Annonce
Holstebro Onsdag

Jeg er så glad for min cykel

Denne uges klummeskribent er Ninna Pirchert. Foto: Johan Gadegaard.

Jeg hader bakker og modvind! Altså når jeg er på cykel. Når benene syrer til, og man næsten ikke har luft nok i lungerne til at råbe efter vinden.

Ikke at det på nogen måde hjælper at råbe ukvemsord efter blæsten - den er fuldstændig ligeglad og fortsætter bare med at puste luft i den forkerte retning - men man får luft. Altså bogstaveligt talt, når man kan lade sin frustration få frit løb.

Jeg hader bakker og modvind så meget, at min gamle, røde cykel blev angrebet af rust - og det ikke af at være i nærkontakt med vind og vejr ude på cykelstierne.

Næh, den fik lov til at stå og kede sig hjemme i cykelskuret, og kun på vindstille og sommerlige dage kom der vægt på cykelsadlen. Til sidst måtte den ensomme cykel lade livet, og den blev kørt på genbrugspladsens cykelkirkegård.

Men nu er jeg atter blevet cykelejer, og mens jeg tramper afsted, kan man høre mig brumme med på Povl Kjøllers udødelige sang: "Jeg er så glad for min cykel".

Jeg har nemlig flottet mig og har investeret i en el-cykel, der får bakker og modvind til at forsvinde.

- Nå, er du blevet SÅ gammel?, lød reaktionen, da jeg glædestrålende fortalte om nyanskaffelsen.

For el-cykler er jo forbeholdt ældre og folk med handicap.

Sådan lyder fordommen i al fald.

Men nej, det er den ikke - den er for folk i alle aldre, og især sådan nogle som mig, der ved hjælp af den lille, elektriske hjælpemotor i forhjulet og batteriet under bagagebæreren har flyttet mig fra anticyklist tilbage til barndommens begejstring for at komme fra A til B med pedalkraft.

- Man får lyst til at cykle en omvej, sagde et familiemedlem, der er varm fortaler for cykler med "hjælpemotor"  til mig, da jeg fortalte hende om mine overvejelser om at anskaffe mig en cykel magen til hendes.

- En omvej? Argh, kan det nu også passe?, tænkte jeg.

Men det kan det. Man tager ikke nødvendigvis den hurtigste og mest lige vej hjem, når man får et venligt skub i ryggen og får opfyldt Jacob Haugaards gamle valgløfte om medvind på cykelstierne.

- Men du får jo ikke pulsen op, når du cykler på en el-cykel, lyder indvendingen fra de mere sportsivrige.

Jo, det gør man. For når man holder op med at træde i pedalerne, så holder elmotoren nemlig også op med at virke. Der er også flere niveauer for, hvor meget pedalhjælp man kan bede om at få. Man kan faktisk også slukke helt for el-motoren og cykle som på en helt almindelig cykel.

Så entusiastisk er jeg dog ikke - medmindre batteriet mod forventning og sirlig planlægning er løbet tør for strøm.

For mig er det blevet en fornøjelse at cykle og ikke en sur pligt at trampe af sted, og hvis du kigger dig om i trafikken, kan du altid genkende dem, der får et lille, venligt el-skub i ryggen på cykelstierne:

Det er nemlig dem, der smiler, mens de cykler op ad bakke.

Danske cykelforhandlere importerer da også flere og flere elcykler til landet og slog med 69.000 importerede cykler i 2020 det hidtidige rekordår 2019, hvor rundt regnet 63.000 cykler med el krydsede landets grænser. Dette svarer til en stigning på ti procent på et år.

Importen af elcykler er næsten fordoblet siden 2015.


For mig er det blevet en fornøjelse at cykle og ikke en sur pligt at trampe af sted, og hvis du kigger dig om i trafikken, kan du altid genkende dem, der får et lille, venligt el-skub i ryggen på cykelstierne: Det er nemlig dem, der smiler, mens de cykler op ad bakke.


Så for alle dem, der rynker på næsen af el-cyklen, skal der lyde en opfordring til at glatte næserynkerne ud:

Cyklen med batteri kan nemlig være en fordel både for økonomien, klimaet og helbredet:

El-cyklen kan spare familien for køb af bil nummer to, og en bil fylder med sin pris eller afdrag, grønne afgifter, værkstedsregninger og krav om brændstof i tanken godt op i budgettet - og her er udgiften til en el-cykel væsentlig mindre.

Klimaet belastes væsentlig mindre med pedalkraft og en opladning hjemme ved stikkontakten. Jeg dropper gerne at låne nøglen til redaktionsbilen, hvis min aftale ligger inden for en overkommelig afstand - og det er tørvejr. Og så kan man jo også pudse sin klima-glorie den dag.

Motion styrker dit helbred. Det ved vi alle, men ikke alle er klar på at prøve kræfter med en maraton eller en bjergetape på cykel i weekenden: Det er dog vigtigt at slå fast, at lidt motion er bedre end ingen motion.

Og med den form for motion kan cyklisten endda bevare smilet, når det går op ad bakke i modvind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Vi slubrer rekordmeget saft i os

Annonce