Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Vinbutik i Løsning er flyttet til nye og større lokaler

Løsning Vin v/ Thomas Jakobsen har vokseværk og er flyttet fra Nørregade 2B til Vestergade 21C i Løsning. Foto: Mads Dalegaard
Indehaveren af Løsning Vin, Thomas Jakobsen, slog 3. december dørene op til sin vinbutik i nye lokaler på Vestergade 21 i Løsning. Forretningen har vokseværk, hvorfor han har set sig nødsaget til at finde nogle større lokaler til både butik og lager.
Annonce

Løsning: Løsning Vin er egentlig kun en bibeskæftigelse for 43-årige Thomas Jakobsen fra Løsning, idet han også har et fuldtidsjob i et malergrossistfirma i Aarhus. Hans vinbutik i Løsning har således kun åbent otte timer om ugen.

Ikke desto mindre går det så godt for den efterhånden otte år gamle butik, at han har set sig nødsaget til at flytte fra Nørregade 2B i Løsning til større og mere velegnede lokaler på Vestergade 21C.

- Det er en stor fordel for mig at kunne rykke ind i Vestergade 21C, idet jeg nu får lagerplads. Det havde jeg stort set ikke noget af i Nørregade, hvorfor det var nødvendigt at have et fjernlager, hvilket jeg havde hos Niels Hansen Transport her i Løsning. Det gav selvfølgelig en masse slæben frem og tilbage mellem butik og fjernlager, og det slipper jeg for nu, idet jeg kan samle det hele her. Så logistikken er langt bedre her på den nye adresse, siger Thomas Jakobsen, der også kan glæde sig over ekstra plads i butikken.

Annonce

Plads til flere kunder

- Ja, butikken er cirka 30 kvadratmeter større end den i Nørregade, så der bliver også plads til nogle flere kunder ad gangen, siger han.

Og selv om der kun er tale om en hobbyvirksomhed, så går det rimeligt godt.

- Det må man sige. Der er over 100 medlemmer i vinklubben, og jeg synes i det hele taget, at der er stor opbakning omkring min butik lokalt, og det er jeg naturligvis rigtig glad for. Det her er jo ikke et arbejde for mig. Det er en interesse og en hobby, som jeg slapper af ved at beskæftige mig med, siger Thomas Jakobsen, der ikke har planer om at skippe sit faste job for i stedet at gå all in på sin vinbutik.

Annonce

Uændrede åbningstider

- Nej, det har jeg slet ikke lyst til. Jeg er rigtig glad for mit fuldtidsjob og har ingen planer om at lave om på konceptet. Det der med at holde åbent en tirsdag formiddag, uden der kommer et øje, det er ikke lige mig. Folk har helt styr på, hvornår jeg har åbent, så det giver et fint flow af kunder i hele min åbningstid, siger Thomas Jakobsen, der har en førtidspensionist til at hjælpe sig nogle timer om måneden.

95 procent af de vine man finder på hylderne i Løsning Vin er egenimport. Foto: Mads Dalegaard

Coronaen har skåret drastisk ned på butikkens smagninger, men ellers synes han faktisk, at der har været god gang i butikken under hele pandemi-perioden.

- Under nedlukningen kørte vi rundt med varer til folk. Vi stillede en kasse ved folks hoveddør, og kørte så bare igen. Vi kunne også godt mærke, da restauranterne var lukkede. Så købte folk en god flaske vin hos mig i stedet. I øvrigt en tendens, der holder ved, selv om restauranterne er åbne igen, siger Thomas Jakobsen, der beskriver sig selv som aldeles usnobbet, hvad vin angår.

Annonce

Vigtigt med smagsprøver

- En god vin for mig er en vin, der smager godt. Uanset hvad der står på etiketten. Så smagsprøver er en stor del af konceptet. Det er vigtigt for mig, at folk køber en vin, som de synes smager godt, så jeg er ikke bleg for at åbne indtil flere flasker, siger Thomas Jakobsen, der selv importerer størstedelen af de vine, han har på hylderne.


95% af de vine jeg har er egenimport. For det første er det sjovt selv at finde nogle gode vine rundt omkring i verden, og for det andet er det et vigtigt parameter for mig, at man ikke kan få mine vine andre steder end hos mig.

Thomas Jakobsen, indehaver af Løsning Vin


- 95 pct. af de vine jeg har er egenimport. For det første er det sjovt selv at finde nogle gode vine rundt omkring i verden, og for det andet er det et vigtigt parameter for mig, at man ikke kan få mine vine andre steder end hos mig, siger han.

Annonce

Ikke en ny interesse

Hans interesse for vin er ikke just ny.

- Da jeg var 18 år og gik i byen, så havde jeg en flaske portvin med, mens mine kammerater rendte rundt med vodkaflasker. Interessen blev ikke mindre, da jeg i en årrække var ansat i SuperBrugsen i Hatting, hvor jeg blandt andet fik lov til at arbejde i vinafdelingen, siger Thomas Jakobsen, der ser frem til at tage mod kunderne i de nye lokaler på Vestergade i Løsning.

Løsning Vin og Vestergade 21C

Thomas Jakobsen startede Løsning Vin tilbage i 2012. Han startede med at have en lille butik hjemme i privaten, men allerede efter seks måneder med butikken i hjemmet flyttede han til Nørregade 2B i Løsning.

Løsning Vin har sin egen lille vinklub, hvor man betaler et fast beløb for månedens vin, og derudover kan få rabat på ikke nedsatte varer. Klubben har over 100 medlemmer.

Før coronaen afholdt Thomas Jakobsen ofte smagninger med øl, vin, gin og rom, men det er der skåret voldsomt ned på så længe pandemien stadig hærger.

Løsning Vin's nye domicil på Vestergade 21C i Løsning er en gammel mejeribygning, som i nyere tid har lagt kvadratmeter til en gardinforretning og senest en køreskole.

Avisen rundede Løsning Vin på den nye adresse i Vestergade onsdag formiddag, hvor der var travlhed i forhold til at gøre alt klart til åbningen torsdag. Blandt andet montering af facadeskilt. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Iværksætterlysten trives trods corona: Flere kvinder springer ud i livet som selvstændig

Annonce