Annonce
Holstebro Onsdag

En almindelig familie har råd til at købe større andel af husene på markedet

En almindelig, dansk familie har råd til at købe en større andel af husene på boligmarkedet nu sammenlignet med sidste år. Foto: Boligsiden
Nye beregninger fra Boligsiden viser, at en gennemsnitsfamilie i Holstebro Kommune har råd til at købe 94 procent af de huse, der er udbudt til salg. I Lemvig Kommune er tallet 99 procent.

Økonomi: En almindelig, dansk familie, der består af en lærer, en sygeplejerske og to børn, har fået råd til en større andel af de huse, der er til salg på boligmarkedet.

Det viser en ny opgørelse, som Boligsiden har foretaget i samarbejde med Nordea Kredit.

Samlet set har familien råd til at købe 83 procent af alle de huse, der er til salg lige nu. Til sammenligning kunne de i sommer købe 81 procent og i 2019 78 procent.

Det sker, selv om huspriserne de seneste to år er steget med 12 procent, oplyser Boligsiden i en pressemeddelelse.

Ifølge Boligsidens tal har den fiktive familie i Holstebro Kommune råd til at købe 94 procent af de huse, der er til salg på boligmarkedet.

I Lemvig Komunner tallet helt oppe på 99 procent, og i Struer Kommune ligger det på 98 procent.

- For et år siden troede vi, at corona ville få stor, negativ betydning for boligmarkedet. Sådan blev det ikke. Nu kunne vi så have forventet, at danske familier på baggrund af store prisstigninger havde råd til en mindre del af de huse, der er til salg. Sådan blev det heller ikke, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- Det skyldes blandt andet, at udgifterne til finansiering af et boligkøb er lave på grund af den historisk lave rente, tilføjer hun.

Forudsætninger for udregningerne

Forældrene i familien er i midten af 30´erne og består af en sygeplejerske og en lærer med otte til ti års joberfaring.

De har to børn i henholdsvis vuggestue og børnehave

Parret har en opsparing på 200.000 kroner, der kan bruges som indskud. Derudover har familien sparet op til advokat, flyttemand, ejerskifteforsikring, lettere istandsættelse af huset med videre.

Parret har et billån på 200.000 kroner, der afdrages over syv år.

De kører cirka 25.000 kilometer om året.

Parret købet et hus med et gennemsnitligt energimærke og i en gennemsnitlig stand.

Der ønskes et rådighedsbeløb per måned på 15.500 kroner (lidt mere end Finanstilsynets minimumsbeløb, men familien skal stadig passe på pengene.) Rådighedsbeløbet skal dække mad, rengøringsmidler, personlig pleje, frisør, tandlæge, briller, ferier, udflugter, gaver, aviser, eventuelle tv-pakker, opsparing til større ting som cykler, tv, mobiltelefoner, computere og så videre.

Rådighedsbeløbet skal til gengæld ikke dække faste udgifter som blandt andet forsikringer, fagforening, A-kasse, licens, telefon, daginstitutioner, boligskatter, el, vand, varme, renovation og vedligeholdelse.

Også Lise Nytoft Bergmann, der er Nordeas chefanalytiker og boligøkonom,  bekræfter på baggrund af udregningerne, at familien i eksemplet er bedre stillet nu end i sommer.

- En gennemsnitlig familie kan blive kreditgodkendt til et lidt større beløb i dag end sidste år. Det skyldes blandt andet, at lønnen er steget en smule, og at familien modtager lidt flere penge i børnefamilieydelse. Men der er mange individuelle forhold, der spiller ind, når du skal købe bolig. Derfor bør du altid få banken til at regne på familiens egne tal, når du beslutter, hvor i landet eller hvilken type bolig, du vil købe, lyder rådet fra Lise Nytoft Bergmann.


En gennemsnitlig familie kan blive kreditgodkendt til et lidt større beløb i dag end sidste år. Det skyldes blandt andet, at lønnen er steget en smule, og at familien modtager lidt flere penge i børnefamilieydelse.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom


Annonce

Store geografiske forskelle

Trods stigningen i andelen af huse familien kan købe, er det ikke alle steder, der er frit valg på alle hylder.

I de fleste kommuner i hovedstadsområdet har familien råd til under 40 procent af de udbudte huse, og i selve København og kommunerne lige nord for byen, kan de kun få et hus, hvis de vil købe et af de fem procent billigste.

Til gengæld har familien nu råd til mere end 40 procent af husene i Aarhus.

- Da vi lavede den her opgørelse i sommer, havde familien råd til 38 procent af de huse, der var til salg i Aarhus dengang. Den andel er nu steget til 42 procent, og det er endnu et tegn på, at valgfriheden på husmarkedet vokser, siger Birgit Daetz.

I 61 af landets kommuner har familien råd til mellem 80 og 100 procent af de huse, der er til salg. I 14 kommuner har den råd til mellem 40 og 80 procent, mens den i de sidste 23 kommuner kan købe mellem 0 og 40 procent af husene.

Opgørelsen viser, at gennemsnitsfamilien i Holstebro Kommune har råd til at købe hus for 3.470.000 kroner, i Lemvig Kommune for 3,3 millioner kroner og i Struer Kommune for 3.290.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce