Hedensted: Også i 2021 og 2022 kan iværksættere, foreninger og andre projektmagere i Hedensted Kommune søge om penge fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Fondens ordning Lokale Aktionsgrupper, også kendt som LAG, skulle egentlig slutte ved udgangen af 2020, men indtil videre er den forlænget med yderligere to år.
Hedensted Kommune danner fortsat par med Odder Kommune.
- Vi har fået tilsagn om 1,6 mio. kr. til at dele ud i de to kommuner i år. Det samme vil vi formodentlig også have i 2022, siger Susanne Ernst, LAG-koordinator hos Hedensted Kommune.
I 2021 vil beløbet være nærmere to mio. kr., da det forventes, at penge fra projekter, som er blevet mindre end planlagt eller helt opgivet, løber tilbage i kassen.
Til ny sti og gammel arrest
Projekter af udviklende eller arbejdspladsskabende karakter kan få penge. Rammerne er vide.
Susanne Ernst, LAG-koordinator, Hedensted KommuneVi har ikke oplevet, at et projekt alene har fået et helt års LAG-midler. Men mange har fået 600.000 til 700.000 kr. i støtte.
Blandt tidligere modtagere er Uldum Kær Naturlaug, der fik 450.000 kr. til at færdiggøre et stiforløb, og Bjerre Arrest-gruppen, der modtog 500.000 kr. til nogle af de første restaureringsopgaver på stedet.
Iværksættere og virksomheder med nye og måske bæredygtige projekter kan også få del i pengene. Budgettet skal være mindst 100.000 kr.
- Man kan få op til 50 pct i støtte, men det er også meget, hvis man eksempelvis er en nystartet virksomhed, siger Susanne Ernst.
Bestyrelsen i LAG Odder-Hedensted med repræsentanter fra kommune, foreninger og erhvervsliv vurderer ansøgningerne og vælger ud i dem. Den endelige godkendelse sker i Erhvervsstyrelsen.
Den næste ansøgningsfrist er 26. april.