Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Støtteopslag til brugs endte i kritik: Uddeler opfordrer byen til at vælge butikken til

Nicolas Castenskiold tog over som uddeler i SuperBrugsen Løsning i oktober 2019 som den fjerde uddeler på to år Arkivfoto: Michael Svenningsen
Brugsuddeler Nicolas Castenskiold fra Løsning tog til genmæle på Facebook efter kommentarer om forretningen, som kæmper for at finde fodfæste efter nogle turbulente år.

Løsning: Hvis I gerne vil være med til at ændre noget, så sig det meget gerne direkte til os.

Sådan lyder den afsluttende opfordring i en længere skrivelse, som uddeler Nicolas Castenskiold, SuperBrusen Løsning, lagde op i en bygruppe på Facebook fredag formiddag.

Indlægget kom som en reaktion på et opslag fra en kunde, der ville minde andre om at handle i SuperBrugsen og lokalt, men uforvarende satte gang i en debat om forretningens priser og slagterafdeling.

"De kan starte med at fyre deres slagtermester”, skrev en bruger blandt andet.


I skal vide, at vi er nogen, som bruger rigtig meget tid og mange kræfter på at lykkes med den mission, og det fortsætter vi med, så længe det føles rigtigt.

Fra opslag på Facebook


Nicolas Castenskiold tog til genmæle af flere grunde. En af dem var måden, der blev skrevet på.

- Det er fair nok, at folk ytrer sig. Men jeg så i nyhederne i går et indslag om det, man siger og gør på sociale medier, og kommentarerne taler ind i det. For der sidder rent faktisk mennesker og bliver såret, når de læser sådan nogle ting. Jeg synes, det er tankevækkende, man har behov for at skrive sådan noget. Hvis et eller andet kunne være anderledes, så kan man sige det til dem, der kan gøre noget ved det, siger Nicolas Castenskiold til avisen.

Annonce

Er slet ikke i mål

Med sit opslag ville han også forsvare forretningen og brugskonceptet med medlemseje, engagement i lokalsamfundet - men altså også højere priser end discountbutikkers.

SuperBrugsen i Løsning kæmper da også for at blive valgt til af kunderne efter en svingdørsperiode med fire forskellige uddelere på to år.

Nicolas Castenskiold blev uddeler i 2019 efter to måneders ansættelse om souschef. Forretningen har det bedre, end da han begyndte, men der er meget lang vej endnu, fortæller han.

- Jeg havde troet, det ville være nemmere at vende det med vores tiltag med fokus på grønt og frugt og mange ”ja tak-tilbud” og fyldte hylder. Jeg havde troet, vi ville være kommet længere, end vi er på nuværende tidspunkt, siger Nicolas Castenskiold.

Annonce

Vil samle medlemmerne

En kundeundersøgelse fra september sidste år var et stød i maven, selvom forretningen var blandt den absolutte top i kæden målt på fremgang. Kundetilfredsheden var nemlig samlet set stadig i den helt tunge ende.

- Det gør ondt på mig, for vi har arbejdet rigtig hårdt i to år og oplever også, at kunderne i dagligdagen ytrer sig positivt. Så gør det ondt at se, at vi er så langt fra, hvor vi burde være, siger Nicolas Castenskiold.

Han hæfter sig dog ved, at kun 116 ud af 1800 medlemmer havde svaret, og han ser frem til, at coronasituationen tillader et medlemsmøde.

- Vi har snakket med Løsning Kro om at lave et arrangement, hvor folk har mulighed for at komme og få noget at spise og tage en snak om, hvad der skal til, og hvad der skal ændres. Jeg føler mig i den grad hæmmet af, at vi ikke kan mødes, siger Nicolas Castenskiold.

Annonce

Står ikke til at lukke

I opslaget på Facebook skrev han, at ”det er flertallet, der afgør vores fremtid”, og at de ansatte ville være kede af at miste deres job.


Om vi er her i fremtiden, kan man heldigvis ikke spå om. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi har brug for at blive tilvalgt. Når det er sagt, så går det bedre nu, end da jeg overtog.

Nicolas Castenskiold, uddeler


SuperBrugsen er dog ikke i gang med at lukke, fastslår han over for avisen. Men han fortæller samtidig, at omsætningen skal op, hvis forretningen skal sikres på den lange bane.

I øjeblikket er konkurrenten Netto storebror i forholdet mellem de to set på omsætning. SuperBrugsen kan holde helligdagsåbent, mens Netto må holde lukket som følge af lukkelovens inddeling efter omsætning.

- Andre steder i landet er det typisk omvendt. Så det er en speciel situation, siger Nicolas Castenskiold, der ikke kan udelukke, at man centralt i Coop-kæden rynker brynene og måske på et tidspunkt vil prøve med andet butikskoncept i byen.

Annonce

Vil kæmpe videre

Nicolas Castenskiold tror på, at SuperBrugsen Løsning har en fremtid foran sig.

Har du stadig gnisten til at kæmpe videre?

- Ja, det har jeg. Der skal mere til, før jeg giver op. Jeg møder mange glade mennesker hver dag, som anerkender det, vi gør. Jeg er ikke færdig i Løsning. Det kan du roligt citere mig for, siger Nicolas Castenskiold.

Han anerkender, at slagterafdelingen trænger til et løft rent visuelt. Med en højere omsætning vil det være nemmere at få kæden til at investere i forretningen.

- Den eneste måde er ved at få flere kunder i biksen. Det er kampen, siger Nicolas Castenskiold.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Petanqueklub frustreret efter gentagne tilfælde af hærværk: Det er os selv, der skal bruge flere tusinde kroner

Annonce