Annonce
Holstebro Onsdag

Holstebro Museum åbner endelig igen: Drager, havuhyrer og Slattenpatten ved Tvis Mølle

Museums inspektør Ann Bodilsen med den fem meter lange drage med et vingefang på næsten seks meter. - Vi har hørt, at dragen har været helt indhegnet på andre udstillingssteder, men det, syntes vi, ville være synd. Den kan ikke holde til, at man kravler på den - men der sker nok ikke så meget ved, at man lægger en hånd på den, mener hun. Foto: Morten Stricker
Den 21. april må museerne igen åbne for gæster. På Holstebro Museum sætter man sin lid til den amerikanske familie-udstilling "Drager & andre mystiske væsener" - med et lille nordvestjysk twist.

Holstebro: Fra på onsdag den 21. april må landets museer igen åbne for deres indendørs samlinger. Med afstand, afspritning og mod forevisning af coronapas.

På Holstebro Museum giver man den hele armen og åbner med drager.


Annonce

Udstillingen har været vist mange steder i Nord- og Sydamerika samt i Australien, men vi er altså de første i Europa. Det er vi stolte af - det er da mega sejt.


Museet har nemlig danmarkspremiere på den amerikanske udstilling "Drager & andre mytiske væsner". Og Holstebro er ikke bare det første sted i Danmark, man kan se udstillingen - det er det eneste sted.

Enhjørningen er et fabeldyr fra landjorden. Hornet i panden er formentlig inspireret af narhvalens lange, snoede stødtand. Foto: Morten Stricker

- Vi er faktisk også det første sted i Europa, der viser den. Udstillingen har været vist mange steder i Nord- og Sydamerika samt i Australien, men vi er altså de første i Europa. Det er vi stolte af - det er da mega sejt, ler museumsinspektør Ann Bodilsen, der ikke kan lægge låg på sin begejstring, mens hun viser rundt i udstillingen.

Slattenpatten fra Tvis Mølle

Ifølge sagnet jager Vojens Jægeren utrætteligt efter Slattenpatten, som er en ellekone.

Hun har meget lange bryster, og når hun flygter fra jægeren, slænger hun brysterne over skuldrene, så de ikke er i vejen for hendes løb.

Hvis du støder på hende ude i naturen, skal du løbe ud over en mark på tværs af plovfurerne, for hun kan ikke krydse furerne, hvis de er pløjet med en stålplov.

- Da vi modtog elementerne i otte skibscontainere og begyndte at pakke ud, tænkte vi: "Nå okay, er det det?" Men da vi fik den på plads, var vi alle vildt begejstrede. Vi synes, den passer godt til vores rum, og indholdsmæssigt er den super spændende, siger hun.

Havvæsener og elefantfuglen

Hvis man er videbegærlig, er der masser af tekster om drager og andre fabeldyr - hvorfor de opstod, hvad der inspirerede til dem o.s.v. Museet har selv skrevet alle tekst-oversættelser, men den flotte grafik er den originale.

- Han er da sød, mener Ann Bodilsen om kæmpeaben, der stod og kiggede ud på museumsfolkene, da de åbnede én af de otte containere, som indeholdt den amerikanske udstilling. Foto: Morten Stricker

- Det har været en stor inspiration for os at se, hvordan amerikanerne har anvendt farver, sat billeder ind i teksten og i det hele taget har lavet rigtig flot grafik, siger Ann Bodilsen.

En af hendes kolleger sagde: "Det er lige som at træde ind i sin barndoms verden" om udstillingen - og det er en meget god beskrivelse, hvis altså man læste om eller så film om ildsprudlende drager, da man var barn.

Drager & andre mytiske væsener

Produceret af American Museum of Natural History i New York, i samarbejde med the Australian National Maritime Museums i Sydney, Canadian Museum of History i Gatineau-Quebec samt Fernbank Museum of Natural History og Atlanta and The Field Museum i Chicago.

Kan ses frem til den 31. oktober.

Ud over drager kan man blandt andet støde på søkøer, som var inspirationen til myten om havfruer, havvæsenet Kraken med de lange tentakler, elefantfuglen Aepoyoris, som lagde æg så store, at de indeholdt otte liter, og - hængende i loftet - fuglen Rok, der ifølge myten kunne samle en ko op og flyve væk med den.

Annonce

Håndspilleren og fabeldyret

Udstillingen er opdelt i mytiske væsener på land, i havet og i luften, og slutter af med dragerne, som man i  myterne finder alle tre steder. Det hele bliver krydret med lyde, der ifølge Ann Bodil godt kan være "en anelse uhyggelige", samt videofilm med nogle af historierne bag fabeldyrene.

Udstillingen omfatter også en 36 meter lang, kinesisk paradedrage - man kan se lidt af den i loftet her. Faktisk var dragen for lang til Holstebro Museum, der har måtte hæfte nogle meter hale op. Asiatiske drager er mere slangelignende end europæiske, der til gengæld har vinger. Foto: Morten Stricker

For at inddrage Nordvestjylland i udstillingen har Holstebro Museum udgivet seks foldere om fabeldyr her i området. Den ene, "I dragens fodspor", handler simpelthen om, hvor man kan finde drager og dele af dem i museets faste samling.

De øvrige fem foldere giver forslag til ture ud i området og er i øvrigt både på dansk, engelsk og tysk. De hedder "Lindormen ved Stubbergård", "Ellepigen og havhesten ved Rydhave", "Kæmpen ved Råbjerg Høj", "Havfruen ved Rønland" samt "Slattenpatten ved Tvis Mølle".

Fuglen Rok hænger kæmpestor i loftet og giver et godt gys, når man lige kommer til at kigge op. Foto: Morten Stricker

Endelig har Holstebro Museum sat sit eget præg på udstillingen med syv fotostater med danskeres forhold til drager og mytiske væsener.

Bortset fra kong Frederik den 9., er det enten nordvestjyder eller mennesker, der har en tilknytning til området, som for eksempel håndboldspilleren Magnus Bramming. Men man må en tur på museet for at se, hvilket fabeldyr han har et forhold til. Det afslører vi ikke her.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

En vatpind i halsen

Holstebro Onsdag

Kom ud at gå i skoven

Annonce