Annonce
Holstebro Onsdag

Holstebros nye museum fortæller danmarkshistorie på vestjysk

Jobbet som museumsinspektør har været alsidigt i den senere tid. Ann Bodilsen har vasket gulv mange gange og her har hun gang i pudsekluden på nogle af de mange gennemsigtige flader i udstillingen. Fotos: Morten Stricker
Det gamle Holstebro Museum lukkede efter påske i 2017. Siden er der bygget om og til den gamle, hvide Færch-villa, og en ny, permanent udstilling er bygget op. På lørdag den 12. oktober åbner museet i en ny, forbedret og større udgave.
Annonce

Holstebro: - Hvad jeg synes om resultatet? Ja, nu er jeg jo født som vestjyde og er derfor lidt beskeden, men jeg synes faktisk, det er blevet megafedt. Vi har arbejdet længe på udstillingen - arbejdet har stået på i to et halvt til tre år - og det er blevet bedre, end det var oppe i mit hoved. Nu håber vi bare, at gæsterne synes det samme.

Sådan lød det fra museumsinspektør Ann Bodilsen, da hun i sidste uge viste Holstebro Onsdag rundt i byens nye og større museum inden åbningsfesten, der holdes på lørdag den 12. oktober.

Forhistorien er den, at museet har været lukket siden efter påske i 2017, da håndværkerne gik i gang med at hamre og banke. Sidste år i november blev bygningen overdraget til museumsfolkene, der har brugt det seneste, lille års tid på at bygge udstillingen op. Forud for det var gået et stort arbejde med at udvælge de historie, museet vil fortælle og skære dem til på den rigtige måde.

- Det lyder som lang tid, men det er mere kompliceret end som så, forklarer Ann Bodilsen undervejs i rundvisningen, der af og til forstyrres af larm fra de håndværkere, der sammen med museumsfolkene har travlt med at få alt klar til den store åbningsdag.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi bliver færdige til tiden, lyder det fortrøstningsfuldt fra museumsinspektøren, inden hun bliver afbrudt af en håndværker, der lige skal have en besked fra hende, før han kan fortsætte sit arbejde.

Åbningsfesten

Holstebro Museum holder åbningsfest for sine to nye udstillinger "Det eventyrlige loft" og "Jernmænd" lørdag den 12. oktober mellem klokken 14 og 17.

Udstillingerne åbnes af Nordea-fondens administrerende direktør Henrik Lehmann Andersen.

Der vil også være taler af borgmester H.C. Østerby (S) og museumsinspektør Ann Bodilsen.

Dansk Talentakademi og Blåbærrene underholder, mens gæsterne nyder en fadøl og en let anretning serveret af Restaurant Støberiet på museerne.

Alle er velkomne til åbningsfesten.

Kilde: Holstebro Museum.

Annonce

Et eventyrligt loft

Det er museets to gårdhaver, der er blevet overdækket og inddraget i Holstebros nye museum, , så udstillingsarealerne er blevet samlet og øget. Desuden er der kommet ny plads til værksted og kontorer.

Færchfonden og Birn Fonden har spyttet 37,5 millioner kroner i kassen til ombygningen, og desuden har Nordea-fonden, Birn Fonden, Færchfonden, Augustinus Fonden, Holstebro Kommune og Holstebro industri- og Håndværkerforening støttet med omkring 14 millioner til den permanente udstilling.

På spørgsmålet om, hvad det er for en historie, Holstebro Museum vil fortælle i det nye museum, lyder svaret fra Ann Bodil kort og præcist:

- Vi fortæller danmarkshistorie på vestjysk.

Dermed mener hun, at det er med udgangspunkt i det liv, der er levet i det vestjyske område, der fortælles.

Den permanente udstilling har fået titlen "Det eventyrlige loft" og er bygget op i 14 kapitler - eller nedslag i historien - fra den ældre stenalder og op til nutiden. Hvert kapitel er placeret i sin egen kasse, hvor man som gæst kan gå på opdagelse.

- Det er lige som, når man stopper alt muligt op på et loft og kan gå på opdagelse mellem det hele, siger Ann Bodilsen og fortæller, at intentionen er at give gæsterne en sanselig oplevelse med noget for både øjet, øret og næsen.

Annonce

Ingen løgnehistorier

Undervejs er der mulighed for at stoppe op ved lytteposterne for at høre fortællinger.

- Vi har dramatiseret historien, men vi fortæller ikke noget, der er løgn, lover hun og viser, at der også er mulighed for at prøve digitale spil, se små film og røre ved en krukke fyldt med korn eller slibe en flintøkse.

- Den nye udstilling er mere tilgængelig for flere målgrupper, siger hun og forklarer, at den rummer flere oplevelser og mere af det, som gæsterne gerne må røre ved.

Hvert historiekapitel har sin egen signaturgenstand som for eksempel sværdet, der er signaturgenstanden i kapitlet med titlen "Gud bestemmer", og som handler om middelalderen.

- Endelig har vi fået mulighed for at udstille det store sværd, der blev fundet for ti år siden i Karup Å. Det er bare SÅ flot, konstaterer hun.

14 nedslag i historien

De 14 kapitler i historien, som udstillingen "Det eventyrlige loftsrum" er bygget op om, er fordelt sådan:

1. "På naturens betingelser" (fra istidens ophør og til 3900 før Kristi fødsel)
2. "Dyrket natur" (3900 til 1700 før Kristi fødsel)
3. "Sol over land" (1700 til 500 før Kristi fødsel)
4. "Malm i mosen" (500 før Kristi fødsel til 750 efter Kristi fødsel)
5. "Vikinger i vest" (750 til 1050)
6. "Gud bestemmer" (1050 til 1536)
7. "Dragedræberens by" (1274-1940)
8. "Købmændenes Jerusalem" (1400-2017)
9. "Håndens værk" (1700-1950)
10. "Folkelige fællesskaber" (1849-1940)
11. "Byens fabrik" (1828-2007)
12. "Den lange halvfede" (1860-2000)
13. "En hverdag på trods" (1940-1947)
14. "Husker du..." (Fra 1950 og frem)

Kilde: Holstebro Museum

Annonce

Et spor til børnene

Museet har en ambition om at få 30.000 gæster i løbet af det første år med de nye udstillinger, der også omfatter 100 kvadratmeter med fortællingen om jernindustrien i byen. "Jernmænd" hedder den udstilling.

Håbet er, at der også vil være mange børn blandt gæsterne. Både i følge med forældre og bedsteforældre og sammen med deres skole.

Derfor går der et børnespor gennem hele udstillingen. For eksempel fortæller udstillingen en historie i børnehøjde om Ravn, der i den yngre jernalder dør som tre-årig.

- Det gør vi for at fortælle om den høje børnedødelighed, der var dengang, og historien skulle gerne sætte en samtale i gang om, hvordan det var at leve i de forhistoriske tider, fortæller hun.

I hvert historieafsnit er der placeret et stykke legetøj fra gamle dage fra museets store legetøjssamling. I det afsnit, der fortæller om den periode, hvor mennesket begyndte at dyrke naturen, kan gæsten for eksempel se en lille traktor med vogn.

- Selvfølgelig havde man ikke en traktor på den tid, men meningen er, at den skal vække undren og få en snak sat i gang, forklarer museumsinspektøren.

Museets historie

Holstebro Museum blev åbnet den 5. juni 1931 og var frem til 1993 drevet af Holstebro Museumsforening.

Udstillingerne om Holstebro-egnens forhistorie og kulturhistorie flyttede i 1991 til byens museumskompleks centreret omkring tobaksfabrikant Færchs villa.

I 1993 overgik museet til at blive en selvejende institution.

De tre afdelinger i De Kulturhistoriske Musser i Holstebro Kommune havde i 2018 en omsætning på cirka 30 millioner kroner.

Kilde: Holstebro Kommune

Annonce

Lidt præstationsangst

Museets udstillingsgruppe har bestået af fem museumsmedarbejdere, der også har fået hjælp af deres kolleger, og det har været en både travl og spændende tid op til åbningen:

- Det har fyldt meget. Det er jo sjældent, man får lov til at være med at lave en permanent udstilling fra bunden af. Og det har været spændende, men fordi man gerne vil have, at det bliver godt, har der også været lidt præstationsangst blandet ind i det, indrømmer hun og forklarer, at man jo aldrig ved, om en udstilling er god, før publikum har testet den.

Men som museumsinspektøren siger:

- Vi er i hvert fald godt tilfredse, og så vil det jo vise sig, om det bare er, fordi vi er trætte.

Den lange skelet-drage snor sig oppe under loftet gennem tre tidsperioder, og den hentyder naturligvis til sagnet om Sct. Jørgen og dragen. Ann Bodilsen havde forleden besøg af sit tre år gamle barnebarn, og han var fristet til at prøve at røre ved dragehovedet. - Jeg tror lige, jeg venter til næste gang, konstaterede drengen, da modet svigtede ham.
Intet er tilfældigt i den nye udstilling. Her er Mette i gang med lime hver enkelt lille flinteafslag fast til gulvet i den første tidskasse, der fortæller om tiden fra istidens ophør og frem til år 3900 før Kristi fødsel.
Gæsterne får ikke bare mulighed for at se ét - men hele to skeletter i den nye udstilling.
"En hverdag på trods" hedder tidsbilledet fra de fem besættelsesår. Her et kig ind udstillingen af minder fra modstandsbevægelsen med udgangspunkt i Holstebro-området. Her er signaturgenstanden en maskinpistol med tre skudhuller.
"Jernmænd" hedder den separate udstilling om jernindustrien og dens foregangsmænd i Holstebro. Som en detalje kan nævnes, at gulvet er støbt på Birns Jernstøberi og er magen til det, der ligger på fabrikken uden for byen.
"Husker du" hedder den 14. og sidste kapitel, der fortæller om nutiden. Her kan man for eksempel møde Holstebro-bamser og en af Odin Teatrets styltefigurer.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Jagten på kalken

Holstebro Onsdag

Idrætsrådet holder årsmøde

Annonce