Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Ugens Politirapport uge 5

Hedensted og Løsning Lokalpoliti i Hedensted. Foto: Mads Dalegaard

Hedensted: Da politiet tirsdag 2. februar klokken 11.13 fik en melding om et færdselsuheld på Hovedvejen sydvest for Hedensted, virkede det så voldsomt, at en redningshelikopter straks blev sendt til stedet.

Helikopteren kom dog aldrig i brug, da virkeligheden viste sig at være væsentligt mindre dramatisk.

En firehjulstrækker med trailer var impliceret i episoden, men der var ikke tale om et egentligt færdselsuheld.

- Bilisten holder stille i en vigelomme, da han falder i søvn. Han har så åbenbart fået sat bilen i frigear eller glemt at trække håndbremsen. I hvert fald begynder bilen at trille bagud, så traileren ligesom knækker til siden, fordi der ikke er nogen, der styrer, beretter Jørn Bystrup.

Som følge deraf ramlede firehjulstrækkeren og traileren sammen, hvilket forårsagede nogle mindre materielle skader på bilen.

Det var dog ikke nok til at vække føreren, som var iført hovedtelefoner, da han faldt i søvn. Grundet firehjulstrækkerens og trailerens placering så det ud, som om bilen var kørt galt.

- Den første person, der retter henvendelse, forsøger at komme i kontakt med manden. Det lykkes ikke, og det bliver tolket, som at han er bevidstløs efter ulykken, fordi han ikke reagerer. Men faktisk sover han bare med høretelefoner på, forklarer Jørn Bystrup.

Dermed kunne både redningshelikopter og politi relativt hurtigt vende snuden hjemad igen.

Hedensted: En 35-årig kvindelig bilist fra Vejle kom galt af sted, da hun tirsdag 2. februar ved 13.30-tiden kørte i sydgående retning på Østjyske Motorvej.

Nær Hedensted var i hun færd med at overhale en lastbil, da det ene fordæk på lastbilen eksploderede.

Det skabte så meget uro, at kvinden kørte ind i et autoværn. Der skete kun mindre materiel skade.

Lastbilen blev ført af en 49-årig mand fra Litauen.

Hedensted: Selvom en 32-årig mand fra Hedensted ikke var i besiddelse af et kørekort, blev han onsdag 3. februar kl. 15.32 alligevel standset af politiet bag rattet af en bil.

Manden kom kørende på Bredgade i Hedensted, fortæller Sydøstjyllands Politi.

Hedensted: Det er ikke tilladt at opholde sig ude på søerne, så længe det ikke er sikkert.

Det fik to personer ved Hornsyld at føle lørdag 6. februar ved middagstid.

- Vi fik en anmeldelse fra en skovsø i Bjerre Skov om, at der var to personer, der opholdt sig på søen Elverdam. De befandt sig ude på selve søen, hvor de fiskede, siger Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

De to personer blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

- Vi får en del anmeldelser i øjeblikket om folk, der færdes ude på søer. Vi vil gerne opfordre til, at man går ind på kommunens hjemmeside og tjekker, om det er tilladt. Hvis isen ikke er sikkert, så er det ulovligt at færdes på den, siger Jørn Bystrup.

Stubberup: En bil med en 19-årig mand kom lørdag eftermiddag 6. februar fuldstændigt ud af kontrol på Østjyske Motorvej i sydgående retning i området nord for Løsning.

- En bil rammer ud mod autoværnet i midten af motorvejen, hvor den så fortsætter sin kørsel op ad autoværnet over en længere strækning på over 15 kilometer. Det ene fordæk bliver revet af, men bilen fortsætter med at køre fremad, siger Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Bilen var helt ude af kontrol, og politiet måtte afskærme andre bilister fra bilen, som ikke kunne stoppes. Først ved Stubberup nåede den ikke længere.

- Personen i bilen har formentlig fået et ildebefindende. Om det så har været en autopilot, eller hvad der har gjort det, men føreren har i hvert fald ikke haft herredømme over bilen, siger Jørn Bystrup.

Den 19-årige bilist blev efterfølgende rutinemæssigt tjekket for at være påvirket af noget og blev derefter kørt på sygehuset til yderligere helbredsundersøgelser.

Løsning: I perioden mellem lørdag 6. februar klokken 18 og søndag 7. februar klokken 11 blev der begået indbrud i en villa på H. C. Andersens Vej i Løsning. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Tyven kom ind i huset ved at bryde en terrassedør op og stak efterfølgende af med smykker og elektronik - blandt andet flere computere.

Hornsyld: En 18-årig mand fra Horsens kørende lørdag 6. februar kl. 12.23 kørende på Lindvedvej i Hornsyld i nordgående retning, da han mistede herredømmet. Som en konsekvens endte ham med at rulle rundt, hvorfor der skete skader på både bilens tag og front.

Løsning: På Hovedvejen mellem Ølsted og Hedensted medførte kombinationen af uopmærksomhed og snedriver i rabatten søndag 7. februar kl. 8 et færdselsuheld.

Ifølge Sydøstjyllands Politi kom en 51-årig kvinde fra Horsens for langt ud mod vejkanten, hvorefter hun glider af vejen. I den forbindelse påkører hun først et vejskilt og siden også et træ.

Hun slap dog uskadt fra uheldet, der kun gik synligt ud over bil og skilt.

Hedensted: En bærbar computer blev udbyttet, da en ukendt gerningsmand i tidsrummet mellem lørdag 6. februar kl. 15.30 og søndag 7. februar ved midnatstid brød ind i en bolig på Anemonevej i Hedensted.

Sydøstjyllands Politi fortæller, at vedkommende kom ind ved at bryde en terrassedør op.

Hedensted Politistation, Valenciavej 4. Politiassistenter: Kent Birk 51518722, René Kreilgaard 5184 2540 - Søren Vind (Hornsyld) 61392218. Juelsminde Politistation: Steen Ibsen 7569 4095. (Evt. Horsens Politi, tlf. 114)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Gratis cykler til 10-årige gymnastikdrenge blev startskuddet: Nu giver Mathias liv til hundredevis af skrotcykler

Annonce