Annonce
Holstebro Onsdag

Holstebros nye biograf åbner før planlagt

På billedet hænger billederne af James Bond-filmen stadig på væggen, men coronavirussen stak en kæp i hjulet for premieren på 007-filmen. I stedet rykker Big Bio sin åbning frem til den 27. marts med forpremiere på den danske film Undtagelsen. Foto: Mathias Käki
Gallaåbningen af Big Bio i Enghaven er rykket frem til torsdag den 26. marts med forpremiere på den nye, stjernespækkede, danske film "Undtagelsen". Skuespillere vil introducere filmen ved åbningen. Billetsalget til den nye biograf åbner fredag den 13. marts.
Annonce

Holstebro: Premieren på James Bond filmen "No Time To Die" er på verdensplan blevet udskudt til november 2020.

Den premiere-film havde Big Bio Holstebro ellers satset på som premierefilmen ved åbningen. Da coronavirussen stak en kæp i hjulet på den plan, har Holstebros nye biograf i stedet besluttet sig for at rykke åbningen af den nye luksusbiograf frem til torsdag den 26. marts.

Det sker med en eksklusiv forpremiere på forårets store, danske thriller-brag, Undtagelsen, der er en filmatisering af Christian Jungersens anmelderroste gennembrudsroman af samme navn.

Det oplyser Big Bio i en pressemeddelelse.

I hovedrollerne ses det stærke kvindelige firkløver, Sidse Babett Knudsen, Danica Curcic, Amanda Collin og Lene Maria Christensen.

Danica Curcic og Amanda Collin vil introducere filmen ved åbningen.

Annonce

Ægtepar med tre biografer

Forhistorien til den nye biograf i Enghaven i Holstebro er den, at næsten 50 år efter, at Poul Obel opførte biografen Scala, lukker datteren, Louise Obel, nu biografen for at føre den ind i fremtiden som Big Bio Holstebro.

Sidste åbningsdag for Scala er fastsat til søndag den 22. marts, hvor der sælges popcorn, sodavand og slik til halv pris hele weekenden. Big Bio Holstebro er den tredje luksusbiograf, som ejerne og ægteparret Henrik og Louise Obel står bag, og er den første nybyggede biograf i Midt- og Vestjylland i ti år.

Parret driver foruden biografen i Holstebro også biografer i Herlev og Nordhavn.

Billetter til den nye biograf kan købes på www.bigbio.dk, men altså først fra den 13. marts.

Annonce

Premierefilm på programmet

Big Bio Holstebro åbner alle fem sale for publikum den 27. marts med premieretitler som live-action filmatiseringen af Disneys Mulan, den Oscar-nominerede Little Women og den længeventede animations to’er Trolls på Verdensturné.

Alle film i biografen kan nydes i luksus-reclinere – elektronisk styrede sæder, der kan lægges helt ned – og med biograflyden, Dolby Atmos.

- Verdens bedste lyd, som biografen kalder den.

Billetsalget åbner fredag den 13. marts, hvor også den nye hjemmeside går i luften.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce