Annonce
Holstebro Onsdag

Corona spændte ben for iværksætter: Så gælder det bare om at finde en ny vej

Psykoterapeut Kirsten Klynge havde set frem til marts, hvor hun efter lang tids planlægning skulle åbne sin egen klinik. Men de planer spændte corona ben for. Foto: Morten Stricker
45-årige Kirsten Klynge var klar til at føre sin drøm om at leve af sin psykoterapeut-klinik ud i livet, da coronavirus spændte ben for planerne. Trods skuffelsen og frustrationen tror hun på, at der er en menig med alt.
Annonce

Hvam: Der var blevet investeret, lagt strategier, forretningsplaner og budgetter, der kunne holde, og en ny hjemmeside havde set dagens lys.

Alt var klar til, at 45-årige Kirsten Klynge efter flere års tilløb skulle føre sin livsdrøm ud i livet.

En drøm om, at hun som psykoterapeut skulle leve af sin klinik, som hun har indrettet i den gamle stald ved familiens landejendom på Skivevej uden for Holstebro.

- Jeg er jo en vestjyde, så jeg starter jo op med livrem og seler, forklarer Kirsten Klynge.

I marts skulle startskuddet til den selvstændig praksis have lydt.

Men så kom coronavirus og vendte op og ned på alt.

Også på Kirstens planer.

- Når jeg sætter et skib i søen, plejer jeg at følge en snor fra A til B, men det kunne jeg ikke denne gang. Jeg blev sendt til tælling, og så gælder det bare om at finde en anden vej, siger Kirsten Klynge og tilføjer:

- Det er jo sket flere gange i livet, men det er godt at blive mindet om, at alt ikke går, som man har planlagt.


Det er svært, når man har en drøm, som man må opgive. Det er som en juleaften, man har glædet sig til, og så skal man pludselig vente længe på den. Og så er der alle de spildte kræfter.

Kirsten Klynge, psykoterapeut.


Annonce

Spildte kræfter

Kirsten måtte sætte sine drømme på hold. Hunden nød godt af det, for hun gik mange ture med den sorte labrador, Ninja, mens hun tænkte.

- Det er svært, når man har en drøm, som man må opgive. Det er som en juleaften, man har glædet sig til, og så skal man pludselig vente længe på den. Og så er der alle de spildte kræfter, siger Kirsten og fortæller, at hun nogle dage var pigesur, som hun kalder det, og havde armene over kors, mens hun andre dage sagde til sig selv, at nu gjaldt det om at komme op på hesten igen.

Paradoksalt nok er hovedtemaerne i Kirsten Klynges praksis sorg, savn og længsler. Her er hun fotograferet i den stol, hun plejer at sidde i, mens hun taler med sine klienter. Hvis klienterne er børn, rykker samtalen dog ofte ned på puder på gulvet. Foto: Morten Stricker

Beslutningen blev, at hun droppede planerne om at skippe jobbet og venter nu med at koncentrere sig fuldt ud om klinikken.

- Jeg tror også på, at der er en mening med alt, siger Kirsten, der en nat drømte, at hun kørte galt i bilen.

- Drømme er underbevidstheden, der taler, og det indre alarmsystem, mener Kirsten Klynge, der så drømmen som en advarsel om, at hun var på vej ud ad den forkerte vej med at etablere selvstændig virksomhed midt i en krisetid.

- Jeg tror, at meningen med drømmen var, at jeg skulle stoppe op og stikke en finger i jorden. for jeg havde for travlt, siger Kirsten og fortæller, at hun under corona-nedlukningen nød nærværet med de tre børn, da de som så mange andre var sendt hjem fra deres skoler.

- Som så mange andre fandt jeg ud af, at jeg havde levet et fortravlet liv, siger Kirsten, der fremover vil forsøge at få nærværet til at fylde mere i hverdagen.

Mere om Kirsten Klynge

Kirsten Klynge bor sammen med sin familie i en renoveret landejendom på Skivevej 173, hvor hun også har indrettet sin klinik.

- I terapi fokuserer vi på de dele af dit liv, som er svære eller udfordrende. Vi arbejder sammen om, at du får nogle redskaber til at håndtere det, der fylder, så du kan træffe de valg og handlemuligheder, der er de rigtige for dig, skriver hun om sin terapi.

Kirsten er gift med Michael, der er smed, og parret kan fejre sølvbryllup næste år.

Parret har tre børn: Katrine på 19 år, der går i 2. g på gymnasiet i Holstebro, Claus på 16 år, der går på Øse Efterskole i Varde, og Jens Christian på 12 år, der har en diagnose som atypisk autist og går på specialskole i Ellebæk.

Kirsten Klynge er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.

Paradoksalt nok er hovedtemaerne i Kirstens praksis sorg, savn og længsler.

- Og det må man sige, at Covid-19 har givet andre billeder på. Men når livet ikke bliver som planlagt, må man foretage en drejning. Det har jeg prøvet så mange gange før i mit liv, og kommer jeg nok også til igen, konstaterer hun.

Annonce

Kontakt med mennesker

Kirsten Klynge er vokset op i Ringparken i Holstebro, og som barn svor hun, at hun ikke skulle blive i sin fødeby, men flytte til en større by. Hun skulle heller ikke hverken giftes eller have børn.

Men det blev netop sådan, som hun bestemt ikke havde planlagt.

Efter handelsskolen tog hun et år til Ghana i Afrika, hvor hun arbejdede som lærer. Hjemme igen fik hun en læreplads på kontoret hos det, der dengang hed Benns Rejser.

- Men jeg savnede kontakten med andre mennesker, fortæller Kirsten, der blev uddannet som massør.

Psykoterapeut Kirsten Klynge bruger blomster og sten i sin terapi. Blomster symboliserer de glædelige begivenheder og sten de negative ting, der sker i livet. - Langt de fleste mennesker har flere blomster end sten i deres liv, fortæller Kirsten Klynge, som fotografen her har lokket ned i solstriberne på gulvet i klinikken. Foto: Morten Stricker
Annonce

Ting tager tid

Efter hun blev ramt af stress, fik hun lyst til at arbejde med sig selv og med andre mennesker, og hun tog derfor uddannelsen som psykoterapeut.

- Når man arbejder med andre mennesker, er man nødt til at lære teorien bag, ellers kan man gøre mere skade end gavn, forklarer Kirsten, som tog uddannelsen ved siden at jobbet på VIA, hvor hun arbejder med projekter, som hun udfører for Socialstyrelsen.

I sit arbejde som psykoterapeut giver hun sine klienter redskaber til at komme videre i livet efter sorg, skuffelser, svigt og savn.

- Jeg forsøger selv at bruge de redskaber, men jeg er jo ikke et overmenneske, siger hun med et stort smil og skubber brillerne op i det røde hår.

Og det bedste råd, hun kan give både sig selv og andre, der står i den situation, lyder sådan:

-  Det gælder om at have respekt for, at ting tager tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce