Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Ugens politirapport uge 1

Ugens politirapport fra Hedensted og Juelsminde områderne. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Annonce

Hedensted

Lillejuleaftensdag blev HPK Hvidevarer på Østerbrogade i Hedensted udsat for et røveri.

Kl. 13.17 indfandt to mænd sig i butikken, og den ene distraherede den kvindelige ekspedient ved at spørge til nogle køleskabe i den anden ende af butikken. Imens gik den anden om bag kassen og tog en bunke kontanter, knap 14.000 kr., op af kassen, oplyser politikommisær Mich Klausen fra Sydøstjyllands Politi.

Normalt ville avisen have omtalt røveriet umiddelbart efter episoden, men den har ikke været nævnt på de daglige pressebrieferinger, før Folkebladet mandag spurgte til sagen efter at have hørt om episoden ude i byen.

- Jeg kan ikke se, hvad der er sket, men der må være tale om en fejl, at vi ikke har oplyst om det, fortæller Mich Klausen.

Den kvindelige ekspedient opdagede, at manden havde taget kontanter op af kassen og råbte manden an.

- Han påstod, at det var hans egne penge, men jeg havde set i et spejl, at han havde taget dem af kassen, så efter jeg havde råbt, hvad han havde gang i og stillet mig hen foran ham, tog han fat i mine skuldre og gav mig en kraftigt skub, så jeg fløj hen ad gulvet, fortæller Laila Buch Jensen fra HPK Hvidevarer, der var alene i butikken, fordi hendes kollega var gået til frokost.

Derefter løb de to mænd ud af butikken og hen ad Østerbrogade. Den ene, ham med pengene, fortsatte over gaden og ned ad stien til Hedensted Skole. Han løb ind gennem sfo'en og ud på til Østerled, mens den anden satte sig ind i en sølvgrå VW Touareg og kørte fra stedet.

Ekspedienten satte efter gerningsmændene, og der var vidner, der så dem, men det lykkedes ikke at få fat i dem.

- Det, at manden skubber til ekspedienten, gør, at episoden går fra at være et tyveri til et røveri, forklarer politikommisær fra Sydøstjyllands Politi Mich Klausen.

Den ene røver, ham, der skubbede ekspedienten, beskrives som 1,80 meter høj, med mørk hud og sort krøllet hår. Han var fedladen og var iført sort dynejakke og sorte træningsbukser. Den anden beskrives som 1,70 meter høj, spinkel, mørk i huden med ar og huller i kinderne. Han var iført kridhvide sko, muligvis af mærket Fila.

Hedensted Politistation, Valenciavej 4. Politiassistenter: Kent Birk 51518722, René Kreilgaard 5184 2540 - Søren Vind (Hornsyld) 61392218. Juelsminde Politistation: Steen Ibsen 7569 4095. (Evt. Horsens Politi, tlf. 114)

Juelsminde: Tre villaer er hen over nytåret blevet udsat for indbrud i Juelsminde.

På Rosenvænget i Juelsminde gik det mellem 31. december kl. 15.30 og 1. januar kl. 03.05 ud over en villa. Et nordøstvendt vindue til et soveværelse blev opbrudt, og der blev stjålet kontanter samt malerier.

På Kystvej blev en sydvendt terrassedør i en villa opbrudt og der blev stjålet designerlamper.

På Toften var der indbrud i et hus mellem 30. januar kl. 13 og 1. januar kl. 14. Der blev opbrudt et vindue og stjålet kontanter, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Juelsminde

En bil, der holdt parkeret på Ternevej i Juelsminde, blev mellem 31. januar kl. 16.50 og 1. januar kl. 17.30 udsat for hærværk. Der var kommet bule i venstre forrest sidedør, formodentlig forårsaget af en knust ølflaske, som blev fundet under bilen. Det fremgår af døgnrapporten for Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Hedensted

I løbet af kun tre kvarter blev der 1. januar begået et indbrud i et hus på Kirkegade i Hedensted. Mellem kl. 17.17 og kl. 18 blev et nordvestligt vindue brudt op, og der blev stjålet to bærbare computer og en ipad, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

As Vig

Et sommerhus i Borgkolonien i As Vig blev natten til fredag kl. 01.00 udsat for indbrud. Der blev brudt en terrassedør op og stjålet to stole, et bord og et Phillips-tv. Der gik en alarm i forbindelse med indbruddet, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Hedensted

Fire biler var involveret, da der torsdag kl. 17.54 var et uheld på E45 ved Hedensted i nordgående retning.

En 55-årig mand fra Brabrand kørte for hurtigt i forhold til den forankørende bil, men da han ville undvige ud i anden vognbane, ramte han både den forankørende bil, som blev ført af en 59-årig kvinde fra Horsens, og en bil i anden vognbane, der blev ført af en 37-årig mand fra Horsens. Hans bil blev skubbet op i endnu en bil, der blev ført af en 38-årig mand fra Horsens.

Der skete kun materiel skade ved uheldet, men det påvirkede trafikken frem til kl. 18.52, da motorvejen igen var fuldt farbar, fortæller Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Brølbæk

Søndag kl. 10.02 opdagede ejeren af en gård på Brølbæk ved Barrit, at der var røg i et fyrrum, der lå umiddelbart op af en stald med kreaturer.

Gårdejerne forsøgte selv at slukke branden, men der var for meget røg, så brandvæsnet blev tilkaldt.

- Fyrrummet var indrettet i en brandsikker enhed, så der var ikke fare for, at branden kunne sprede sig til selve stalden. Ejeren gjorde det helt rigtige ved at lukke døren, da han ikke selv kunne slukke branden, fortæller indsatsleder Lars Bønding fra Sydøstjyllands Brandvæsen.

Branden var rimelig hurtigt slukket, men gik ud over fyret, som var kraftigt brændt, samt elinstallationer i rummet. Et skadeservicefirma måtte derfor tilkaldes for at etablere varme og strøm på ejendommen.

Annonce

Juelsminde

En villa på Strandvejen i Juelsminde havde mellem 15. december og 4. januar indbrud.

Ifølge Sydøstjyllands Politi kom tyven ind ved at pille en slange til en tørretumbler ud af et kældervindue. Derved kunne kældervinduet åbnes. Der blev stjålet designlamper, sølvtøj og kongelige procelænsfigurer.

As Vig

Et sommerhus i Borgkolonien i As Vig har været udsat for indbrud. Der er opbrudt en terrassedør og stjålet designmøbler, to læderstole og et sofabord samt et Samsung fladskærmstv, oplyser Sydøstjyllands Politi.

As Vig

Et sommerhus på Åvænget i As Vig fik ribbet køkkenet, da der mellem 28. december og 3. januar var indbrud. Der var blevet knust en rude og stjålet køkkenknive og en knivblok, nogle flasker vin og fire gryder og tre pander, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce