Juelsminde: Genbrugsbutikken i Juelsminde har under coronakrisen været lukket i adskillige uger.
Onsdag formiddag var det endelig blevet tid til at genåbne, og det skete på den nye adresse Søgade 4.
Her har Røde Kors fået et 250 kvadratmeter stort butiksareal, der giver god plads til udstilling af tøj såvel som nipsgenstande.
En del nysgerrige kunder kiggede inden for i løbet af de første åbningstimer.
En af dem var Susanne Nielsen fra Juelsminde.
- Jeg synes, det er dejligt for Røde Kors, at de har fået god plads. Og det er klart, at jo mere overskuelig butikken er for os kunder, jo mere køber vi. Det skal være nemt at overskue tingene, sagde hun til avisen efter at have været ved kassen.
Det samme at komme efter
Butiksleder Inga Hansen har forberedt flytningen i lang tid og er glad for, at den nu er klaret.
- Det har vi da set frem til. Vi glæder os til at komme i gang og se, hvordan det kommer til at gå, siger hun.
Selvom pladsen er større, så er varegruppen den samme, nemlig tøj, små møbler og andre mindre ting og sager.
Flere andre steder kører man med ungdomsafdelinger i butikkerne, men ikke i Juelsminde.
- Det har vi ikke behov for. Her kommer ikke unge hele tiden som i Aarhus. Vi har tilpasset efter, at det er Juelsminde det her, siger Inga Hansen.
Kan bruge flere
Der er skruet op for bemandingen i den nye butik.
Den har 28 frivillige i dag og kan godt bruge flere.
- Vi kan bruge flere til det hele. Ekspedition, sortering og prismærkning, siger Inga Hansen.
Genbrugsbutikken har samme åbningstid som tidligere.