Annonce
Holstebro Onsdag

Gør din bolig grønnere med tilskud fra ny statslig pulje

Fossil opvarmning skal ud - grøn strøm skal ind. Det er målet med en ny Bygningspulje. Tilskudsordningen er målrettet helårsboligejere og kan dermed søges af alt fra private husejere til almene boligforeninger. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Bygningspuljen gør det mere attraktivt at energirenovere boligen. Boligejere får dermed gode muligheder for at bidrage til klimakampen ved at reducere deres energiforbrug og energiudgifter.
Annonce

Energirenovering: Torsdag den 15. oktober trådte Bygningspuljen i kraft.

Og hvad er så det, vil mange nok spørge. Det korte svar er, at det er en statslig pulje, der skal være med til at sætte gang i energiforbedringer af danskernes boliger og dermed også få husejerne til at bidrage positivt til klimaet.

Det skriver Synergi i en pressemeddelelse. Synergi er en interesseorganisation, der arbejder for at mindske Danmarks energispild i industrien, offentlige bygninger og danske hjem.

Den nye pulje betyder, at man som boligejer blandt andet kan søge tilskud til at udskifte utætte vinduer, bedre isolering, konvertering fra oliefyr til varmepumper og andre tiltag, der mindsker energiforbruget.


Rigtigt mange energirenoveringer tjener i forvejen sig selv hjem relativt hurtigt, og med bygningspuljen bliver det nu endnu mere attraktivt at foretage energirenoveringer i sin bolig.

Katrine Bjerre M. Eriksen, direktør i Synergi.


- Det er gode nyheder for de jyske boligejere, der nu kan få tilskud til energirenoveringer, som kan give rigtigt store besparelser på energiregningen. Og en lavere energiregning er ikke kun godt for den lille privatøkonomi men også for det store klimaregnskab, påpeger Synergi.

- Bygningspuljen er en rigtig god mulighed for de jyske boligejere til at sænke udgifterne til varme og forbedre indeklimaet. Rigtigt mange energirenoveringer tjener i forvejen sig selv hjem relativt hurtigt, og med bygningspuljen bliver det nu endnu mere attraktivt at foretage energirenoveringer i sin bolig, siger Katrine Bjerre M. Eriksen, der er direktør i Synergi, og hun tilføjer:

- Jeg håber, at rigtigt mange vil bruge muligheden til gavn for privatøkonomien, klimaet og den lokale håndværker.

Annonce

Job til lokale håndværkere

Puljens tilskudsloft går op til 30 procent af den forventede pris på renoveringen. For et almindeligt parcelhus betyder det ifølge Energistyrelsen, at man for eksempel vil kunne modtage tilskud på cirka 17.000 kroner for efterisolering af loft, 68.000 kroner for udskiftning af alle facadevinduer og 28.000 kroner for konvertering til varmepumpe.

Der er mange fordele ved at energirenovere sin bolig. Investeringen tjener oftest sig selv ind og mere til i løbet af en relativt kort årrække gennem sparede udgifter til for eksempel varme.

Samtidig betyder energirenoveringer, at boligen kan få et bedre energimærke og dermed sælges til en højere pris. Ifølge Dansk Byggeri er den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen ét energimærke cirka 50.000 kroner.

Boliger i bedre stand er også rarere at være i og øger vores livskvalitet. En bolig med bedre indeklima gør os både mere produktive og mindre syge, så vi i lavere grad får sygdomme som astma, forkølelse og influenza.

Hertil kommer, at energirenoveringer også bidrager til den grønne omstilling. Når vi bruger mindre energi, så forurener vi mindre og udleder mindre CO2.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er renoveringer med til at skabe job til blandt andet lokale håndværkere.

Mere om Bygningspuljen

Fra den 15. oktober 2020 kan man få tilskud fra Bygningspuljen til en række energiforbedringer i for eksempel huse, lejligheder og kollegier.

Der er afsat 245 millioner kroner til Bygningspuljen i 2020. Der er med afsæt i Energiaftalen 18 afsat 800 millioner fra 2021 til 2024 - 200 millioner årligt). Der bliver tilføjet flere penge årligt fra 2020 til 2026 fra Klimaaftalen 2020.

For at få tilskud skal boligen være registreret som helårsbeboelse i BBR.

Man kan bl.a. søge tilskud fra Bygningspuljen som privatperson, andelsforening, ejerforening i etageejendom, virksomhed, forening og selvejende institution.

Man kan få tilskud til konvertering til varmepumpe, hvis man bor i et område uden fjernvarme eller planlagt fjernvarme. Man kan få tilskud til bedre isolering, hvis ens bolig er dårligt isoleret.

Der er gives faste tilskudsbeløb afhængigt af størrelsen og typen af energiforbedring. Der gives kun tilskud til renoveringer, der står på Bygningspuljens liste over tilskudsprojekter.

Man kan søge via hjemmesiden SparEnergi.dk/tilskud. Her kan man også med en enkel beregner få et bud på, hvor meget man potentielt kan få i tilskud – og hvor mange penge, man kan spare i energiudgifter.

Annonce

Skift oliefyret ud

Olie- og naturgasfyr kan altså blive til varmepumper med det nye klimatilskud fra Bygningspuljen.

Alene i huse i Region Midtjylland er der i omegnen af 28.000 oliefyr og 50.000 naturgasfyr. Langt de fleste ligger uden for fjernvarmeområder og kan dermed få mellem 22.000 og 45.000 kroner i tilskud ved at skifte til varmepumpe, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

- Der er stadig mange hjem - også i Midtjylland - hvor fossile brændsler bruges til opvarmning. Med tilskud fra Bygningspuljen bliver det nemmere for boligejerne at investere i en varmepumpe. Målet er at få skrottet en lang række olie- og gasfyr nu, der ellers først ville blive udskiftet om mange år, siger Heidi Ingeman Koch, der er kontorchef i Energistyrelsen.

Så mange naturgas- og oliefyr er der

Ifølge en opgørelse fra Energistyrelsen findes der i de midt- og vestjyske kommuner så mange naturgasfyr og oliefyr:

Holstebro Kommune: 360 naturgasfyr og 1100 oliefyr.

Lemvig Kommune: 100 naturgasfyr og 800 oliefyr.

Struer Kommune: 420 naturgasfyr og 680 oliefyr.

Herning Kommune: 820 naturgasfyr og 1340 oliefyr.

Viborg Kommune: 6880 naturgasfyr og 2980 oliefyr.

Ringkøbing-Skjern Kommune: 2200 naturgasfyr og 1520 oliefyr.

For at få tilskud skal man dog søge, før man går i gang med projektet - ellers er det for sent. Så det er bare om at få ansøgt, lyder opfordringen fra Energistyrelsen.

- Der er mange gode grunde til at udnytte muligheden. Hvis det også med tilskud er for dyrt for én at købe en varmepumpe, kan man komme billigt i gang med varmepumpe på abonnement. Her slipper man også for at tænke over installation, drift og vedligehold, forklarer Heidi Ingeman Koch.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Julemarked i Haderup aflyst

Annonce