Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Strid om formandsposten i fjernvarmeværk: Anklage om ulovligt valg

Hedensted Fjernvarme har haft en ekstraordinær generalforsamling for at ændre i vedtægterne, og 17. november skal man endnu en gang have en ekstraordinær generalforsamling. Arkivfoto
Hedensted-borger Kristian Møller mener, Hedensted Fjervarme har en ulovlig valgt formand, fordi formanden ikke bor i byen. - Jeg er fuldt valgbar, siger Morten Juhl Lassen.
Annonce

Hedensted: Kristian Møller har i mange år været en glad aftager af fjernvarme fra Hedensted Fjernvarme.

Det er han sådan set stadigvæk, men udviklingen i foreningen på de seneste generalforsamlinger har fået ham til at rejse kritik af bestyrelsen.

- Jeg mener, at formanden er ulovligt valgt og har været det de seneste år, siger Kristian Møller.

Formanden for Hedensted Fjernvarme har de seneste mange år heddet Morten Juhl Lassen. Frem til 2017 boede han i Hedensted, men derefter flyttede han til Stouby.

Kristian Møller mener, det er et problem, fordi det i følge Hedensted Fjernvarmes vedtægter kun er andelshavere, der kan sidde i bestyrelsen. Andelshavere er i følge vedtægterne defineret som ejer af en ejendom eller lejlighed i Hedensted Fjernvarmes område, og bestyrelsesmedlemmerne skal dermed aftage varme.

Annonce

Valgt på generalforsamling

- Morten Juhl Lassen er derfor ulovlig valgt som formand, senest på generalforsamlingen 21. september, siger Kristian Møller, der dog ikke stemte imod Morten Juhl Lassen på generalforsamlingen, fordi han ikke på det tidspunkt var fuldt opmærksom på problemet.

Han rejste spørgsmålet på netop generalforsamlingen, men fik at vide, at Morten Juhl Lassen var valgbar.

Selvom det i følge vedtægterne kun er andelshavere, der kan sidde i bestyrelsen, er der er en passus om, at bestyrelsen afgør, om et medlem er valgbar.

- I følge vedtægterne er det muligt at være valgbar, selvom man ikke er varmeaftager. Det er bestyrelsen, der afgør spørgsmålet, og det har bestyrelsen gjort i mit tilfælde. Vi har desuden rådført os med vores advokat og Dansk Fjernvarme, som har sagt god for beslutningen, siger Morten Juhl Lassen, der har været formand siden 2010 og flyttede til Stouby i 2017.

Annonce

Vedtægterne ændres

På generalforsamlingen skulle vedtægterne ændres, blandt andet paragraffen om, hvem der kan sidde i bestyrelsen.

I forslaget fjernes kravet om, at man skal være andelshaver og/eller forbruger for at sidde i bestyrelsen. I stedet hedder det nu, at "flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal vælges af selskabets andelshavere" og "et ud af de generalforsamlingsvalgte medlemmer behøver således ikke at være andelshaver og/eller forbruger".

- Vedtægterne er lavet, så Morten kan genvinde sin position, selvom han ikke får fjernvarme, siger Kristian Møller.


Vedtægterne er lavet, så Morten kan genvinde sin position, selvom han ikke får fjernvarme.

Kristian Møller


Men det afviser Morten Juhl Lassen blankt.

- Den ændring handler ikke om mig, men om, at vi gerne vil give bestyrelsen mulighed for at hente kompetencer ind, der kan være til gavn for fjernvarmeværket. Det er noget som Dansk Fjernvarme anbefaler, og som er standard i mange selskaber, forklarer Morten Juhl Lassen.

Bestyrelsesformand for Hedensted Fjernvarme Morten Juhl Lassens valgbarhed skal nu testes på endnu en generalforsamling. Foto: Michael Svenningsen

Det er stadigvæk sådan, at alle medlemmer af bestyrelsen, også dem, der eventuelt ikke er varmeaftagere, skal vælges af medlemmerne på generalforsamlingen.

Annonce

Ekstra generalforsamling

De nye vedtægter skulle vedtages med to-tredjedels flertal, man da der ikke var nok medlemmer til stede 21. september, måtte man 12. oktober indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor ændringerne så kunne vedtages.

Også på denne generalforsamling stillede Kristian Møller spørgsmålstegn ved formandens valgbarhed.

- Jeg fik samme svar som sidst og stadig ikke nogen skriftlig dokumentation, selvom bestyrelsen havde haft tid nok til at undersøge sagen, siger Kristan Møller.

Hedensted Fjernvarme

Leverer varme til omkring 2200 husstande.

Benytter sig både af solvarme, overskudsvarme fra lokale virksomheder, gas og varmepumper.

Han blev efterfølgende kaldt ind til et møde med bestyrelsen, hvor emnet blev drøftet, men i følge Kristian Møller fik han ikke nogen tilfredsstillende forklaring på, hvordan Morten Juhl Lassen kunne være formand.

- Man har forsøgt at overbevise mig om, at en generalforsamling som fjernvarmens øverste myndighed har ret til tolke vedtægterne på en måde, som bestyrelsen ønsker. Det er naturligvis vrøvl. Klare vedtægter behøver ikke nogen tolkning, siger Kristan Møller.

Han understreger, at han ikke er ude på at skade Hedensted Fjernvarme eller på nogen måde er utilfreds med, hvordan selskabet kører.

- Men bestyrelsen må ikke lyve for generalforsamlingen, og hvis der er drastiske ændringer, så skal de fortælle det og ikke kuppe det igennem med så få mennesker som muligt, siger Kristian Møller.

Annonce

Opbakning til formanden

17. november er der så igen en ekstraordinær generalforsamling i fjernvarmeværket. Eneste punkt på dagsorden er valg af medlem til bestyrelsen. Det var bestyrelsen, der havde valgt at indkalde til det for at imødegå Kristian Møllers kritik.

- Der skal ikke være tvivl om den slags ting. Der er ikke noget fordækt i Hedensted Fjernvarme. Derfor har bestyrelsen besluttet, at vi indkalder til en ekstraordinær generalforsamling, så der kan komme opbakning til, at jeg er valgt, siger Morten Juhl Lassen.


Der skal ikke være tvivl om den slags ting. Der er ikke noget fordækt i Hedensted Fjernvarme.

Morten Juhl Lassen


Han fortæller, at han har valgt at fortsætte som bestyrelsesformand, fordi han synes området er spændende, og fordi han qua sine mange år i Hedensted Fjernvarme ved meget om området og især har stor økonomisk indsigt.

- Det vigtigste for mig er, at jeg har bestyrelsens opbakning til at fortsætte, siger Morten Juhl Lassen, der nu også håber på at få en ekstra opbakning fra forbrugerne.

Også Kristian Møller håber, at mange vil møde op til generalforsamlingen.

- Jeg står gerne på mål for de beskyldninger, jeg kommer med, og så må vi se, hvad der sker, siger Kristian Møller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce