Annonce
Holstebro Onsdag

Børn og barsel rammer frisørsalon hårdt

En morgen inden åbningstid samledes frisørerne i salonen med deres små børn. Fra venstre er det Tina Uhre med Isabel, Belinda Christensen med Nolia, Nanna Bruzen Ringgaard med Conrad og Lise Sørensen med Magnus. Stående ses Louise Jakobsen Hovlind med sønnen Felix. På billedet mangler Kamilla Klinkby, der har fået datteren Nora. Fotos: Morten Stricker

Når tre ansatte går på barsel på samme tid, og de to indehavere og endnu en frisør også lige har fået børn, går det hårdt ud over økonomien, arbejdspresset og kundernes tilhørsforhold til salonen. Det har de erfaret i Style Vision - på den hårde måde.

Annonce

Holstebro: Børn er dejlige.

Det er de enige om i den kombinerede frisørsalon og tøjbutik, Style Vision, på Østergade i Holstebro.

Men i salonen hersker der også enighed om, at 2018 var et ekstremt hårdt år - og et år, hvor slutresultatet for regnskabet formentlig kommer til at stå med røde tal.

Style Vision er en virksomhed med udelukkende kvindelige ansatte - og oven i købet kvinder i den fødedygtige alder. Frisørsalonen render derfor næsten hvert år ind i en barselsorlov. Men den seneste tid er der kommet seks små børn til, og sidste år gik det helt galt:

Tre af de i alt otte ansatte blev nemlig gravide, og de to indehavere og yderligere en ansat havde også selv fået hvert sit lille barn året før.

Børn og barsel ramte derfor hårdt - både på økonomien, på antallet kunder, der ofte fandt andre frisørsaloner, når deres sædvanlige frisør var på barsel, og på arbejdspresset på dem, der var tilbage på arbejdspladsen.

Når det gælder barsel - og især længden på den- er der stor forskel på, om der er mange kvinder eller mange mænd ansat i et firma. - Min mand er også selvstændig, men de har udelukkende mænd ansat. Nu har de ansat en kvinde på 32 år, og de brugte rigtig lang tid på at diskutere, om de skulle ansætte hende, fordi hun endnu inden børn har. Og det er jo kun én barsel, de skal tage hensyn til, siger Tina Uhre, der her ses i spejlet sammen med de andre mødre og børn.
Annonce

Ingen ledige frisører

I frisørbranchen er det nødvendigt at arbejde ekstra hårdt for at få en kundekreds efter at have været væk et år på barsel. Og som virksomhed bliver man derfor ramt på økonomien, når flere er på barsel på én gang.

Som virksomhedsejer er man så nødt til at lægge mange arbejdstimer for at få tingene til at løbe rundt. Samtidig med, at der er små derhjemme, der også skal tages hensyn til.

- I vores branche er der ikke vikarer at få. For der er ingen ledige frisører. Så vi var nødt til at ansætte to nye frisører. Nu står vi så her året efter og får tre piger tilbage, som skal have bygget en kundekreds op på ny, fortæller 33-årige Tina Uhre, der ejer Style Vision sammen med Belinda Christensen på 32 år.

Tina nedkom for halvandet år siden med datteren, Isabel, I forvejen har hun datten, Sofiya på seks år. Belinda fik sit første barn, Nolia, for to år siden. De to selvstændige måtte nøjes med at holde tre måneders barsel.

Lise Sørensen (nummer to fra venstre) blev faktisk ansat som afløser for de to kolleger, der var på barsel. Men efter tre måneders ansættelse blev Lise selv gravid med Magnus. - Det var bare dårlig timing, konstaterer Lise, der dog ikke oplevede at få den kolde skulder af hverken sine chefer eller kolleger.- Vi var jo ikke sure på Lise, men vi var kede af, at der var tre på barsel på én gang, fortæller Tina Uhre, der sidder yderst til venstre med datteren Isabel på skødet.
Annonce

En blid start

Natteroderi, bleudslæt og børnesygdomme er emner, der ofte er oppe at vende på arbejdspladsen i Østergade, hvor seks ud af de ti frisører altså er nybagte mødre:

Lise Sørensen på 26 år er blevet mor til Magnus på syv måneder. 30-årige Kamilla Klinkby har fået datteren Nora, der er knap et år. I forvejen har Kamilla datteren, Pauline på tre år.

Nanna Bruzen Ringgaard på 32 år har fået sit tredje barn, Conrad på 11 måneder. Storesøster Alberte er otte og storebror Lucas fem år.

Louise Jakobsen Hovlind, 30 år, er blevet mor til Felix på et år og fem måneder. I forvejen har Louise Sia på tre et halvt år.

De tre, der var på barsel i 2018, vender nu tilbage - på den måde, at de kun arbejder på deltid og bruger den sidste barsel som supplement.

- Det er en god måde at komme i gang igen, mener Louise, der er en morgen inden åbningstid er mødt op i salonen sammen med sine andre kolleger med børn for at at møde fotografen og journalisten.

- På den måde får man en blid start, tilføjer Nanna.

De to indehavere af salonen er også glade for ordningen, fordi de giver de tilbagevendte frisører mulighed for atter at få bygge deres kundekreds op.

Annonce

Dårlig samvittighed

- Da jeg var væk på barsel med Conrad, følte jeg, at jeg svigtede mine kunder, som jeg har kendt i mange år, fortæller Nanna om, hvordan hun har haft det med at være flere måneder væk fra arbejdet.

Alle i salonen er enige om, at kvinderne skal have de børn, de gerne vil. Og så må det praktiske og økonomiske bare klares. Men pigerne føler sig også forpligtet over for deres arbejdsplads og for hinanden.

- Hvis vi ikke var i en situation med flere på barsel på én gang, havde jeg taget en længere barsel, fortæller Louise, der valgte at vende tilbage til jobbet, da sønnen Felix var otte måneder.

- Vi er gode til at hjælpe hinanden, siger Belinda og få et samtykkende nik fra de andre.

Med mange små børn, er der også mange syge børn og dermed telefonopkald med meldinger om barnets første sygedag.

- Man får da dårlig samvittighed, når man er nødt til at blive hjemme med et sygt barn, men man bliver mødt med forståelse. For sådan har de andre det jo også, forklarer Louise.

Annonce

Ingen hjælp at hente

- Vi elsker det, vi laver, og der skal være plads til at få børn, men det er også en høj pris, vi som indehavere må betale for de mange på barselsorlov med mere arbejde og mindre i løn. Og det koster også på familiekontoen, mener Belinda.

- Det er bare sur røv, konstaterer Tina og får med sin ligefremme bemærkning smilet frem hos de andre.

- Det har været et hårdt år, og jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvordan vi kom igennem det, tilføjer Tina, der må konstatere, at de seks børn også har betydet, at salonen har måttet hive to år ud af kalenderen.

- Hvis det havde været en mindre virksomhed, havde vi været nødt til at lukke, mener Tina Uhre, der godt kunne tænke sig til, at samfundet fandt frem til en kompensation til de virksomheder, der har mange kvinder på barsel.

- Det mest uretfærdige er, at det ingen hjælp er at hente nogen steder, mener hun.

Nu krydser de to indehavere fingre for, at der i den nærmeste fremtid ikke kommer mere end én barsel ad gangen.

- Jeg skal ikke have flere børn, konstaterer Tina Uhre, mens hendes kompagnon kunne godt tænke sig til, at lille Nolia på et tidspunkt får lov til at blive storesøster.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce