Annonce
Holstebro Onsdag

Hjem til jul - glæden for hele folket!

Denne uges klummeskribent er pastor emeritus og galleriejer Søren Nielsen. Foto: Morten Stricker

Julen er lige om lidt. Så må vi hjemad. Hjem til jul, som vi siger.

Det er vigtigt. Betyder noget. Noget godt, Dyrebart. Hjem, sammen, fællesskab, nærhed midt i al snakken om at holde afstand, om at stå sammen ved at holde afstand. I julen vil vi hjem, stå
sammen ved at være sammen. I nærhed af hinanden. I nærhed med hinanden. Hjem til jul.

I kirken oplevede jeg det så stærkt juleaften, når jeg så ud over 1000 mennesker samlet til
julegudstjeneste. De store børn var kommet hjem fra København og Aarhus og Hamburg og Litauen og fra alverdens steder. Der sad journalisten fra tv-sporten og lyste op i rummet, og der ragede Danmarks bedste stormester i skak op over alle ved siden af sin mor og familien, og der
kirkeministeren, og der den psykisk syge datter hjemme fra sygehuset til jul. Og der min egen
familie med kone og børn og børnebørn og min gamle mor.

Annonce

Hvilken højtid. At være i kirken, som er vores fælles hjem, hvor den store kærlighed skal forkyndes om himlen, der rører jorden, om en stald fyldt med fred, om Paradis, der er opladt på ny for forkomne hyrder og vise mænd og kvinder, om en stor, ny stjerne deroppe lysende over alt, om et lys i al slags natsort mørke, om det kærlige varme lys, som intet mørke i verden eller i os selv kan slukke, om Gud, selve kærligheden, som ingen varianter af coronavirus kan få bugt med, og som rummer os alle - med alt det hele, som vi bærer med os af fryd og smerte.

Sådan har hjem til jul en dyb glædelig mening.

Og så er det jo, at vi ikke må glemme, at for nogle er det anderledes.

For nogle af os mennesker har ikke et hjem at komme hjem til. Nogle har simpelthen ikke et hjem.

Nogle har ikke et hjem, de kan holde ud at være i, for et menneske kan være så frygtelig hjemløs indeni, så det ikke er til at være nogen steder.

Og så er det jo, at vi ikke må glemme, at for nogle er det anderledes. For nogle af os mennesker har ikke et hjem at komme hjem til. Nogle har simpelthen ikke et hjem.

Og for nogle er det at komme hjem til jul et drama, som at træde ind i gamle bebrejdelser, kulde og mislykkethed. Igen ser og mærker man det glemte og gemte og alt det fortrængte. Derfor er julen også højsæson for husspektakler og skilsmissedramaer, for når vi kommer hjem og er sammen, så kan det gemte komme frem i lyset på sekunder, og samvær kan slå gnister og
konflikter blusse op blive ubærlige, umuligt at holde i sig.

Det er ikke bare den almindelige skadestue, der er brug for i julen, når der er grannål i et øje, og den store mandel sidder fast i en for lille hals, eller et andeben har sat sig på tværs, eller øjnenes lyst har sagt ja tak til mere, end maven kan rumme.

Nej, der er også brug for både politi og indgriben med magt til tider og brug for psykiatriske skadestuer og læger og sygeplejersker og psykologer og præster og faglig professionel hjælp og omsorg af mange slags til syge og juleramte mennesker.

Og der er brug for åbne hjem og hjerter og væresteder og hyttefade og varmestuer og fællesskaber, der tager imod og gør godt af alle vore kærligste kræfter.

Og så er der brug for opmærksomhed og for tid og tid og mere tid til dem, der græder af julesorg over, at en plads er blevet tom, eller der er en elsket, som det er umuligt at nå.

Et citat fra et digt, jeg skrev i min lille julebog: Julens glæde og smerte, siger noget om det:

Juleaften

det er den aften

hvor de døde

stiger ud af fotografierne

og tager plads i stuen

så levende

at det gør ondt

at opdage

at pladsen er tom

Det er den aften

hvor de adskilte

konfronteres

med afstanden

og ser hinandens

opløste ansigter

i øjenkrogenes

spejlbilleder

Hjem til jul. Glæden for hele folket.

Vi må gøre vores bedste for, at alle midt i alt det hele må mærke det.

Glædelig jul!


Denne klumme er udtryk for skribentens egen mening - og afspejler ikke nødvendigvis avisens holdning.

Annonce
Holstebro Onsdag

Murerfirma skiftede strategi: Omsætningen blev fordoblet

Annonce
Holstebro Onsdag

Langt flere videokonsultationerhospitalerne: - Mange patienter har taget utroligt positivt imod det

Annonce
Holstebro Onsdag

Masser af aktiviteterSlagteriet i foråret

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Sognepræst fortæller om Astrid Lindgrens verden

Holstebro Onsdag

Aftale mellem lærerforening og kommune gøres permanent

Holstebro Onsdag

Saxofonkvartet fejrer jubilæum med koncert på musikskolen

Holstebro Onsdag

Klassisk ballet, gys og kærlighedprogrammet

Holstebro Onsdag

Så mange unge flytter hjem til barndomskommunen

Holstebro Onsdag

Lotte vil hjælpe dem, der ikke er der, hvor de gerne vil være i livet

Holstebro Onsdag

Mads må vente et halvt år: Godt at have noget at glæde sig til

Holstebro Onsdag

Så er der atter fortællinger i Det Gamle Rådhus

Annonce