Annonce
Holstebro Onsdag

Anders har slået et stort brød op: Har købt halvdelen af et bageri og arbejder 80 timer om ugen

36-årige Anders Lodberg har her gang i den helt store sprøjtepose med creme. Ved siden af ham er det forretningens anden bagermester, René Galsgaard, der er i gang med at forme fastelavnsbollerne. Foto: Morten Stricker
Den 1. november sidste år blev 36-årige Anders Lodberg medejer af Galsgaard Bageri, der ligger på Viborgvej i Holstebro. Han knokler alle ugens syv dage og tror på fremtiden for bageriet.

Holstebro: Den 1. november 2020 var en skelsættende dag for Anders Lodberg, der er udlært bager og indtil den dag havde været lønmodtager.

Men den søndag blev bagersvenden officielt selvstændig:

Han havde købt halvdelen af Galsgaard Bageri og var blevet partner med indehaveren, René Galsgaard, der har lagt navn til bageriet på Viborgvej.

Og nu knokler Anders på med en arbejdsuge på 80 timer.

- Jeg er vant til at arbejde hårdt. At arbejde som bager er ingen "walk in the park", men et job med mange tunge løft, for eksempel når man slår brød op, forklarer han.

Dermed har Anders, der fyldte 36 år i december, slået et stort brød op, og det passer ham fint.

- Det er jo noget andet, når det er ens eget bageri, man arbejder for. Man føler mere for det og får et boost af, at man selv er medejer, mener Anders, der tror på bageriets fremtid.

Også selv om den tid er forbi, hvor der lå en bagerbutik på hvert andet gadehjørne. I dag er der tre bagerier tilbage i Holstebro.

- Det er kun de hårdføre bagerier, der overlever, mener Anders, der tror på, at der i årene fremover vil være plads til alle tre bagerier i byen, fordi de har gode placeringer i forhold til hinanden.

Overlevelsen er ifølge Anders Lodberg også sikret, fordi brød og kager ikke kun sælges i butikken, men også i købmandsforretninger i nær-området, der får leveret fra bageriet.

Hvis man som bager skal overleve udviklingen, gælder det om at satse mere på kvalitet end på kvantitet, mener den nyslåede bagermester.

Annonce

Plan om at læse videre

Anders Lodberg er født og vokset op i Søndervig, og har - indtil han og hans kone, Vivi, flyttede til Holstebro for fem til seks år siden - boet i Hvide Sande- og Ringkøbing-området.

Det er otte år siden, han blev udlært bager.

Dengang mærkede han på egen krop, at bagerbranchen er udfordret. Læretiden begyndte i Vemb Bageri, men inden svendebrevet var i hus, måtte bageriet dreje nøglen om, og læretiden måtte derfor gøres færdig i Hvide Sande Bageri.

Derefter blev det til et par år som mestersvend i Brødgalleriet i Ringkøbing, inden parret besluttede sig for at rykke teltpælene op og flytte til Holstebro.

Planen var nemlig, at Anders ville læse videre til serviceøkonom. Med bil og lejlighed var det nødvendigt at spæde SU'en op med indtægten fra et deltidsjob.

- Så jeg bagte om natten og læste om dagen, fortæller Anders, der måtte smide håndklædet i ringen efter første semester, fordi han mistede sit deltidsjob.

- Det var det, der gjorde, at der ikke var økonomi til at fortsætte, fortæller Anders, der i stedet fik job hos Schulstad i Holstebro, hvor han var i fire år.

Lige indtil, at kemien ikke passede med en ny chef, og Anders derfor valgte at sige jobbet op hos det, der i dag hedder Lantmännen Unibake.

Anders Lodberg (til højre) og René Galsgaard kendte hinanden, inden de per 1. november blev forretningspartnere med hver sin halvdel af Galsgaard Bageri på Viborgvej i Holstebro. Foto: Morten Stricker

Og så måtte han ud og lede efter et nyt job.

- Jeg havde kendt René (Galsgaard, red.) et par år og vidste godt, at han havde bageriet til salg. Vi snakkede sammen jævnligt, og da han tilbød, at jeg kunne købe halvdelen af bageriet, sagde jeg ja med det samme, fortæller Anders.

Der gik dog lidt tid, før alle formaliteterne var på plads. Indtil alle papirerne var i orden, holdt Anders orlov sammen med datteren, Josephine, der er halvandet år og opkaldt efter sin mormor.

- René, der er fyldt 43 år, har også et lille barn - en søn på to år, og han vil også gerne have tid sammen med sønnen, forklarer Anders om baggrunden for partnerskabet.

Annonce

Idéer oppe i hovedet

Mens andre klager over kulden udendørs, hygger Anders sig inde i varmen i bageriet og udskyder tanken om, at det til sommer bliver hans og de andre bageres tur til at svede i varmen fra ovnene, mens andre nyder temperaturen udenfor.

- Jeg kan godt lide håndværket i faget, forklarer Anders.


Vi har nogle idéer oppe i hovedet, som vi ikke vil røbe endnu, men det bliver godt.

Anders Lodberg, medejer af Galsgaard Bageri


Hans arbejdsdag begynder ved 23-tiden om aftenen og plejer at slutte 12 timer senere ved 11-tiden næste formiddag.

- I weekenden går jeg lidt tidligere, siger bagermesteren, der kobler fra jobbet, når bageriet holder ferielukket de første 14 dage i januar og tre uger om sommeren.

Der er altså nu to bagermestre i bageriet på Viborgvej, og de får assistance af en svend og fire lærlinge. I butikken er det Renes kone, Louise, der styrer løjerne med hjælp fra to fleksjobbere, en deltidsansat og ung-arbejdere.

- René og jeg kender hinanden godt, og uenigheder har kun drejet sig om småting, siger Anders om det faktum, at der er to chefer til at bestemme.

- Så det går godt, og vi har tommelfingeren opad, siger Anders Lodberg, der sammen med sin bager-makker har ambitioner og planer om udvidelser.

- Vi har nogle idéer oppe i hovedet, som vi ikke vil røbe endnu, men det bliver godt, lyder det fra bagermesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Restaurants usædvanlige etårs-dag fejres med sekscifret investering: - Vi har kun haft åbent én uge, hvor vi selv kunne få lov til at bestemme

Holstebro Onsdag

15 tegn på forår

Holstebro Onsdag

Tandlæge vender hjem

Annonce