Annonce
Holstebro Onsdag

Købmand er nu alene om supermarkedet i Ellebæk

To glade købmænd - Henrik Hedegaard (til venstre) og Poul Djernes er her fotograferet sammen i Meny i Ellebæk. Nu står Henrik Hedegaard alene i spidsen for supermarkedet efter 13 års makkerskab. Pressebillede
Efter 36 år som købmandspar bag butikken i komponistkvarteret har Erna og Poul Djernes trukket sig tilbage fra arbejdslivet og overladt forretningen til makkeren gennem de seneste 13 år, Henrik Hedegaard. Den ny ene-ejer har store bygge- og renoveringsplaner klar.
Annonce

Ellebæk: Lørdag den 14. september blev papirerne skrevet under, og mandagen efter blev personalet i Meny i Ellebæk orienteret om, at de ansatte fremover kun har én chef.

Gennem de seneste 13 år har Poul Djernes og Henrik Hedegaard nemlig været makkerparret bag supermarkedet i komponistkvarteret, men nu er 46-årige Henrik Hedegaard altså alene om at drive forretningen.

- For mig er der ikke den helt store forskel. Vi har selvfølgelig clearet de store ting af med hinanden, men ellers har jeg selv drevet butikken de seneste år, mens Poul har været på en slags seniorordning, fortæller 46-årige Henrik Hedegaard, der i alt har arbejdet i forretningen i Ellebæk i omkring 23 år, før han altså for 13 år siden købte sig ind som medejer.

Ellebæk-butikken beskæftiger i dag 65 medarbejdere - hvoraf mange er ung-arbejdere.

Annonce

Seks til otte millioner

Som ny ene-ejer har Henrik Hedegaard planer om at bygge til og om i forretningen fra januar næste år.

- Det bliver en investering på seks til otte millioner kroner, og den hidtil største investering i forretningen, siger Ellebæk-købmanden, der vil udvide den godt 1700 kvadratmeter store forretning med omkring 100 nye kvadratmeter. Omklædningsrum og kontorer skal nemlig lægges til butikken, og så skal der bygges nye velfærdslokaler.

- Planen er at udvide og opgradere de specialafdelinger, som discountbutikkerne ikke har, siger købmanden og fortæller, at Meny i Ellebæk får ny slagter-, bager-, vin- samt frugt- og grøntafdeling.

Henrik Hedegaard er udlært i Favør i Struer, og bor sammen med sin søn på 17 år på Valdemar Poulsens Vej.

- Nej, jeg tæller ikke timer på arbejdet, men som alenefar har jeg også en søn at tage mig af, så jeg sørger også for at holde fri for at være sammen med ham, så han ikke om 20 år kommer og siger, at jeg aldrig var sammen med ham, da han var barn, siger Henrik Hedegaard, der er taknemmelig for sine trofaste kunder.

- Det er helt vildt trofaste kunder, vi har. Selvom vi er blevet en større butik, forsøger vi at være den lille købmand, der har tid til at snakke med kunderne, fortæller Henrik Hedegaard, der har et fast stamme af medarbejdere med høj anciennitet bag sig.

- Og det er guld værd, mener købmanden.

Annonce

Nyder livet

Købmandsparret Erna og Poul Djernes overtog for 36 år siden konkursboet Ellebæk Supermarked, der var startet op et par år forinden. Parret mødte hinanden, da de gik i realskolen i Snejbjerg ved Herning. Erna blev uddannet i en isenkræmmerforretning i Silkeborg, mens Poul blev udlært i Føtex i samme by, og sammen fik parret altså fod under egen disk i en alder af 24 år.

Erna, der i dag er 61 år, har stået for blomsterafdelingen i supermarkedet, stoppede med at arbejde sidste år, og nu har hendes jævnaldrende mand altså også vinket farvel til arbejdslivet. - Nu får Henrik lov til at stå på egne ben, konkluderer Poul Djernes, der er stolt over den udvikling, butikken har gennemgået i løbet af årene, hvor den er gået fra at være 540 kvadratmeter til den nuværende 1700 kvadratmeter store butik og et totalt areal på godt 2100 kvadratmeter.

- Vi har ikke de store planer. Vi skal bare nyde livet, fortæller Poul Djernes, der spiller golf, løber og går på jagt. Desuden har parret, der bor på Høstvænget, et sommerhus at passe - og fire børnebørn. Og så er der også blevet tid til at rejse mere.

Lørdag den 28 september fra klokken 11 til 14 står de to købmænd klar til at hilse på deres trofaste kunder. og de byder på et glas vin med bobler og lidt godt til ganen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Holstebro går efter guldet

Annonce