Holstebro: Ole Faurschou, orkesterdirigent på OrkesterEfterskolen i Holstebro, rejser snart til Helsinki, Bremen og Wien for at blive endnu dygtigere til at dirigere.
Han har nemlig modtaget Arne Hammelboes Rejselegat på 60.000 kroner, der hvert år uddeles af Dansk Kapelmesterforening.
- Jeg er meget glad for legatet. Det er altid dejligt, når nogen får øje på det arbejde, man laver. Jeg ser det som et skulderklap fra mine kolleger i kapelmesterforeningen. Jeg er også glad for, at det giver mig mulighed for at rejse ud og blive klogere, siger Ole Faurschou.
Arbejde med talenter
Arne Hammelboe var Dansk Kapelmesterforenings mangeårige formand.
Da han døde i 2005, testamenterede han en million kroner til oprettelse af et rejselegat til videreuddannelse i udlandet. Ole Faurschou får legatet, fordi han arbejder seriøst med udvikling af nye, unge talenter.
Ole Faurschou er uddannet i direktion med debut fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og fra "Universität für Musik und Darstellende Kunst" i Wien.
Han underviser i dag i direktion på DRs Malkodirigentskole, på konservatorierne i København og Esbjerg samt på OrkesterEfterskolen i Holstebro.
Prisvinder
Ole Faurschou har stået bag talrige messer og oratorier af Mozart, Brahms, Bach i Danmark og udlandet, og har dirigeret over det meste af Europa samt USA og Kina.
Han har vundet talrige førstepriser ved konkurrencer i ind- og udland - eksempelvis prisen som "Bedste dirigent" ved Choir Olympics i Beijing 2006 og vinder af "Grand Prix" ved "Musica sacra a Roma" 2015 og repræsenteret Danmark ved EBUs fjernsynstransmitterede Choir of the Year 2017.
Ole Faurschou er desuden efterspurgt som instruktør og dommer ved internationale korkonkurrencer.
Inden Ole Faurschou rejser ud i verden, skal han for tredje år i træk dirigere ved Orkester MidtVests fire nytårskoncerter i Holstebro, Viborg, Ringkøbing og Hanstholm.
Læs mere om koncerterne på Orkester MidtVests hjemmeside omv.dk.