Annonce
Holstebro Onsdag

Hygiejnesygeplejerske med 30 års erfaring: Sundhedsministeren kan heller ikke finde ud af det med håndspritten

Vil man undgå smitte er god håndvask noget af det vigtigste. 75 procent af overførsel af bakterier stammer fra hænderne. Og så bør man i øvrigt gøre hænderne våde, inden man bruger sæben, fortæller hygiejnesekspert Ian Gottlieb. Foto: Morten Stricker
Hånd-hygiejne har afgørende vigtighed. 75 procent af al smitte kommer via hænderne, fortæller Ian Gottlieb, der har 30 års erfaring med hygiejne på hospitalerne.
Annonce

Mejdal: - 75 procent af al smitte sker via folks hænder. Men det er en kæmpemæssig pædagogisk opgave at få folk til at holde hænderne rene - og blive ved med at gøre det.

Sådan siger Ian Gottlieb, 69, med mange års indsigt bag sig. Han har nemlig 40 års erfaring med hygiejne inden for sundhedsvæsenet og har et firma, der sælger produkter til området.

Og han joker lidt med, at sundhedsministeren heller ikke har helt styr på effektiv hygiejne. Ved et af de tv-transmitterede pressemøder bemærkede Ian Gottlieb, hvordan sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lige forsynede sig med håndsprit fra en beholder. Med et hurtigt og enkelt tryk på pumpen.

- Det er bare ikke nok. Der skal to tryk til. Hænderne skal være helt våde af håndsprit, og man skal massere håndspritten ind i hænderne til de er tørre. Først da virker håndspritten på mikroorganismerne. Det tager omkring 30 sekunder, fortæller eksperten.

Han sendte en mail til ministeren med beskeden "Din sikkerher er i fare" - men fik dog aldrig respons.

Ian Gottlieb understreger, at det naturligvis gør en forskel at bruge håndsprit, også selv om man kun benytter ét tryk på pumpen. Men skal det være effektivt, så er det to tryk og et halvt minuts indsats.

Annonce

Vikar under corona-krisen

Han blev uddannet som hygiejnesygeplejerske 1991, og fra marts 1992 til december 2013 havde han denne funktion på sygehuset i Holstebro. Siden har han undervist og rådgivet om hygiejne, blandt andet i kommuner og daginstitutioner.

Et enkelt tryk på pumpen er ikke nok, når der bruges håndsprit. Begge sider af hånden skal være helt våde, og håndspritten skal gnides ind til hånden virker tør.

Han stoppede egentligt for to år siden for at få mere tid til sin store interesse: Jagt. Men da sygehuset i Horsens fik en hygiejnesygeplejerske sygemeldt under coronakrisen, sprang han lige til og påtog sig et syv uger langt vikariat.

Hold hænderne rene

God håndhygiejne er afgørende for at undgå smitte. 75 procent af al smitte kommer via hænderne, viser forskningen.

En effektiv håndvask varer ét minut. Start med at gøre hænderne våde. Hvis man tager sæben på først, så skyller vandet noget af sæben væk. Sæbe direkte på huden kan også udtørre huden.

Effektiv brug af håndsprit kræver, at hånden skal være helt våd. Det kræver normalt to tryk med pumpen. Håndspritten gnides ind til håndfladen er tør. Processen varer omkring 30 sekunder.

Siden 1991 har han drevet virksomheden Vestjysk Infektionshygiejne, der primært forhandler produktet Glitterbug. Det visualiserer, hvor effektiv en håndvask eller brug af håndsprit er. Midler smøres på hænderne, og når hænderne er vasket eller sprittet, belyses de med ultraviolet lys.

- Hvis der er hvide felter at se, er det tegn på, at hænderne ikke er rene, men stadigvæk angrebet af mikroorganismer, fortæller Ian Gottlieb.

Metoden er hurtig at anvende og har stor pædagogisk effekt, slår han fast.

Annonce

Håndsprit sparer tid

En hygiejnesygeplejerskes opgave er at få afbrudt eventuelle smitteveje og gøre det så sikkert som muligt for patienter at blive indlagt uden at blive smittet.

Her er håndhygiejne noget af det vigtigste, og håndsprit er effektiv.

- For at være effektiv skal en håndvask vare ét minut. Men brug af håndsprit kan gøres effektivt på 30 sekunder. Derfor er der tid at spare med håndsprit, råder han.

De hvide felter afslører, at der stadig er mikroorganismer på hænderne efter håndvasken. Metoden er at indsmøre hænderne i midlet Glitterbug og anvende ultraviolet lys.

Sygehuset i Holstebro gik i front med at stille håndsprit op til brug ved sygehusets elevatorer.

- Det var bonus med det samme. Vi kunne se, at forbruget af håndsprit hurtigt voksede og brugen af sæbe til gengæld faldt, fortæller han.

Løbende indsats nødvendig

Men det kræver en permanent indsats at sætte fokus på værdien af hygiejne. Ellers begynder folk at forsømme brugen.

Til gengæld beviser omfattende brug af håndsprit sin effektivitet, siger Ian Gottlieb.

- Vi har jo ingen influenza haft under coronakrisen, og i 2009 undgik samfundet også en stor influenzaepedemi, fordi der kom fokus på brugen af håndsprit og hygiejne, anfører eksperten.

Det er nødvendigt konstant at have fokus på god håndhygiejne. Ellers slapper folk af og glemmer de gode vaner, siger Ian Gottlieb, der her selv slapper godt af sammen med gravhuden Sif i sin dejlige have ned mod Vandkraftsøen.

I vikariatet i Horsens var hans opgave som hygiejnesygeplejerske at skabe tryghed for personalet, især ved at give dem nogle gode tips. Det handler blandt andet om, hvordan man bruger værnemidler.

- Helt konkret om hvordan man tager kitler, briller og visir af uden at risikere smitte, og at man skal undgå at røre sig selv i ansigtet, som man kan være fristet til at gøre flere hundrede gange om dagen. Hvis man for eksempel rører sin brille, kan man være så uheldig at få en infektion ved øjet, der har en våd slimhinde, fortæller han og tilføjer:

- Det er afgørende, at personalet er 100 procent skarpe på at gøre rutinerne korrekt, så man undgår smitte.

Annonce

Nyder fritiden

Ian Gottlieb bruger omkring en time om dagen på sin virksomhed, Vestjysk Infektionshygiejne, men han nyder at have god tid til at passe villaen og haven, der ligger naturskønt ved Vandkraftsøens bred.

Og de daglige vandreture med de ruhårede gravhunde, der er trofaste følgesvende på de mange jagter, han ynder at deltage i. Det er skovjagter med fokus på rådyr og krondyr. En omfattende gevirsamling i herreværelset beviser, at det ofte giver resultater.

Helt tæt på Vandkraftsøen ligger parcellens oprindelige bolig, en fin, lille hytte, der hver søndag omkring frokosttid er samlingspunkt for mændene i kvarteret.

- Det har været en fast tradition gennem mange år. Og det er altså kun for mænd. Kvinder har absolut ingen adgang, smiler ejeren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Nordens Lund blev indviet

Annonce