Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Voksende sport smitter af på tennisklubber

Padel-sporten er eksploderet i Danmark det seneste år. Arkivfoto: Mathias Fredslund Hansen
Padels popularitet er stigende i Danmark. Tennisklubber, der investerer i de nye baner, nyder godt af den store interesse for den fremadstormende sport.

Danmark: Det er ikke tennis. Det er heller ikke squash. Men kombinationen af de to sportsgrene i en ny form er blevet en magnet for sportsentusiaster.

Interessen for sporten padel er nærmest eksploderet de senere år, og det kan også mærkes i tennisklubberne.

De mange padelspillere skaber nyt liv i klubberne og hjælper flere foreninger med at få økonomien på rette spor.

Hos Dansk Tennis Forbund omfavner man den noget nyere sportsgren, fortæller direktør Emil Bødker.

- Vi oplever, at der er en super synergi mellem det at have tennis- og padelbaner. Det giver et super godt liv på anlægget, og de supplerer hinanden rigtig godt. Mange medlemmer spiller begge dele, så det bidrager med en fin, ekstra dimension, siger han.

Padel er et hurtigt og intenst spil. Fire spillere - to mod to - forsøger at nedkæmpe hinanden, som man kender det fra en tennisdouble.

Men i forhold til det mere traditionsrige spil er banen noget mindre, og glasvægge kan tages i brug, når bolden skal over nettet.

- Det er lettilgængeligt. Det er let at gå til. Det er socialt. Man er altid fire sammen, og man kan spille på tværs af alder og køn på en rigtig god måde, siger tennisdirektøren.

Annonce

Medlemstilgang

Ifølge Emil Bødker har hver tiende danske tennisklub valgt at etablere mindst én padelbane i forlængelse af tennisbanerne.

En af dem er Frederikshavn Tennisklub.

Her har en overvældende interesse for padel ført til en stor medlemstilgang. Nogle vælger kun at spille padel, mens andre også stifter bekendtskab med tennis.

Det fortæller tennisklubbens formand, Rene Jensen.

- Der er ingen tvivl om, at det er padel, der kommer til at redde Frederikshavn Tennisklub på den lange bane, siger han.

De mange nye medlemmer har givet klubben et større overskud end sædvanligt.

- Jeg har spillet tennis og været medlem af klubben siden 1977. Det er lige før, at man er tilbage i slutningen af 80’erne for at finde en tid, hvor der var fuld skrald på alle tennisbanerne flere dage i træk, lyder det fra formanden.

Ifølge Dansk Padel Forbund blev den første bane etableret i 2007. Ti år senere var der 20 baner, og siden er det gået stærkt.

Fra 2018 til 2019 blev antallet tredoblet til 99, og i november 2020 havde forbundet registreret 203 padelbaner i Danmark.

Langt hovedparten ligger i kommercielle centre, men flere og flere tennisklubber tager den populære sport til sig.

Dansk Tennis Forbund forventer, at minimum 20 procent af alle tennisforeningerne vil have en eller flere padelbaner på deres anlæg inden for et år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Carsten Tøjmand klar til at lægge frakken på hylden efter 36 år: Har solgt halvdelen af butikken til næste generation

Annonce