Holstebro: Et maleri af en kornmark hos den ukrainske landbrugsminister har sat gang i et indsamlingsprojekt i Holstebro.
Billedet blev for nogle år siden spottet af Hans Fisker, der sammen med sin chef, John Gråkjær, besøgte den ukrainske landbrugsminister i Kyiv for at diskutere landbrugsbyggeri.
- Jeg så landskabsmaleriet på væggen i ministerens kontor og syntes, at kornmarker og himmel spillede godt sammen med de blå-gule farver i det ukrainske flag, siger Hans Fisker i en pressemeddelelse.
Han er gift med grafiker Lili Bjørn Fisker og har udfordret hende til at skabe en plakat med motivet, som hun har navngivet "Frit land".
- Lili har doneret det grafiske arbejde, Johansen Grafisk trykker gratis plakaterne, og Bog & Ide i Nørreport Centret og Kvickly Holstebro har tilbudt uden beregning at sælge dem, så projektet har fået en fantastisk opbakning, siger Hans Fisker.
Det betyder, at hele indtægten på 150 kroner for hver solgt plakat kan doneres til nødhjælp i Ukraine.