Annonce
Holstebro Onsdag

Hvor er min kaffekværn?

Denne uges klummeskribent er den tidligere journalist, Anton Dalgård. Foto: Johan Gadegaard.

Man står i et økonomisk dilemma, når man efter to skilsmisser over årene skal begynde forfra for tredje gang. Vel at mærke i en temmelig moden alder. Skal vi købe os fallit i hjørnesofaer, dybe, klassiske lænestole, spisebestik med sølvovertræk, en ekstra fladskærm af anseelige dimensioner, spisestuemøbler og som kronen på værket – en kompostkværn.

Eller skal vi kaste os ud i at se verden – gerne med udsigt fra nogle spændende golfbaner og gerne fire uger ad gangen – og bruge aldersopsparingen til dejlige ferierejser og oplevelser. Og et stort bryllup, naturligvis.

Et tøvende nej til det første. Et rungende ja til det sidste. Hvis skilsmisserne sker, mens man stadig er på arbejdsmarkedet og tjener penge, er der ofte basis for at begynde på en frisk og skifte hele molevitten ud med noget nyt og meget fælles. Men tredje gang tæller man både, hvad der er i sparegrisen og på knapper. Det er relevant at overveje, om økonomien her i pensionistalderen skal bruges til investeringer i det nye, fælles hjem. Eller om man skal bygge hjemmet op af de ting, man hver især går ind i det nye forhold med. Og så i øvrigt rejse, mens man har kræfterne til at svinge golfkøllerne.

Annonce

Med hjemmet fyldt ud og stiltiende aftaler om, hvad der skal eller må stå hvor, kan hverdagen begynde. Det, der ikke falder i partnerens smag, får allernådigst lov til at stå, hvor det står. Placeringen af parternes nips og trofæer som den elskede guldnål fra svømmeprøven i fjerde klasse og øvrige private sager, accepteres som en del af en handel. Tror manden fejlagtigt.

For pludselig blander sandhedens time sig i privatlivet. Jeg får øje på en stor lilla plante – flot, ganske vist - der har taget plads i karmen til skråvinduet på førstesalen. Der, hvor min elskede, antikke kaffekværn ellers har fyldt hullet ud i flere år og mindet mig om, at jeg elsker kaffe, og at jeg drikker for meget af det…

Nå, den dukker jo nok op en dag, tænker jeg optimistisk. Og det gør den også et halvt år senere, da jeg tilfældigvis har et ærinde inde i skabet med elmåleren på samme etage.

”Hør skat – hvad laver min kaffekværn inde i el-skabet? Den bruger jo ikke strøm?”

Jeg undrer mig noget over, at kollegernes gave fra min 40 års fødselsdag er sat i skammekrogen sådan uden videre.

”Der var lige plads til den derinde. Ved siden af sikringerne,” lyder svaret.

Tiden går, og en dag falder tiøren. Begge stuer er lænset for gaver, klenodier, minder og sjove, smukke, grimme og usædvanlige genstande. Altså mine genstande, vel at mærke.

Forklaringen er enkel. Når et objekt er indfanget af falkeblikket, er slaget tabt. I samme øjeblik billedet, det kunstneriske salt og peber-arrangement eller det minderige arvestykke løftes fra sit åbenbart midlertidige faste opholdssted og sættes ind i skabet tæt ved, er det omhandlede objekt dømt til en tilværelse i evig glemsel.

Hvis ingen nævner noget om bortførelsen, forsvinder genstanden efter nogle måneder ubemærket en etage ned – ned i kældergangens vindueskarm, hvor den får lov at stå halvt skjult bag potteplanter på vinterferie og hjemmedyrkede plantefrø. Situationen følges fra afstand, og hvis jeg stadig ikke reagerer, fortsætter deputationen – et styk ad gangen – ind på endestationen. Vindueskarmen i mit musik- og computerrum i kælderen.

Og der står de og fylder så meget, at der ikke en gang er plads til at lægge et guitar-plektrum.

Mange jægere – ikke alle – har det nemmere. De har held til at erobre hele vægge i gang eller stue til et halvt livs jagttrofæer. Indrømmet. Det er også mere spændende end den rødmalede brødmaskine, de to lysestager i stål og en keramikbøtte – de to sidstnævnte ting, jeg selv har drejet på henholdsvis et maskinværksted og hos en keramiker.

Det sker, at jeg ser fodbold og cykling på computeren i kælderen. Så bruger jeg pauserne til at snakke lidt med familien på billederne, der hænger i pæn orden på væggene og godt ude af syne. Og jeg tjekker lige for en sikkerheds skyld, at håndtaget på kaffekværnen stadig kan køres rundt.

Denne klumme er udtryk for skribentens egen mening - og afspejler ikke nødvendigvis avisens holdning.

Annonce
Holstebro Onsdag

Årets TTH-spiller er kåret

Annonce
Holstebro Onsdag

Brugte briller kan gøre stor gavn igen

Annonce
Holstebro Onsdag

Hun har nået pensionsalderen, men fortsætter i jobbet: - Jeg kan bare ikke lade være

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Pantdonation støtter fodboldhold for børn med særlige behov: - Fællesskabsfølelsen er ikke til at tage fejl af

Holstebro Onsdag

Byfesten i Borbjerg Hvam vender tilbage

Holstebro Onsdag

Fotoudstilling om de rodløse i vores samfund: - Jeg vil give de hjemløse en stemme og et ansigt

Holstebro Onsdag

Tag på vandet med Holstebro Surf Klub - og måske hele vejen til Thorsminde

Holstebro Onsdag

Logan og Helmig-jam: Kulturperlen skyder sommeren i gang med dobbeltkoncert i Lystanlægget

Holstebro Onsdag

Farverig udstilling på café

Holstebro Onsdag

Teater om den europæiske ligestillingsdrøm i opløsning

Holstebro Onsdag

Familiebutik har byens bedste service: Vi gør, som vi gerne selv vil behandles

Holstebro Onsdag

Sæt pris på hverdagene - dem er der nemlig flest af

Holstebro Onsdag

Nu begynder din fjernvarme at stige: - Jeg har allerede siddet med trøje og tæppe indenfor, så jeg kunne skrue ned for varmen

Holstebro Onsdag

Klager over Interflora tikker ind: - Hjælp os med at sprede budskabet

Holstebro Onsdag

Foredrag: Er der en styrke gemt i magtesløsheden?

Annonce