Hedensted: Det bliver Thrine Nørgaard fra As, der skal forsøge at generobre en plads i regionsrådet i Region Midtjylland for Venstre i Hedensted Kommune.
På et virtuelt opstillingsmøde blev Thrine Nørgaard valgt til at afløse Erik Vinther, der har siddet i regionsrådet siden regionernes oprettelse i 2015.
Thrine Nørgaard er personalechef i Vejle Kommune og stillede ved kommunalvalget i 2017 op til byrådet i Hedensted Kommune. Hun kom ikke ind, men har siddet i forretningsudvalget for Venstres kommuneforening siden.
- Jeg har en stor interesse for politik, og en af mine mærkesager bliver samspillet mellem hospitalerne og kommunerne. Der er flere ting, der ikke fungerer, som jeg gerne vil sætte fokus på, siger Thrine Nørgaard.
Hun er født og opvokset i Vestjylland, har boet i Aarhus og nu i As, så hun kender hele regionen.
Der skal være valg til regionsrådet 16. november samtidigt med kommunalvalget.