Annonce
Holstebro Onsdag

Helle har flyttet sin butik fra hjemmet til nye og større lokaler

Helle Bjerre Staunstrup rykkede ind i de nye lokaler den 2. oktober, og selv om det lige var tidligt nok for julenisser, engle og kogler, er hun gået all in på juletingene, som hun har placeret i det første rum, kunderne kommer ind i på Stationsvej. Foto: Ninna Pirchert
Tidligere solgte 52-årige Helle Bjerre Staunstrup brugskunst til hus og have fra den gamle murermestervilla på Lægårdvej, hvor hun bor sammen med sin familie, men nu har hun flyttet TjillerTjaller, som forretningen hedder, til lejede lokaler på Stationsvej.
Annonce

Holstebro: Det begyndte med, at hun købte et par kageopsatser, der var kreeret af gamle, musselmalede tallerkener. De kreative opsatser vakte begejstring i hendes familie og bekendtskabskreds. Og sammen med sin mand kreerede hun selv nye kageopsatser, som hun solgte.

Herfra greb det om sig, og forretningen  gik fra at være en hobbyvirksomhed til at være en fuldtidsbeskæftigelse for 52-årige Helle Bjerre Staunstrup, der ind til for nylig har drevet TjillerTjaller, som forretningen hedder, fra hjemmet - en murermestervilla fra 1924 på Lægårdvej - med lagerplads på den anden side af vejen.

Men nu har Helle valgt at flytte sin butik ud fra de hjemlige rammer og ind i større, lejede lokaler på Stationsvej 22 - lige over for banegården.

Annonce

Mega-god mavefornemmelse

Og den beslutning, mener hun, er den helt rigtige.


Det hele kommer nu mere til sin ret, uden at der er forstyrrende elementer som dam, havehus og blomsterbede, og det er nemmere at se tingene, end det var i en kælder med lavt til loftet.

Helle Bjerre Staunstrup, indehaver af TjillerTjaller.


- Mavefornemmelsen er i hvert fald mega-god, fortæller Helle, der flyttede for at få mere plads til privatlivet derhjemme og for at få opgraderet sine udstillinger, der har fået mere plads og mere luft mellem varerne.

I maj i år besøgte Holstebro Onsdag Helle Bjerre Staunstrup hjemme på Lægårdvej, hvor hun i sin tid etablerede TjillerTjaller som en hobby-virksomhed. Arkivfoto: Morten Stricker

- Det hele kommer nu mere til sin ret, uden at der er forstyrrende elementer som dam, havehus og blomsterbede, og det er nemmere at se tingene, end det var i en kælder med lavt til loftet, fortæller butiksindehaveren, mens hun viser rundt i den nye, store ose-butik.

90 kvadratmeter er indrettet til brugskunst til huset, mens der bagerst i lokalet et par trappetrin oppe er bygget en slags indendørs have med små, forhøjede bede med flis, hvor hun blandt andet kan præsentere sine jernting til haven.

- Her er jo plads nok, men jeg har faktisk allerede fået fyldt det hele op, siger Helle, der nyder at få alt samlet under samme tag og i samme plan - med parkeringspladser lige uden for døren.

Mere om Helle

Helle Bjerre Staunstrup, der vokset op i Mejrup, er oprindeligt uddannet først som socialrådgiver og senere som skolelærer.

Hun har altid haft et kreativt gen, som hun gerne vil bruge, og den vuggegave gør hun brug af i den virksomhed, hun åbnede for seks år siden.

Forretningen, der sælger romantisk brugskunst til hus og have, voksede og tog fart, så Helle Staunstrup gik først ned i tid for at få overskud til TjillerTjaller.

Den 1. april 2017 forlod hun jobbet som lærer på Birkelundsskolen - der i dag hedder Nørre Boulevard Skolen - for at hellige al sin arbejdstid til sit hjertebarn.

Butikken åbnede den 2. oktober på den nye adresse, og både op til og efter åbningen har der hersket travlhed i en-mands-virksomheden.

- Det har været rart at komme på plads i de nye omgivelser, men jeg har også næsten boet her. Jeg får ikke tid til at pakke varer ud og pakke ordrer i åbningstiden. Så jeg sover hjemme, og så er jeg ellers her i butikken resten af tiden, fortæller butiksindehaveren, der også driver en webshop.

Annonce

Herre i eget hus

- Jeg kan næsten ikke få armene ned, siger hun om resultatet af flytningen og fortæller, at hun føler, at hun har formået at få det lange lokale delt op med mange forskellige miljøer.

- Mange af mine kunder siger, at de synes, det er spændende at købe noget, man ikke ser alle andre steder. Og det er jo, fordi jeg er herre i eget hus og ikke en del af en kæde, fortæller hun.

Mere om TjillerTjaller

TjillerTjaller blev officielt etableret i februar 2014.

Helle har siden drevet webshoppen og den fysiske butik, der foruden haven lagde beslag på fire rum i kælderen.

TjillerTjaller åbnede på adressen Stationsvej 22 - lige over for banegården - i de lokaler, der tidligere husede en genbrugsbutik og senest en kjoleforretning.

Navnet TjillerTjaller har Helle Staunstrup valgt, fordi hun altid har kaldt det, hun interesserer sig for og kigger på, mens veninderne ser på tøj, for tjillertjaller.

- Det er sådan noget hyggeligt noget - og en anden måde at sige tingeltangel på, forklarer hun.

Helle Staunstrup har gennem længere tid kigget efter egnede lokaler.

- Men det har været svært at finde, fordi lokalerne både skulle være store nok og samtidig til at betale, forklarer Helle, der er glad for den nye placering, som hun ser som en forlængelse af gågaden.

- Derfor har jeg også valgt at holde åbent om lørdagen i stedet for om søndagen, som jeg tidligere havde, tilføjer hun.

Med flytningen har familien altså fået hjemmet tilbage som deres helt eget.

- Familien ved næsten ikke, hvad vi skal bruge al den plads til, konstaterer butiksindehaveren med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Julemarked i Haderup aflyst

Annonce