Vildbjerg: 72 huller på en golfbane.
Det lyder umiddelbart som ekstremt mange. Der er dog ikke tale om golfhuller. De 72 nye huller er beregnet til fugle.
Mens foråret lige så stille banker på, er der nemlig blevet klargjort redekasser til de 82 forskellige fuglearter, der er registreret på Trehøje Golfbane ved Vildbjerg.
Det er blevet gjort ud fra en aftale mellem Dansk Golfunion og Dansk Ornitologisk Forening, som skal forøge kendskabet til - og forholdene for - de fuglearter, der lever på og omkring golfbanen.
Den aftale er Trehøje Golfklub nu også blevet en del af, lyder det i en pressemeddelelse.
Det er et hold af frivillige medlemmer, der har fremstillet og hængt de yderligere 72 nye redekasser op i løbet af vinteren. 54 af kasserne er til stære, mens ti af dem er til mejser og otte er til vendehalse.
- Fuglene er meget vigtige gæster på golfbanen - faktisk en gratis, miljøvenlig og økologisk medhjælper, som har stor betydning, idet de er med til at holde antallet af forskellige skadelige biller og larvers antal nede, skriver golfklubben i pressemeddelelsen.