Annonce
Holstebro Onsdag

At gå på pension er et væddemål med døden

Det der med at lægge sig ind på sofaen og bare nyde sit otium er ikke noget for Ivar Brændgaard, der fyldte 70 år i lørdags. Ved siden af jobbet som præstevikar holder han foredrag. 55 foredrag blev det til sidste år, og i år er han foreløbig nået op på 32 foredrag om syv forskellige emner - og han taler også gerne om det der med at gå fra chef-job til en tilværelse som pensionist. Foto: Johan Gadegaard
Efter 37 år på arbejdsmarkedet - som sprogofficer i militæret, som højskoleforstander og ikke mindst som tv-direktør - sagde Ivar Brændgaard i sommeren 2016 farvel til chefjobbet for at nyde tilværelsen som pensionist. Men det kunne han bare ikke finde ud af. Derfor er han vendt tilbage til arbejdsmarkedet som præstevikar.
Annonce

Mejdal: - Det er et væddemål med døden at gå på pension. Det er det vitterligt. Man har ingen anelse om, hvad der venter. Jeg ved, at der kommer en alderdom, og det er såmænd ikke så spændende at tænke på, men jeg må jo prøve at tage det som en udfordring. Alderdommen kan være kort, og den kan være lang.

Sådan skrev den tidligere direktør for TV Midtvest i bogen "En ny rytme i livet", hvor han som en af 16 kendte personer fortæller om overgangen fra arbejdsliv til pension.

Og netop den overgang har ikke været let for Ivar Brændgaard, der i lørdags rundede de 70 år.

I alle sine 36 år på arbejdsmarkedet har han været leder - som højskoleforstander og de seneste knap 28 år som direktør for TV Midtvest. Et job som han brændte for, og som han var 110 procent engageret i.

Mere om Ivar Brændgaard

Ivar Brændgaard bor på Tjørnevej i Mejdal sammen med sin kone, Karin Vad. Hun er 66 år og arbejder som visitator i Holstebro Kommune.

Parret har fire voksne børn og seks børnebørn:

Maria på 37 år, der er skoletandlæge i Holstebro. Hun bor i Halgaard sammen med sin mand og parrets tre børn.

Erik på 35 år, der arbejder ved Apple og bor i København sammen med sin kone og parrets tre børn.

Lea på 28 år arbejder for rektoren på universitet i Aarhus, hvor hun bor sammen med sin kæreste.

Bo på 27 år bor i København, hvor han arbejder som økonom i et konsulenthus.

- Og nej, jeg har aldrig holdt barselsorlov, konstaterer Ivar Brændgaard om livet som far til fire.

Annonce

Skuffet over sig selv

Siden han i 1988 begyndte i tv-jobbet, har han vidst, at han skulle gå af, når han fyldte 67 år. Det var nemlig skrevet ind i kontrakten. Og han havde da også forberedt sig på det nye livskapitel. Alligevel må den tidligere tv-direktør erkende, at han ikke kan finde ud af bare at trække stikket og nyde tilværelsen som pensionist.

- Jeg er skuffet over mig selv - over at det ikke lykkedes mig at sadle om. Jeg kunne da ellers have fortjent bare at nyde tilværelsen, men det kunne jeg altså ikke finde ud af, fortæller den tidligere tv-direktør, der har budt på et glas isvand på terrassen ude foran det parcelhus i Mejdal, hvor han sammen med sin familie har boet de seneste 30 år.

Foran ham på havebordet ligger mobiltelefonen. Trods dåbsattesten står han nemlig ikke længere som tilskuer til arbejdslivet, men det vender vi tilbage til senere.

Den 1. august 2016 sagde han farvel til arbejdspladsen og de mange medarbejdere ved Vandkraftsøen i Holstebro. Og han havde skam planlagt overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse. Han ville ud og se verden og tog på vandretur i Schweiz, på cykeltur i Rhônedalen og videre til Armenien og Georgien.

Annonce

Fin ferie - og hvad så?

Men da kalenderen viste den 1. november, tænkte han: "Det var en dejlig ferie, men hvad så nu?".

- Jeg gik fra at være midtpunkt i en stor virksomhed med 100 medarbejdere, og den eneste beslutning, jeg skulle tage, var, om jeg ville have havregryn eller øllebrød til morgenmad, fortæller Ivar Brændgaard, der også må indrømme, at hans identitet led skade. For den var jo i høj grad forbundet med jobbet.

For Ivar Brændgaard var det ikke nok at gå på golfbanen eller yde et stykke frivilligt arbejde.

- Det skal være noget på spil for mig. Jeg vil gøre en forskel for andre mennesker, forklarer han.

Annonce

Den største løgn

Men lad os lige for en stund går helt tilbage til udgangspunktet:

Tilbage til 1949, da Ivar Lyhne Brændgaard, som han blev døbt, kom til verden som den ældste i en søskendeflok på fem. Forældrene drev en gård fire kilometer uden for Hurup, og her levede Ivar de første 20 år af sit liv. Og her måtte han tage sin tørn med at hjælpe til i landbruget - blandt andet med at hakke roer.

- Du milde, hvor man dog keder sig i roerne. Man blev solskoldet, og den eneste fornøjelse var at kigge på de jetjagere, der fløj lavt ind over marken. Heller ikke når der kom havgus, der bragte en forfærdelig stank med sig fra Cheminova, fik vi lov til at gå ind, husker Ivar, der med tanker om roehakningen i baghovedet besluttede sig for, at landbruget ikke skulle være hans fremtid.

Forældrene havde gerne set ham som landmand, men de forstod ham. Især moren, der aldrig selv havde fået en uddannelse, fordi hun havde giftet sig med en landmand.

Ivar blev nysproglig student fra gymnasiet i Thisted.

- Og det var en fejl, konkluderer han og fortæller, at han og de andre gymnasieelever læste shakespearetekster, men ikke kunne læse dagligdagssproget i en avis.

- Aldrig mere sprog, lovede han sig selv. Men det skulle blive den største løgn.

Annonce

Forstander som 31-årig

Han kom nemlig ind i militæret, hvor han aftjente sin værnepligt. Det at han næsten ikke kan se med det højre øje, var ikke nok til, at han blev kasseret, og da han var den eneste student på sit hold, ville han blive taget til sergent. I stedet søgte han optagelse og kom ind på forsvarets sprogskole i København, hvor han lærte russisk og fik en officersuddannelse. På en sprogskole i Köln, hvor han var i et halvt år, lærte han også at tale polsk.

Efter sprogskolen måtte han selv vælge, hvilket værn han skulle fortsætte i. Det blev flyvevåbnet og Aalborg, pilen pegede på, og her var en del af uddannelsen at lære, hvordan man flyver et kampfly. Dog kun fra bagsædet, og en dag fik han chancen for at "angribe" gården ved Hurup og selv være ham, der fløj tæt ned over roemarkerne.

Ivar Brændgaard var stærkt engageret i KFUM & K, og den interesse førte ham til teologistudiet i Aarhus, hvor han læste fra 1971 til 1980.

Men teologieksamen førte ham ikke - som så mange andre - til et job som sognepræst.

- Min tid i militæret har fjernet den bjælke, mange har i hovedet, der siger, at du skal ikke tro, du er noget.

Ivar Brændgaard troede nemlig på sig selv og gik efter et job, han ikke umiddelbart var kvalificeret til. 31 år gammel fik han job som forstander på Haslev Udvidede Højskole.

Annonce

Bryllup som betingelse

- Jeg har aldrig gået på højskole, fortæller Ivar Brændgaard om forhistorien til forstanderjobbet. Hans største aktiv var, at hans kæreste havde gået på højskolen.

Kæresten - hans senere hustru, Karin Vad - havde dog ikke tænkt sig at leve en tilværelse som den ene halvdel af et forstanderpar. Hun ville arbejde som ergoterapeut. Og sådan blev det. Efter en del snak frem og tilbage blev aftalen, at Ivar skulle varetage jobbet som forstander, og Karin fik job uden for højskolen.

Der var dog en enkelt ting, der lige skulle klares først: Parret var nemlig ikke gift, og inden papirerne blev skrevet under, blev der i samråd med bestyrelsen fundet en dato for brylluppet, der blev holdt på højskolen.

- Vi fik en 420 kvadratmeter stor bolig, og så var vi jo nødt til at få nogle børn.

Det blev til først en datter og siden en søn, mens parret boede på højskolen. Men tredje gang gik det galt: Barnet døde ved fødslen.

Annonce

Værsgo at blive til grin

Tragedien førte indirekte familien ud på et nyt spor i livet. Ivar havde nemlig set en stillingsannonce i avisen. Et job som leder af en helt ny, regional tv-station, der skulle bygges op i Holstebro.

Han spurgte konen om lov til at søge stillingen, og hun nikkede. Dog med ordene:

- Hvis du vil være til grin, så bliv til grin.

På trods af advarslen sendte han ansøgningen af sted på den sidste dag, inden fristen udløb. Han kom til samtale som den sidste af 12 ansøgere.

- De fik en times højskoleforedrag, fortæller Ivar Brændgaard, der også havde 50 forslag til tv-indslag med sig til jobsamtalen.

- Jeg vidste jo ikke noget om tv, men jeg vidste en masse om mennesker, og jeg så en anden måde at lave tv på - med mindre fokus på konflikthistorien og mere på mennesket og det liv, de lever, forklarer han.

Annonce

Fortryder ikke beslutning

Resten er historie:

At bestyrelsen tog chancen og ansatte præsten og højskoleforstanden.

At det også blev op ad bakke med overskrifter i aviser, der kaldte tv-stationen for "Præstekanalen i Holstebro", fordi også formanden, Jens Hvass, var præst.

Efter 27 trekvart år i lederrollen på tv-station sagde Ivar Brændgaard altså farvel og tak for snart tre år siden.

- Jeg fortryder ikke et øjeblik beslutningen om at gå, mens folk stadig var kede af, at jeg skulle holde. men jeg savner stadig livet i mediebranchen, indrømmer den tidligere tv-leder, der senest mærkede adrenalinen rulle i blodet, da der i maj blev udskrevet valg til Folketinget.

- Det sidder så dybt i mig, og det er første gang, at der er valg, hvor jeg ikke skulle engagere mig, fortæller han.

Dumpekandidat

Men tilbage til telefonen, der ligger på bordet foran den 70-årige teolog.

Ivar Brændgård er nemlig vendt tilbage til teologien og præstegerningen, som han aldrig nåede at få fuldtidsjob i.

Men det har han fået nu. I 2017 fik han et vikariat som præst i sit eget sogn i Mejdal. Siden har han haft vikariater i Års, Lemvig og for tiden har han et vikariat i Nørlem Sogn frem til den 1. september.

- Jeg trives med præstegerningen og det at udfylde en opgave for eksempel hos folk, der sørger.

Foreløbig tager Ivar Brændgaard en dag - eller et vikariat - ad gangen. Måske ser hans verden anderledes ud den dag, hans kone forlader arbejdsmarkedet for at gå hjemme, mener han.

På spørgsmålet om, hvad hans gode råd til andre, der er på vej fra arbejdsliv til pensionisttilværelsen, lyder, svarer den tidligere militærmand, højskoleforstander, tv-direktør og nuværende sognepræst:

- Jeg er vist ikke den rette til at give gode råd. Jeg er selv dumpekandidat til tilværelsen som pensionist. Selv om jeg havde forberedt mig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce