Vemb: Fonden Nørre Vosborg har bedt den 50-årige billedkunstner, Elsebeth Jørgensen, om at realisere en større kunstopgave, der forholder sig til området omkring Skærum Mølle, Nørre Vosborg, stationsbyen Vemb og Nissum Fjord.
Et stedspecifikt værk, som skal inspirere til nye tider med åndsliv og vækst og desuden få flere til at besøge området.
Elsebeth Jørgensen, billedkunstnerDet bliver en spændende opgave og en stor udfordring, og vi er knap nok startet endnu.
Statens Kunstfond har belønnet initiativet med penge til udførslen af en kunstskitse.
- Det bliver en spændende opgave og en stor udfordring, og vi er knap nok startet endnu. Det er en visuel og sproglig registrering, jeg begiver mig ud i. Jeg udfører altid et stort researcharbejde, hvor jeg fotograferer, optager lyd, taler med folk og samler arkivmateriale om den historie, der knytter sig til stedet, siger Elsebeth Jørgensen i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig til at undersøge området med et kunstnerisk blik og som nysgerrig gæst over længere tid, hvor andre folk, der ved mere end jeg, involveres i min proces, tilføjer hun.
Født i Vestjylland
Elsebeth Jørgensen arbejder og bor i København, men er født og opvokset i Ringkøbing.
- Man er ikke helt objektiv, når man har et forhold til egnen. Nørre Vosborg har eksisteret i min bevidsthed, men det er ikke et sted, jeg er kommet meget som barn og ung, siger billedkunstneren og fortsætter:
- Skærum Mølle er et helt nyt sted for mig, og jeg fornemmer den rige og komplekse kultur- og naturhistorie omkring Storåen og Nissum Fjord helt tilbage til munkenes tid. Jeg glæder mig til at udforske det hele nærmere, når coronasituationen engang letter, og landet åbner op igen.
Billedkunstneren regner med at have en skitse klar ved udgangen af 2021.