Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

S bytter rundt i byrådet: Beskæftigelsesudvalget skifter formand

Henrik Alleslev skal nu koncentrere sig om at være gruppeformand for Socialdemokratiet i Hedensted Kommune. Foto: Morten Pape
Den socialdemokratiske gruppe i Hedensted Kommune rokerer rundt på posterne. Mette Juhl overtager posten som formand for udvalget for beskæftigelse, mens Henrik Alleslev forbliver gruppeformand.
Annonce

Hedensted: Fra nytår bytter den socialdemokratiske gruppe i byrådet i Hedensted rundt på posterne.

Den nuværende formand for udvalget for beskæftigelse, Henrik Alleslev, vil nemlig gerne have mere tid til sit privat job som direktør for Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab af 1946.

- Samtidigt går vi ind i et valgår, hvor gruppeformandsposten bliver mere krævende, og så er jeg også blevet morfar, så det skal der også være tid til, siger Henrik Alleslev, der altså fortsætter som gruppeformand for partiet.

Hans formandspost i udvalget for beskæftigelse bliver i stedet overtaget af Mette Juhl (S), der har siddet i udvalget siden valget for tre år siden.

- Det er da lidt vemodigt at sige farvel til et udvalg, som jeg har været formand for i 10 år, men jeg er sikker på, at Mette nok skal klare den post rigtig fint, siger Henrik Alleslev.

Mette Juhl bliver ny formand for udvalget for beskæftigelse fra nytår. Foto: Michael Svenningsen

Mette Juhl er næstformand i udvalget for tværgående politik, som Henrik Alleslev i stedet indtræder i. Hans post i beskæftigelsesudvalget går i stedet for til Claus Thaisen, der også overtager Mette Juhls post som formand for Børne- og ungeudvalget, et udvalg, der arbejder med tvangsfjernelser. Claus Thaisens post i udvalget for social omsorg tager Henrik Alleslev så til gengæld.

- Jeg har kunnet mærke det seneste år, at jeg har haft lidt for meget at lave, så jeg er selv kommet med ønsker til, hvordan vi kunne få byttet rundt på posterne, og det har gruppen heldigvis været indstillet på, så det er ganske udramatisk, siger Henrik Alleslev.

Ændringerne sker fra 1. januar 2021.

Claus Thaisen (S) får en plads i udvalget for beskæftigelse. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce