Annonce
Holstebro Onsdag

"Jeg elsker at kunne gøre en forskel"

- Jeg er overrasket over, hvor meget det frivillige arbejde har givet mig. Det er bare SÅ meningsfuldt, siger Ingrid Løkke Bødker, der opfordrer andre til at melde sig som frivillige i genbrugsbutikkerne. - Vi kan sagtens bruge ti mere, tilføjer genbrugslederen. Fotos: Johan Gadegaard
64-årige Ingrid Løkke Bødker har som efterlønsmodtager taget hul på et nyt kapitel af sit liv, og hun har nu fået et ekstra indhold og et nyt netværk, efter hun er blevet leder af Kirkens Genbrug i Sønderlandsgade i Holstebro.
Annonce

Holstebro: - Jeg elsker at kunne gøre en forskel.

Sådan lyder det fra 64-årige Ingrid Løkke Bødker som noget af det første, hun siger, efter hun er gået med Holstebro Onsdag op på øverste etage i hjørnebygningen på Sønderlandsgade, hvor Kirkens genbrugsbutik holder til.

Her er der indrettet et kaffe- og frokostrum til de mange frivillige, der arbejder i genbrugsbutikken. Før i tiden lagde "personalet" beslag på det meste af rummet øverst oppe, men nu er spisebordet rykket ind i et lille rum, og pladsen er i stedet overladt til en ny herreafdeling.

- Det gælder jo om at udnytte pladsen bedst muligt, forklarer Ingrid, der fra den 1. august er tiltrådt som ny leder af genbrugsbutikken, der drives af frivillige.

Butikken i Sønderlandsgade og byens anden Kirkens Genbrug, der ligger i Lavhedecentret har tilsammen cirka 60 frivillige. Eller ildsjæle, som Ingrid kalder de frivillige.

Mere om Ingrid Løkke Bødker

Sammen med sin mand, Henry, der lige er gået på efterløn fra ingeniør-jobbet, bor hun i Mejdal.

Her har familien boet siden 1982.

Parret har fire børn, der alle er fløjet fra reden: Thomas på 40 år, Peter på 35, Jette på 33 og Jonas på 23 år.

Med til familien hører også syv børnebørn.

Annonce

Savner kollegerne

For to år siden tog Ingrid hul på et nyt livskapitel som efterlønsmodtager.

- Jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg gik på efterløn. Jeg savner ikke arbejdet, men jeg mangler kollegerne, fortæller Ingrid, der i sin pensionisttilværelse savnede et netværk ud over familien.

Derfor henvendte hun sig i januar i år til Kirkens Genbrug for at høre, om de kunne bruge hende som frivillig.

Det kunne de.

Og hver onsdag formiddag fik Ingrid en plads i vagtplanen.

- Jeg faldt godt i hak med de andre damer, siger Ingrid og fortæller, at langt de fleste frivillige er i alderen 60 plus - faktisk er hun en af de yngste.

Den tidligere genbrugsleder, Ruth Borg, ville gerne afløses på lederposten, og hun sagde til bestyrelsen, at nu havde hun fundet en afløser.

Og det var Ingrid, hun havde i tankerne.

- Jeg gik lige lidt og tyggede på det. For nu havde jeg jo lige fået ansvaret taget væk fra mine skuldre, og hvis jeg siger ja til noget, så går jeg også 100 procent ind for det, fortæller Ingrid om sine overvejelser.

Annonce

Stoppede på toppen

Men det blev jo altså til et ja til jobbet som leder af genbrugsbutikken.

- Jeg er jo nok i butikken lidt flere timer nu, konstaterer Ingrid, der bruger omkring ti timer om ugen på det frivillige lederjob.

Ingrid Løkke Bødker, der er vokset op som en landbopige i Nees, har hele sit liv arbejdet i plejesektoren. Oprindeligt er hun uddannet som sygehjælper, og hun tog senere - i 2002 - uddannelsen som social- og sundhedsassistent.

Hun har arbejdet på sygehuset og på Parkvængets Plejehjem. Senere var hun med til at bygge Mellemtoften op, og der var herfra hun i 2017 gik på efterløn.

- Jeg har aldrig været ked af at gå på arbejde, fortæller Ingrid.

Når hun alligevel valgte at sætte et punktum for arbejdslivet, hænger det sammen med, at hun og manden havde økonomisk mulighed for det.

- Og så ville jeg gerne stoppe, mens jeg var på toppen, siger hun og fortæller, at hun også synes, at hun brugte al for meget af sin arbejdstid på dokumentation.

- Og for mig var det ikke meningsfuldt, når der samtidig var for lidt tid til nærvær med beboerne, forklarer hun.

Mere om Kirkens Genbrug

Bag Kirkens Genbrug i Holstebro står kirkerne og menighedsplejerne i de tre sogne: Nørreland, Ellebæk-Måbjerg og Holstebro.

Genbrugsbutikkerne i Sønderlandsgade og på Lavhedevej støtter de aktiviteter og grupper, der udgår fra kirkerne. Blandt andet børn og voksne i sorg, julehjælp og besøgstjeneste.

Genbrugsbutikken i Sønderlandsgade omsætter i gennemsnit for 2000 kroner om dagen.

Annonce

Frie tøjler og ansvar

Undervejs har hun taget alle de kurser - blandt andet inden for ledelse og konflikthåndtering, - hun har kunnet komme af sted med.

Og det er de kompetencer, hun også bruger i sit nye, frivillige job som leder af genbrugsbutikken. Som på en helt almindelig arbejdsplads gælder det nemlig om at give de ansatte ansvar og medbestemmelse, mener hun.

- De selvstyrende grupper, der har ansvar for de forskellige afdelinger, får frie tøjler. Jeg ved jo fra mit arbejdsliv, at folk vokser, når de får tillid og ansvar, forklarer hun.

- Jeg har altid mange bolde i luften, og jeg vil gerne have, at alle har det godt, og at vi passer godt på hinanden, siger hun og fortæller, at det som genbrugsbutik ikke kun gælder om at tjene så mange penge som muligt blandt andet til de tre kirkesogne i byen, der får glæde af butikkerne overskud.

Nu også Open By Night

Kirkens Genbrug i Sønderlandsgade er for første gang med, når Holstebro holder Open By Night fredag den 4. oktober.

Genbrugsbutikken ruller den røde løber ud og holder åbent fra klokken ti til 22.

Ved Open By Night sælger genbrugsbutikken - med få undtagelser - alt til halv pris.

Annonce

Jobbet giver energi

Det handler også om det sociale og det menneskelige - både når det drejer sig om kunderne og personalet.

Og Ingrid får også helt personligt noget ud af sit frivillige arbejde. Både social kontakt og et overskud:

- Jeg har jo mere energi, når jeg kommer hjem efter en dag i genbrugsbutikken, end da jeg kom om morgenen, siger hun og tilføjer:

- Jeg har jo masser af kræfter, og jeg går ikke i fitness, men løber op og ned af trapperne både her og derhjemme.

Ingrid Løkke Bødker kan godt lide genbrugstanken. - Derhjemme har vi altid lært vores børn, at tingene og tøjet skal repareres i stedet for at blive smidt ud, fortæller hun.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Jagten på kalken

Holstebro Onsdag

Idrætsrådet holder årsmøde

Annonce