Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Politirapporten uge 24

Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Hedensted: I mellem forrige søndag kl. 16.15 og mandag kl. 8 blev der begået indbrud i et prøvehus på Lille Dalby Bakker. Der blev opbrudt et vindue og stjålet elværktøj af mærket Dewalt og Makita, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Pøt: Et sommerhus i Pøt Strandby har mellem 4. juni og 8. juni været udsat for indbrud.

Et vindue er blevet brudt op, og man har været rundt i hele sommerhuset og stjålet en PH-lampe, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Barrit: Endnu en kirke har fået stjålet havetraktorer. Mellem søndag kl. 12 og tirsdag kl. 8.15 brød ukendte gerningsmænd ind i et udhus ved Barrit Kirke og stjal to plænetraktorer af mærket Husqvarna Rider, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Juelsminde: En tyv brød onsdag i tidsrummet mellem klokken 12 og klokken 14.30 igennem et vindue til et fritidshus på Kirkholm Strandby i Juelsminde.

Vedkommende er derefter stukket af med en designerlampe, oplyser politiet.

Hornsyld: Nogle kontanter og en nøgle var udbyttet, da en ukendt gerningsmand torsdag mellem kl. 13 og 14.30 brød ind i en Citroen Berlingo varebil, der holdt på Søndergade i Hornsyld. Den højre siderude blev knust for at komme ind i bilen, fortæller Sydøstjyllands Politi.

Øster Snede: Natten til fredag kl. 01.34 var der forsøg på indbrud på Shell-stationen på Bredalvej i Øster Snede.

Et vestvendt vindue var brudt op, og ifølge Sydøstjyllands Politi havde nogen været rundt i kontoret, men der er ikke overblik over, hvad der er stjålet.

Stenderup: En 25-årig mand fra Stenderup måtte en tur på skadestuen, efter han forrige onsdag kl. 14.39 var involveret i et færdselsuheld på Ørnstrupvej.

Manden kom kørende i sydlig retning, da han mistede herredømmet over bilen, som kom ud i gruset i siden af vejen og derefter røg over i den anden vognbane, hvor bilen ramte en modkørende bil ført af en 54-årig kvinde fra Juelsminde, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Stouby: I tidsrummet mellem mandag 8. juni klokken 18 og onsdag 10. juni klokken 10 har der været indbrud i en landejendom på Bråskovvej i Stouby.

Tyven har aflistet en rude til en bagdør, hvorefter vedkommende er stukket af med diverse sølvtøj, oplyser politiet.

Stenderup: En 47-årig mand fra Horsens påkørte søndag middag klokken 12.10 to cyklister i Stenderup.

Manden kom kørende i en personbil ad Ørnstrupvej i sydlig retning, hvorefter han svingede til venstre ind på en skovparkeringsplads.

Hvad han ikke så var, at tre cyklister kom kørende i modsatte retning. Den ene af cyklisterne nåede at undvige, mens det nåede de to andre ikke.

Den ene cyklist, en 47-årig mand fra Horsens, snittede fronten på bilen, hvorefter han væltede og fik skader i ansigtet.

Den anden cyklist, en 37-årig mand fra Brædstrup, blev ramt direkte af bilen. Han blev efterfølgende fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby og har lidt brud på både ribben og brystben, oplyser politiet.

Begge er dog uden for livsfare.

- Det er bilisten, der har den primære skyld. Det kan der ikke være tvivl om. Der vil nu foregå nogle undersøgelser, og han risikerer en sigtelse og en frakendelse af kørekortet, siger politikommissær Lars Elmstrøm fra Sydøstjyllands Politi.

Hedensted Politistation, Valenciavej 4. Politiassistenter: Kent Birk 51518722, René Kreilgaard 5184 2540 - Søren Vind (Hornsyld) 61392218. Juelsminde Politistation: Steen Ibsen 7569 4095. (Evt. Horsens Politi, tlf. 114)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce