Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Svømmeklub inviterer til infomøde for nye trænere

Svømmeklubben Koral har 800 medlemmer og 15-16 trænere, men vil gerne have mange flere trænere, fordi der er basis for flere hold. Arkivfoto: Elisabet D. Hyttel
Korals nye svømmeklub er trukket i arbejdstøjet for at få fat i flere trænere.
Annonce

Hedensted: Svømmeklubben Koral er nu gået på jagt efter en række nye trænere til klubbens mange hold.

16. januar holder klubben infomøde kl. 18.30 i klublokalet ved svømmehallen, hvor man helt uforpligtende kan komme og høre mere om at være træner.

- Jeg har en fornemmelse af, at folk har svært ved at sige ja, fordi de ikke helt ved, hvad det indebærer. Derfor laver vi et helt uforpligtende infomøde, hvor man kan komme og få mere at vide, siger Mikkel Rasmussen, der er en af de nye bestyrelsesmedlemmer.

Svømmeklubben måtte i november ud i en ekstraordinær generalforsamling for at få besat pladserne, men det resulterede i kampvalg og en del nye kræfter.

- Vi har aflyst et hold på grund af trænermangel, og der er plads til flere hold i svømmehallen, hvis vi kan finde trænere, siger Mikkel Rasmussen om det nye initiativ.

På mødet kan man høre mere om de forskellige hold. Blandt andet mangler der trænere til børnehold for de 6-12-årige, trænere til frisvømning for de 14-18 årige, og så står eliteholdet og mangler en træner.

- Der er en række fordele ved at være træner, eksempelvis gratis svømning og i frohold til at få sine egne børn med på et hold. Man behøver heller ikke tage bassinprøve og livredderprøve, for det har vi folk, der kan. Vi håber på mindst 10 nye trænere, så vi kan få flere trænere på hvert hold, som kan aflaste hinanden, fortæller Mikkel Rasmussen.

Han er 44 år og har selv svømmet i Koral, siden han var helt lille. Han har tidligere været træner på eliteholdet, men er nu kommet med i bestyrelsen for første gang.

- Klubben er lidt hjerteblod for én, når man er kommet der som ung, siger Mikkel Rasmussen, der håber, at de 800 medlemmer kan se frem til endnu flere frivillige kræfter i fremtiden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce