Annonce
Holstebro Onsdag

Hver anden kommune har skoddet smøgerne i arbejdstiden

Fra den 1. august må kommunalt ansatte i 50 af landets kommuner vente til fyraften med at tænde en cigaret eller stoppe en pibe. Arkivfoto: Jens Thaysen/Ritzau Scanpix
I halvdelen af landets kommuner er arbejdstiden røgfri, men der er store regionale forskelle, viser en opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse. Region Midtjylland er med i førerfeltet - her er næsten to ud af tre kommuner røgfrie.
Annonce

Regionen: Fra den 1. august må kommunalt ansatte i 50 af landets kommuner vente til fyraften med at tænde en cigaret eller stoppe en pibe. Alene i 2020 har 18 kommuner gjort arbejdstiden røgfri og fire mere er på vej.

Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

- Det er positivt, at så mange kommuner nu har røgfri arbejdstid. Det giver et sundere arbejdsmiljø, færre sygedage, forebygger at unge begynder at ryge og hjælper dem, der gerne vil stoppe eller skære ned på deres forbrug, siger Niels Them Kjær, der er chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Organisationen har udarbejdet en opgørelse over andelen af kommuner med røgfri arbejdstid i hver region. Opgørelsen afslører store geografiske forskelle.

Region Midtjylland er med i førerfeltet med næsten to ud af tre kommuner, der er røgfrie: 12 ud af de 19 kommuner har røgfri arbejdstid - det svarer til en andel på 63 procent.

I opgørelsen skelnes der mellem "røgfri arbejdstid", som er for alle medarbejdere, og "røgfri arbejdstid med undtagelser", som betyder, at nogle enkelte medarbejdergrupper er undtaget.

Holstebro Kommune hører til de kommuner, der har indført røgfri arbejdstid med undtagelser - for eksempel selvbetalte pauser og flekstid.

Flere tal

Andel af kommuner med røgfri arbejdstid per region:

Region Syd: 73 procent. (16 ud af 22 kommuner).

Region Midt: 63 procent. (12 ud af 19 kommuner).

Region Hovedstaden: 48 procent. (14 ud af 29 kommuner).

Region Nord: 36 procent. (Fire ud af 11 kommuner).

Region Sjælland: 24 procent. (Fire ud af 17 kommuner).

I opgørelsen indgår kommuner, der har røgfri arbejdstid for alle kommunale medarbejdere med eller uden undtagelser (i nogle kommuner må man ryge i selvbetalte pauser eller ved flekstid).

Både Struer og Lemvig kommuner har den helt mørke farve på kortet, fordi de har indført røgfri arbejdstid.


Det er ærgerligt, for det betyder, at ens risiko for at ryge og blive syg afhænger af, hvor i landet man bor. Det er ikke fair. Alle bør have samme mulighed for et liv uden tobak.

Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.


Region Midtjylland overgås af Region Syd, hvor tre ud af fire kommuner har røgfri arbejdstid:

16 ud af 22 kommuner i den sydligste region har røgfri arbejdstid. Det svarer til 73 procent.

Bundskraberen er region Sjælland, hvor én ud af fire kommuner har indført rygeforbud i arbejdstiden: Fire ud af 17 kommuner - eller 24 procent - har indført arbejdstid uden tobaksrøg.

Seks grunde til røgfri arbejdstid

Seks gode grunde til at gøre arbejdstiden røgfri:

Sundere arbejdsmiljø.

Forebygger rygestart.

Støtter et rygestop.

Færre sygedage.

Styrker kommunens image.

Hver anden dansker bakker op om røgfri arbejdstid.

De store regionale forskelle ærgrer chefen for tobaksforebyggelse:

- Det er ærgerligt, for det betyder, at ens risiko for at ryge og blive syg afhænger af, hvor i landet man bor. Det er ikke fair. Alle bør have samme mulighed for et liv uden tobak, mener  Niels Them Kjær.

Han glæder sig dog over den store stigning i antallet af kommuner med røgfri arbejdstid og håber, at det vil inspirere flere til at følge trop.

Fredensborg Kommune fik som den første røgfri arbejdstid i 2012.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

"Lukket" butik har fundet alternativ måde at holde udsalg på: - Det har gjort os til optimister med henblik på fremtiden

Annonce