Annonce
Holstebro Onsdag

Julemanden får ikke lov til at tænde julelyset i år

- Vi kan ikke forsvare at sende julemanden ned gennem byen i en brandbil i år, siger handelschef Jens Kristian Larsen med henvisning til corona-smittefaren i store menneskemængder. Her et glimt fra et tidligere år, da julemanden tændte lys i Danmarks største juletræ, der var placeret ude i Storå. Arkivfoto: Morten Stricker
Corona-smittefaren gør, at Holstebro Handelsstandsforening er nødt til at tænke byens juletraditioner om for at undgå, at mange mennesker forsamles.
Annonce

Holstebro: - Der er ikke ret meget i 2020, vi har kunnet "copypaste" fra 2019.

Det konkluderer Holstebros handelschef, Jens Kristian Larsen.

Og når det kommer til juletraditioner i byen gælder det altså også, at hensynet til smitterisikoen for Covid-19 gør, at der heller ikke er meget her, der kan kopieres fra sidste år og årene før.

I Holstebro har der været tradition for, at julemanden tænder julelysene, efterhånden som han i den gamle brandbil kører ned gennem gågaderne sammen med alle sine nissebørn med kurve fulde af karameller, som de deler ud til de mange børn og voksne, der følger optoget

Men det kommer ikke til at ske i år. For det er netop den store menneskemængde, der er problemet.

- Vi er nødt til at tænke helt anderledes og på måder, der ikke forsamler folk, siger handelschefen, der sammen med de handlende lige nu har to planer i ærmet for, hvordan byens julelys skal tændes midt i en coronatid.

- Enten tænder vi lyset i ét hug over hele byen, eller også tænder vi lyset om natten, fortæller Jens Kristian Larsen.

Annonce

Lys op til Black Friday

I 2018 blev der sat strøm til julelysene på Black Friday, der falder på den fjerde fredag i november, men sidste år besluttede Holstebro Handelsstandsforening sig for at tænde byens  julelys en lille måneds tid tidligere - nemlig allerede den 1. november.

Beslutningen om tænde julelyset tidligere blev truffet blandt andet for at at udgå udfordringer med kamp om parkeringspladserne og mange mennesker i gaderne med to events på samme tid, nemlig både Black Friday og julemandens tænding af julelyset.

- Sådan bliver det ikke i år. I år tænder vi julelysene omkring 14 dage senere i uge 48 op til Black Friday, siger handelschefen.

Men der skal alligevel gang i julehandelen og - hyggen.

- Covid-19 bestemmer meget, men ikke at der slet ingen julehygge bliver, siger Jens Kristan Larsen, der lover, at julemanden kommer til byen - også i år - bare ikke på samme måde, som han plejer.

Annonce

Lang åbningstid

Som et led i at sprede julehygge i byen har kunstnere som Søs Fenger tidligere besøgt Holstebro for at synge julen ind, men julekoncerterne er også strøget af listen i år.


Alt det, der går ud på at forsamle folk foran en scene, er vi nødt til at droppe i år. Vi må skabe hyggen på en anden måde.

Jens Kristian Larsen, handelschef i Holstebro.


- Alt det, der går ud på at forsamle folk foran en scene, er vi nødt til at droppe i år. Vi må skabe hyggen på en anden måde, siger handelschefen, der også ærgrer sig over, at corona-situationen har gjort, at tre ud af fire Open by Night-arrangementer har været aflyst i år.

Kun Open by Night i august blev gennemført.

- Men der er jo ikke fortilfælde, vi kan kigge på. Vi er ude i ubetrådt land, og det er mega-svært, mener Jens Kristian Larsen, der opfordrer til og håber på, at kunderne vil støtte de lokale butikker i julehandelen.

Black Friday, der plejer at kunne farve gader og butikker sort af mennesker, kommer også til at se anderledes ud i år.

- Vi gennemfører Black Friday med udvidede åbningstider, men vi opfordrer butikkerne til at sprede tilbuddene ud over hele ugen, siger handelschefen, der tror på at en længere åbningstid kan være med til at sprede kunde-besøgene ud over flere timer, og gøre forbrugerne trygge ved at gå ud at handle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce