Hedensted: Da Tom Jakobsen for halvandet år siden gav sig til at tage en gribetang og en plastikpose med, når han gik tur i og omkring St. Dalby, hvor han bor, havde han ikke forestillet sig, hvor meget affald han ville finde.
- Der ligger virkelig meget langs med landevejen og i industrikvarterene. Jeg går en til to gange om ugen, og nogle gange finder jeg mere, end jeg kan slæbe med hjem, fortæller Tom Jakobsen, der tilfældigt kom i gang med at samle ind, fordi han så et lignende initiativ i Ribe.
Forleden fyldte han hele syv sække i området Karosserivej/Teknikervej i Hedensted, hvilket fik ham til at kontakte avisen.
- Jeg vil gerne opfordre til, at flere begynder at samle affald ind. Der er jo mange, der går tur her under coronakrisen, og hvis vi alle sammen samler affald, kan vi virkelig godt gøre noget for miljøet, siger Tom Jakobsen, der er chauffør hos Dansk Retursystem og dermed arbejder med affald og genanvendelse i det daglige.
Problemer uden for Hedensted
Det er vigtigt for Tom Jakobsen at understrege, at problemet ikke så meget er i selve Hedensted midtby. Her holder Claus Nørskov, alias Skralde-Claus, nemlig gaderne pæne, men problemet er i kanten af byen og i industrikvarterne.
- Jeg begyndte at samle her i industrikvarteret langs Gesagervej, fordi det ligger tæt på mit arbejde, og fordi min familie har haft en gård her i området i tidernes morgen, forklarer Tom, Jakobsen og peger over mod et område mellem Karosserivej og Skiltemagervej, hvor gården oprindeligt lå.
Han blev chokeret over, hvordan området så ud. Han viser hen til de sække, han endnu ikke har nået at køre væk fra sin sidste indsamling. Selvom det kun er en uge siden, han var her sidst, ligger der på ny plastikposer, kaffekopper og andet affald i rabatten.
- Det er som om, at det bare er blevet almindeligt, at folk smider papir fra fastfood, cigaretter og dåser ud i naturen, siger Tom Jakobsen.
Han håber, at hans opråb kan få flere i gang med affaldsindsamlingen.
Tom JakobsenDet giver god energi at gå en tur og samle affald, fordi man føler, at man gør en god gerning for miljøet.
Green Teams
Hedensted har ikke noget Green Team, men det vil Tom Jakobsen se på , om han kan få oprettet.
Et Green Team er en gruppe frivillige, der mødes for at holde byerne rene. De er støttet af kommunen, der søger for udstyr og bortskaffelse af affald, fortæller Ole Klidbo Madsen fra kommunens materielgårde.
- Green Teams er lidt udfordret af coronakrisen, fordi en stor del af det også handler om at mødes for det sociale. Men jeg ved, at der bliver samlet affald hver for sig, og vi vil gerne være med til at oprette nye teams, siger Ole Klidbo Madsen.
Green teams
Hedensted Kommune har Green Teams i mangel lokalområder. Green Teams er frivillige borgergrupper, som primært samler affald langs veje og stier samt i parker og på pladser i byen.
At deltage i et Green Team kræver ikke andet end at melde sig og møde op på en af de planlagte indsamlingsdage i byen. På nuværende tidspunkt er der Green Teams i følgende byer:
Tørring, Løsning, Juelsminde, Barrit, Hyrup, Øster Snede, Rask Mølle, Ørumvej, Hosby og Snaptun.
Der er typisk en kontaktperson, der som tovholder sørger for det praktiske med udstyr, kaffe og bortskaffelse af affald. Tovholderen er samtidig kontaktled til kommunens Materielgård, hvor observationer vedr. problemer med veje, stier og fortov meldes ind.
Kilde: Hedensted Kommune