Annonce
Holstebro Onsdag

Boghandlerkæde fordobler salg af bøger om ferie i Danmark

Det afspejler sig lige nu meget tydeligt i bogsalget i Bog & idé-butikkerne, at mange danskere skal tilbringe sommeren i Danmark.
Det er tydeligt at se på bogsalget hos Bog & idé, at danskerne fortrinsvis skal være turister i eget land denne sommer.
Annonce

Holstebro/Danmark: Salget af bøger om aktiviteter og seværdigheder i Danmark er vokset kraftigt i forhold til sidste år, og der bliver samtidig solgt langt færre rejsebøger med udenlandske destinationer som tema.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Bog & idé, der beskriver sig selv som Danmarks største boghandler.

Titler som "Vandreture i Danmark" og "Bilture i Danmark" bliver revet ned fra hylderne i Bog & idé, der blandt andet har forretning i Nørreport Centret i Holstebro.Begge bøger har solgt over dobbelt så mange eksemplarer som sidste år og ligger i henholdsvis indeks 250 og 287.

Storsællerten er "Cykelture i Danmark", der har solgt over tre gange så godt som i 2019 og ligger i indeks 369. Men også bøger om specifikke danske destinationer har fået et kraftigt boost.


Vi skal allesammen ud og genopdage vores land. Det er der selvfølgelig nogle sundhedsmæssige årsager til, men coronakrisen har også fået os til at se mere indad og værdsætte det nære, ligesom mange af os har fået øjnene op for de mange udenlandsrejsers konsekvenser for klimaet.

Marianne Lyngby Pedersen, direktør i Bog & idé.


"Turen går til Bornholm" og "111 steder i København som du skal se" ligger begge omkring indeks 180.

- Vi skal allesammen ud og genopdage vores land. Det er der selvfølgelig nogle sundhedsmæssige årsager til, men coronakrisen har også fået os til at se mere indad og værdsætte det nære, ligesom mange af os har fået øjnene op for de mange udenlandsrejsers konsekvenser for klimaet, siger Marianne Lyngby Pedersen, der er direktør i Bog & idé.

Annonce

Øget salg under krisen

Det er ikke første gang, at corona-effekten afspejler sig i bogsalget hos Bog & idé.

Under nedlukningen af samfundet steg salget af skønlitteratur markant, fællessang-trenden satte ekstra skub i salget af Højskolesangbogen, og 2018-romanen "Som Pesten" af Hanne Vibeke Holst, der omhandler udbruddet af en global virus, fik en ny tur på bestsellerlisten.

Bud på sommerens bog-hit

Blandt de titler, som Bog & idé spår et godt sommersalg, er sommerens store krimi, "Geiger", af svenske Gustaf Skördeman, som udkom den 1. juli, og feel good-romanen, "Den franske fotograf" skrevet af australske Natasha Lester.

I den skønlitterære genre har "Hvor lyset er" af Malene Ravn stort hitpotentiale, og man er heller ikke i tvivl om, at der skal langes mange bøger over disken, når Iben Hjejle og Signe Lindkvist den 10. juli udkommer med den selvbiografiske "Er der en voksen til stede?".

Endelig kommer mange af de yngre læsere sandsynligvis til at kaste sig over den interaktive roman "Griskerens hemmelighed" af Rasmus Kolbe og youtuberen Lakserytteren.

Generelt er bogsalget i Bog & idé steget under coronakrisen, og tendensen ser ud til at fortsætte:

- Danskerne har i den grad fået øjnene op for bøger og læsning, og der bliver købt godt ind af læseoplevelser til ferien for tiden, fortæller Marianne Lyngby Pedersen og tilføjer:

- Det er særligt den skønlitterære genre, som er i vækst i øjeblikket, og krimier, hvor der er skruet ekstra godt op for action-knappen, er også populære.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce