Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Smedevirksomhed har kastet sin kærlighed på krudtsalg

Martin Madsen laver normalt sliddele til knusere og flishuggere, men op til nytår har han omdannet sit værksted til fyrværkerisalg. Foto: Elisabet D. Hyttel
34-årige Martin Madsen, der til daglig driver firmaet Mtec Sliddele i Klakring har i år åbnet fyrværkerisalg. - Jeg har altid selv været lidt en krudtnørd, siger han.
Annonce

Klakring: Normalt er det tænder til knusere, flishuggere og neddelere, der fylder værkstedet hos Mtec Sliddele på Klakring Stationsvej 5.

Men før jul blev de forvist til lageret, og ind kom raketter, batterier og alskens andet fyrværkeri fra Aalborg Fyrværkerifabrik. 34-årig Martin Madsen, der ejer Mtec Sliddele, har nemlig i år besluttet sig for at sælge fyrværkeri.

- Jeg har altid været lidt en krudtnørd, og jeg vil gerne sælge fyrværkeri fra et sted, hvor man kan stå i tørvejr og bruge lidt ekstra tid på at snakke, fortæller Martin Madsen, mens han viser rundt i værkstedet, hvor der nu står borde med fyrværkeri.

Han etablerede for knap tre år siden Mtec Sliddele efter at have været ansat som smed hos virksomheder, der producerer maskiner til nedbrydning og træindustrien.

Han lever emner på bestilling og sælger sliddele til store virksomheder over hele landet.

- Jeg kan gøre det billigere, end hvis man køber sliddele hos producenterne, og nogle mener også, min kvalitet er bedre, forklarer Martin Madsen om baggrunden for sin virksomhed.

Han har især travl om foråret, og december mere er stille, så derfor opstod ideen om et fyrværkerisalg. Han har derfor investeret i en container, der opfylder kravene til opbevaring, og fået tilladelser på plads. Indtil videre har han selv stået for salget, men regner med at have nogen til at hjælpe sig i dagene op til nytår.

- Jeg regner ikke med at lave det store overskud det første år. Det er mere fordi, jeg synes, det er hyggeligt, at folk får lejlighed til at komme herud og snakke, forklarer Martin Madsen, der har boet i Juelsminde i 15 år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce