Annonce
Læserbrev

Tak for god viden om gamle dage

Annonce

Læserbrev: Tak til Hedensted Avis’s redaktion samt til de kloge og vidende ildsjæle i Lokalhistorisk Forening gl. Hedensted Kommune, fordi I ved jeres samarbejde bringer ”Glimt fra kommunen”.

Det er en spændende og oplysende rubrik, som giver os ny viden om gamle dage. Billederne og kommentarerne giver stof til eftertanke for dem, som interesserer sig for historie. Gør det gerne hver uge. Senest 3. december var det interessant at se billedet fra Daugård Strand af festklædte damer med Fregatten Jylland i baggrunden.

Dog var min første reaktion: Fregatten Jylland har da aldrig været ved Daugård Strand! Dette sagnomspundne skib, der nu ligger som et museum i Ebeltoft, kom ganske vist vidt omkring i verden og lå også i flere år for anker i Sandbjerg Vig ved Juelsminde. Og jo, ganske rigtigt, ved nærmere efterforskning viste det sig, at Fregatten Jylland som en seværdighed også har været forbi Daugård Strand, nemlig dengang, da den i 1910 blev bugseret ind i Vejle Havn til en byfest.

Stor lokalhistorie, dokumenteret på et billede. Desværre tror jeg ikke, at vi nulevende kan genkende nogen af de charmerende damer på billedet. Men man kan nok godt antage, at disse flotte damer fra det bedre borgerskab i Hedensted og omegn ikke tilfældigt har taget opstilling på stranden her i vores kommune, den dag Fregatten Jylland skulle passere Daugård Strand, og hvor en fotograf ville være til stede. (Ja, det var desværre før Knud E. Foto, han skulle nok have været der på pletten med skarp dokumentation og det hele).

Ligeledes bringes i samme Hedensted Avis et billede af ”Kathrinelund” i Rimmerslund fra gamle dage, og man ser gadekæret, som stadig er der, og som mange af os husker det fra vores barndom. Ja, Kathrinelund var fra 1700-tallet, men senere blev der sammesteds bygget en ny gård i 1900-tallets stil, som er den, vi nulevende husker, men som nu for nylig også forsvandt for at give plads til nyt byggeri. Alt er forandret. Arkæolger fra Vejle Museum finder spor af en by fra ældre jernalder (2000 f. Kr.) på Rimmerslund Mark. Der har levet mennesker her lige uden for vores døre i årtusinder. Historiens vingesus er store.

En god beretning om Fregatten Jylland findes i Vejle Amts Årbøger 1996, Kaj Højbro Rasmussen: ”Fregatten Jylland i Sandbjerg Vig”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce