Holstebro: Jonas Porup gik forrest, da TTH Holstebro havde allermest brug for det i december.
Han delte tæsk ud i forsvaret, og i angrebet udviklede den normale forsvarsgeneral sig til en farlig skytte.
Klubben har nu kåret ham som månedens profil for december, fremgår det af en pressemeddelelse.
- Det gav lidt sig selv, at jeg skulle spille angreb i de sidste to kampe. Med Enderleit, Meklenborg og til sidst Smits ude var vi kun fire bagspillere tilbage, siger Jonas Porup med et forsigtigt smil.
- Jeg vil også gerne spille angreb, og det gik jo nogenlunde godt, siger hovedpersonen selv, der sluttede december af med seks mål og tre assists i kampen mod Fredericia.
Jonas Porup har været en del af Holstebro-mandskabet siden juni 2016.