Annonce
Holstebro Onsdag

Et dilemma mellem lysten og de store drømme

Denne uges klumme er skrevet af Stinna Briks Daather. Foto: Johan Gadegaard.

Jeg har ofte tænkt på, om livet egentlig ikke er et konstant valg mellem dét, man ønsker sig allermest, og dét man gerne vil have lige her og nu?

Her den anden aften sad jeg og kedede mig lidt. Som et værn imod kedsomheden, besluttede jeg mig for at finde ud af, hvad jeg monstro manglede. Måske et par sko? Måske noget nyt boligindretning? Måske et sommerhus? Måske en rejse?

Jeg faldt over noget træningstøj på nettet, som jeg bare MÅTTE eje. Egentlig har jeg et kæmpestort ønske om at have styr på min økonomi. Jeg vil gerne have ro i maven i form af en opsparing. Jeg vil gerne investere i aktier og fremtidssikre mig, så jeg ikke skal arbejde mig selv ihjel, når jeg bliver gammel.

Annonce

Og alligevel - der i de sene aftentimer, er jeg helt overbevist om, at lige netop dette træningstøj, kan jeg ikke leve uden. Det skal lige siges, at jeg har hjernedødt meget træningstøj i forvejen, så hvorfor er det egentlig så vigtigt? Jo, jeg vil gerne være ”first-mover”. Jeg vil gerne være med på de nyeste trends, og jeg vil - hvis jeg skal være ærlig - gerne have, at folk synes, at jeg har en god stil.

Da mit træningstøj ankommer to dage senere, er jeg allerede begyndt at tænke på, hvad mit næste køb skal være? Det kunne da være fedt med en tur til Maldiverne.

Jeg tror, dette gør sig gældende i rigtigt mange sammenhænge, og jeg tror ikke, at jeg er den eneste.

Til dagligt arbejder jeg jo med at hjælpe folk til en sundere og mere aktiv livsstil. Her støder jeg ind i præcis samme dilemma. Rigtigt mange vil gerne tabe sig nogle kilo og bevæge sig mere.

Alligevel sidder vi tirsdag aften og tænker på de lækre Big Ben-karameller, der ligger i slikskuffen. Måske bare lige to karameller. Og så lige fire mere.

Når vi lægger os ind i sengen, har vi spist hele posen og ligger der med dårlig samvittighed. For vores store drøm er jo at tabe os, så hvorfor handle på en måde, der direkte modarbejder vores egne drømme?

Eller onsdag eftermiddag efter job vil vi gerne løbe en tur, men da vi pludselig ser, at det regner og tænker på det umiddelbare ubehag, det ville være at tage løbeskoene på og bevæge udenfor, så er Netflix bare en lidt mere lækker løsning. Det er fantastisk dejligt her og nu, men en direkte modsætning til det ønske, vi har om et mere aktivt liv.

Inden corona var vi en tur i Sri Lanka. Det var det smukkeste land, jeg har set i mit liv. Vi kunne sidde med den smukkeste udsigt og kigge rundt på de andre turister, hvor størstedelen sad - sammen med familien omkring bordet - og kiggede ned i deres mobiler. Jeg er helt sikker på, at det ikke var deres tanke, da de planlagde turen.

Personligt er jeg meget imod, at mit liv skal være styret af sociale medier. Jeg vil ikke være sådan en mor, der står og glor ned i sin mobil konstant og slet ikke nyder og oplever nuet. Jeg vil gerne have, at mine børn husker mig for at være nærværende og mentalt til stede.


Jeg øver mig i at undgå at gå ind på diverse shopping-sider, at undlade at købe det slik, som jeg ikke kan lade ligge og sørge for, at mobillen har sin plads på kontoret, så den ikke hele tiden forstyrrer mig.


Jeg er bange for, at jeg ikke opdager de signaler, mine børn sender mig, hvis de ikke har det godt. Mit parforhold bliver også bedre af, at vi kigger hinanden i øjnene. Mobilen bliver et symbol på fravær og distance. Jeg kan mærke, at jo mere jeg kigger på min mobil, jo mere ulykkelig bliver jeg.

Og alligevel er den en konstant faktor i mit liv. Det er blevet en vane at tjekke, om der er sket noget nyt - også selvom det i virkeligheden slet ikke er det, jeg vil.

Min personlige strategi er at undlade at sætte mig i situationer, der inviterer til at lade mig impuls-styre. Jeg øver mig i at undgå at gå ind på diverse shopping-sider, at undlade at købe det slik, som jeg ikke kan lade ligge og sørge for, at mobillen har sin plads på kontoret, så den ikke hele tiden forstyrrer mig.

Det hjælper mig til en vis grad. Men ikke hver gang. Jeg øver mig og husker mig selv på de store drømme, der i virkeligheden skal være min største motivation.

Vi drømmer om nærvær, økonomisk uafhængighed, en sundere livsstil, et godt parforhold, og alligevel modarbejder vi os selv med vores umiddelbare lyster. Livet kan være en underlig størrelse en gang imellem, for hvordan bliver vi egentlige tilfredse? Måske er det bare en del af at være menneske?

Et evigt dilemma mellem lysten og de store drømme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

En vatpind i halsen

Holstebro Onsdag

Kom ud at gå i skoven

Annonce