Holstebro: - Jeg vil gerne se dig til prøvetræning i de næste to uger med ligaholdet.
Sådan sagde cheftræner Søren Hansen til playmaker Emil Jensen forud for den nye sæson i sommer.
Træneren havde hørt gode ting om det unge, lokale talent, som efter flere år i TTH Holstebros talentafdeling nu skulle spille på ligareserveholdet i Tvis Håndbold.
Søren Hansen, TTH-cheftrænerEmil har bare imponeret os alle her i efteråret, og jeg kunne hurtigt se, at de 14 dage skulle forlænges.
De to ugers prøvetræning blev dog vekslet til et helt efterår med deltagelse i ligatruppen og debut i ligaen.
Og nu bliver Emil Jensen i de kommende sæsoner en fast del af TTH Holstebros ligatrup efter at have imponeret både klubben og trænerne.
Han har nemlig skrevet under på en to-årig kontrakt.
- Jeg er meget glad for, at vi endnu engang kan indlemme et af TTHs egne talenter omkring ligaholdet. Jeg havde hørt meget godt om Emil Jensen. Han var en hurtig spiller, som trænede flittigt. Emil har bare imponeret os alle her i efteråret, og jeg kunne hurtigt se, at de 14 dage skulle forlænges, siger cheftræner i TTH Søren Hansen i en pressemeddelelse.
Forventede det ikke
- Nu skal Emil i første omgang fortsætte med at lægge lag på sit spil og sin fysik, så vil han stille og roligt udvikle sig i vores miljø for så senere at få en større og større rolle, siger Søren Hansen.
For Emil Jensen er det hele gået meget hurtigt.
- Jeg er vildt stolt og havde ikke regnet med, at det ville føre til en kontrakt her et halvt år efter prøvetræningen. Men jeg har arbejdet hårdt og dedikeret, så jeg er bare glad for kontrakten, siger Emil Jensen, der roser holdet for den måde, det har taget imod ham på.