Annonce
Holstebro Onsdag

Føler du dig lidt ensom - så er du velkommen i ny café

- Vi er meget spændte på interessen for vores nye café, siger Ingrid Bek Andersen, aktivitetsleder i Røde Kors Holstebro. Foto: Lars Rask Vendelbjerg
Røde Kors åbner café for mennesker, der føler sig ensomme og mangler nogle at snakke med.
Annonce

Holstebro: En café for dig, der har brug for et fællesskab, der bryder hverdagen.

Et rart og hyggeligt sted at møde andre, drikke en kop kaffe, få en snak eller bare sidde og følge livets gang i en ny sammenhæng.

Det er nøgleord for en cafe, som Røde Kors fra tirsdag 4. august åbner i Røde Kors Huset, Nørrebrogade 50.

Caféen er indrettet i et hjørne af den store genbrugsbutik, og den vil foreløbigt være bemandet to timer tirsdag, onsdag og torsdag formiddag og  mandag og tirsdag eftermiddag.

Den er specielt rettet mod mennesker, der føler sig ensomme og mangler nogle at snakke med.

Annonce

Flere ensomme

- Vi ved, at ensomhed er et stigende problem i vores samfund. I Røde Kors vil vi gerne være der for dem, der har lyst og behov for et fristed og en uforpligtende social kontakt, siger Britta Sandvad, der er formand for Røde Kors i Holstebro.

Ansvaret for caféen ligger hos aktivitetsleder Ingrid Bek Andersen, 75.

- Vi vil gerne være med til at fylde tiden ud for nogle, der ikke har familie og venner tæt på. De kan komme her og få en god snak og en kop kaffe, der altid er gratis. Vi har også nogle spil, som man kan hygge sig med, fortæller aktivitetslederen.

Annonce

God plads i nye omgivelser

Røde Kors har haft tankerne gennem nogle måneder og fik mulighed for at realisere planerne i det nye domicil på Nørrebrogade, der blev taget i brug i april. Projektet blev udsat på grund af corona-pandemien, men nu er man klar til at gå i gang.

- Vi ved, at der er flere ensomme i samfundet. Derfor tror vi på, at er er behov for et sted, hvor der er nogle at snakke med, siger Ingrid Bek Andersen, aktivitetsleder i Røde Kors Holstebro. Foto: Lars Rask Vendelbjerg

- Vi er meget spændte på interessen. Man kan bare dukke op, og der følger slet ingen forpligtelser med, siger Ingrid Bek Andersen.

Det vil altid være en Røde Kors-frivillig at snakke med. Aktivitetslederen har foreløbigt udvalgt otte frivillige, der på skift påtager sig opgaven. Hun har haft en personlig samtale med dem alle.

Annonce

Krav til de frivillige

- Vi har nogle betingelser. Man skal være god til at snakke, være venlig og imødekommende og have en god fingerspidsfornemmelse. Og så har man også tavshedspligt, hvis nogle betror sig til én, forklarer hun.


Vi er meget spændte på interessen. Man kan bare dukke op, og der følger slet ingen forpligtelser med.

Ingrid Bek Andersen, aktivitetsleder i Røde Kors.


Ingrid Bek Andersen vil gerne have flere til at melde sig til opgaven.

- Så får jo mulighed for at udvide åbningstiderne i caféen og et vil vi gerne, siger hun.

Hun har i forvejen stor erfaring med at lede en frivilliggruppe, idet hun sammen med Anne Marie Vestergaard leder en stor gruppe frivillige på Regionshospitalet i Holstebro. Her er der hele 38 frivillige, der bemander seks afdelinger på sygehuset. Her hjælper de både patienter og besøgende. De hjælper blandt andet besøgende med at finde vej. Og patienter, der skal have assistance med kørestolen.

- Men vi bruger også megen tid på at snakke med patienter, der har et behov, forklarer Ingrid Bek Andersen.

Annonce

Stor ledererfaring

Hun har selv arbejdet godt 25 år på sygehusene i Holstebro og Lemvig, herunder i mange år med lederfunktioner som afdelings- og oversygeplejerske, og sætter fortsat pris på at organisere.

- Jeg kan godt lide at være med til at starte noget op og få ting til at ske. Det synes jeg er sjovt og udfordrende, smiler hun.

Røde Kors åbner café

4. august klokken 10 åbner Røde Kors sin café i Røde Kors huset, Nørrebrogade 50, Holstebro.

Caféen er rettet mod personer, der føler sig ensomme og ønsker nogle at snakke med. Caféen er fra starten åben to timer tirsdag, onsdag og torsdag formiddag og mandag og tirsdag eftermiddag.

Røde Kors efterlyser frivillige, der vil arbejde i caféen, så åbningstiderne kan udvides. Man kan kontakte aktivitetsleder Ingrid Bek Andersen, der tager en personlig snak med de pågældende.

I fritiden er hun også engageret i en kvindeklub i Lemvig og i vennekredsen ved plejeboligerne Parkvænget i Holstebro.

Og så fylder familien rigtig meget.

- Vi har en stor familie og er meget familieorienteret, fortæller Ingrid Bek Andersen, der sammen med sin mand Evald bor i en dejlig villa på Klintevej tæt på Vandkraftsøen. Ægteparrets børn bor i Aulum, Herning og ved Randers, og der er i alt ni børnebørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce