I takt med at golfspillerne takker af for sæsonen, tror mange, at Café Rindbæk ved golfklubben også lukker. Men forpagter Anette Christoffersen går tværtimod den direkte modsatte vej og åbner op for seniordans, thai-boksning og julemarked for at holde gang i ydersæsonen.
Hedensted: Hvad har thai-boksning, yoga, bridge, seniordans og julemarked med en golfcafé at gøre?
Absolut intet vil de fleste nok mene, men hos Café Rindbæk ved Hedensted Golfklub er svaret i vinterhalvåret et ganske andet.
For mens golfspillerne én efter én trækker indendørs og dermed ganske naturligt lægger færre penge i den tilstødende café ved golfklubben, skruer forpagter Anette Christoffersen op for de alternative veje til kunder og opmærksomhed.
Og selvom der fra et forretningsmæssigt synspunkt naturligvis er håb om også at tjene en lille mønt på de - i golfmæssig forstand - skæve indslag, er den primære målsætning en ganske anden.
- Mange spørger, om jeg lukker, men bare fordi golf går på hæld, gør jeg ikke. Der er jo en husleje, der skal betales uanset, så jeg kan lige så godt udnytte det. Samtidig vil jeg også gerne vise, at en café ved golfklubben kan fungere både sommer og vinter. Jeg er allerede begyndt at trække folk fra byen, som intet har med golf at gøre - og de skal ikke have nogen grund til at tro, jeg lukker ned for sæsonen, siger Anette Christoffersen.
Anette Christoffersen, forpagter, Café RindbækJeg kaster mig ud i det, og så ser vi, hvad der sker. Jeg vil vise, at vi er her og vil stedet det bedste - og at der fortsat kan være fyldt med liv hernede, selvom golfsæsonen er slut.
Kom med ét
Det er Anette Christoffersen første sæson som forpagter ved golfklubben, og selvom tankerne om lidt liv uden om den traditionelle forestilling af en café opstod allerede inden, jobbet kom i hus, er det særligt oplevelsen af pludselig stilhed, der har trukket videre fra tanke til handling.
Som tidligere forpagter i Stouby Multihus var hun vant til, at sæsonen bød på en jævn nedtrapning. Først stoppede indendørs fodbold, så gymnastik, siden badminton.
- Men det draslede ikke roligt ned her. Det gik fra 120 til ingenting, og jeg tænkte "hold da op". Det kom lidt bag på mig, at det bare pludselig sagde bum - men det var stort set også første gang, siden jeg begyndte i juli. Derfor er der også noget befriende i endelig at have tiden til at sætte nogle af de her ting i værks, siger Anette Christoffersen.
Fejrer mærkedage
Foruden de førnævnte tiltag vil Anette Christoffersen blandt andet at slå sig stort op på de klassiske mærkedage i restaurationsmiljøet såsom J-Dag og mortensaften.
Derudover vil der også være udstillinger, foredrag - og praktisk talt alt muligt andet, det skulle være den mindste interesse for.
Alt sammen noget der er kommet efter mund-til-mund princippet, og Anette Christoffersen har således endnu ikke selv været rundt ved foreninger og virksomheder for at gøre opmærksom på, de er velkommen hos hende.
- Jeg tror også, jeg skal til at stoppe nu. Der er godt nok meget på tegnebrættet - jeg ender jo med at have mere travlt end i højsæsonen, siger Anette Christoffersen.
De mange anderledes tiltag forventes at fortsætte frem til golfkøllerne igen bliver fundet frem - typisk i løbet af april.