritt Hedegaard Andreasen.

Majbritt Hedegaard Andreasen er særligt glad for kontakten med kunderne i jobbet som pølsevognsmutter. Foto: Morten Pape

Tanken om at stege pølser og pommes fritter var da heller ikke fremmed for hende. I mange år har hun arbejdet i køkkenet på et behandlingshjem i Horsens, og det var faktisk først, da det lukkede i 2013, hun lod sig overtale af sin daværende leder til at uddanne sig til pædagog.

- Jeg supplerede SU'en blandt andet med at være afløser i Belvedere Grill, så jeg vidste en hel del om, hvad det vil sige at stå i en pølsevogn. Og jeg kan godt lide det. Her er der mulighed for al den menneskelige kontakt, som jeg gerne vil have, og som også var det, jeg ønskede som pædagog, siger Majbritt Hedegaard Andreasen, der arbejdede som pædagog på Overbygaard i Tørring fra endt uddannelse i 2017 til foråret 2020.


Jeg elskede borgerne og mine kolleger, men det blev for svært for mig at være den pædagog, jeg gerne ville være. Derfor valgte jeg at stoppe.

Majbritt Hedegaard Andreasen


Annonce

En kop kaffe og en snak

Hun håber, at der på et tidspunkt bliver basis for at være flere end blot hende selv i pølsevognen, for så vil hun gerne bevare kontakten til pædagogfaget ved at have fx unge i jobprøvning.

Indtil videre er der dog kun åbent i vognen fire dage om ugen, torsdag til søndag fra kl. 11 til 20, så der er kun Majbritt selv til at lange pølser, pastasalat og burgere over disken.

- Jeg er blevet taget godt imod i Daugård, og jeg vil faktisk sige, at hvis der er nogen steder, man skal starte noget nyt, så er det her. Men det tager selvfølgelig noget tid, inden hele oplandet lærer mig at kende, og coronarestriktionerne gør det ikke nemmere, siger Majbritt Hedegaard Andreasen.

Hun glæder sig, til folk har mulighed for at sidde lidt længere i tid i vognen, og til at folk kommer ind også bare for at få en kop kaffe og en snak. Hun håber også, at vognen og bordene omkring kan blive et sommer-samlingssted for byens unge, uden at de hver gang behøver at bestille pølser og pommes frites.

Det er ikke første gang, Majbritt Hedegaard Andreasen står i pølsevogn. Da hun læste til pædagog supplerede hun også SU'en med et job i Belvedere Grill. Foto: Morten Pape


Min søn er købmand i Daugård, og han har altid gang i noget nyt. En dag siger han: Mor, skal vi ikke åbne en pølsevogn?

Majbritt Hedegaard Andreasen
Annonce
Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Politirapporten

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce