Vildbjerg: Golfhæftet, der er et rabathæfte med 86.500 medlemmer, har overrakt prisen, "Danmarks bedste golfbane", til Trehøje Golfklub ved Vildbjerg for andet år i træk.
Den lokale golfklub var desuden nomineret til fire andre priser og vandt inden for kategorierne, "Favorit golfbane" og "Mest værdi for pengene".
Det oplyser Trehøje Golfklub i en pressemeddelelse.
- Der findes jo rigtigt mange kåringer - også inden for golf - men i Trehøje Golfklub sætter vi stor pris på disse tre kåringer, skriver klubben i meddelelsen.
Når en indenlandsk eller udenlandsk golfspiller besøger en af de baner, som er med i ordningen, beder man personen om at evaluere den pågældende bane inden for fem forskellige kategorier.
Det har dermed alene været udefrakommende golfspillere, der har afgivet stemmer i forbindelse med kåringerne.