Annonce
Holstebro Onsdag

Kaspers første hole in one: Det var en vild oplevelse

25 spillere i Holstebro Golfklub opnåede i 2020 den store golf-ære at sende bolden i hul med et enkelt slag. Genrefoto: Morten Stricker
43-årige Kasper Boll Jensen har spillet golf i snart 20 år, og i efteråret sendte han med et slag golfbolden de 135 meter direkte ned i hullet. Han vandt også lodtrækningen om et weekendophold blandt Holstebro Golfklubs 25 medlemmer, der i 2020 præsterede et hole in one.
Annonce

Holstebro: Han har spillet golf i snart 20 år, men har aldrig præsteret et hole in one.

Men i efteråret skete det.

Endeligt.

Det var i smukt efterårsvejr lørdag den 17. oktober om formiddagen, at 43-årige Kasper Boll Jensen sammen med sin makker var ude og spille en runde golf på banen ved Storåen.

Det var på hul syv, at Kasper sendte golfbolden ud med sit hidtil bedste slag.

Med et ni-jern sendte han bolden op i luften og de 135 meter til, den landede direkte i hullet. Et slam dunk, hedder det på golfsproget.

- Jeg tænkte: Det er løgn, fortæller Kasper, der kunne høre lyden af bolden, der ramte koppen, men han kunne ikke se bunden af hullet.


Det var fedt og en vild oplevelse, at bolden kom flyvende direkte ned i hullet. Det sker ikke så tit.

Kasper Boll Jensen, golfspiller


Makkeren slog hurtigt sit slag, og så småløb golfspillerne hen til hullet, hvor bolden ganske rigtigt lå.

- Det var fedt og en vild oplevelse, at bolden kom flyvende direkte ned i hullet. Det sker ikke så tit, fortæller golfspilleren, der - da det jo var lørdag - også kunne tillade sig at fejre triumfen senere på dagen.

Som alle andre i Holstebro Golfklub, der præsterer hole in one, fik Kasper en flaske whisky og et gavekort på 1000 kroner til en brillebutik.

Kasper Boll Jensen (til højre) ses her sammen med erhvervsrådgiver Johnny Pedersen foran Ringkjøbing Landbobanks afdeling i Holstebro, hvor overrækkelsen af gavebeviset foregik. Pressebillede

Men heldet var ikke helt brugt op for golfspilleren.

Ringkjøbing Landbobank kårer nemlig en vinder af ”Hole-in-one konkurrencen” i 2020 i samarbejde med Holstebro Golfklub, og Kasper blev udtrukket som vinder af konkurrencen blandt 25 medlemmer, der præsterede et hole in one i 2020 på banerne i Holstebro Golfklub.

Præmien var et gavekort til et weekendophold.

- Jeg blev lidt overrasket, da jeg blev ringet op, siger vinderen og tilføjer:

- Fruen har lagt billet ind på weekendopholdet, men vi er ikke helt færdige med at snakke om det, for det kunne jo blive en golftur, siger han, men indrømmer, at det jo nok bliver til et weekendophold med Mia Orloff Jensen, som han er gift med.

Holstebro Golfklub er en af Danmarks største golfklubber. Den råder over to 18-hullers baner og tre ni-hullers baner i Råsted og Storådalen. Ringkjøbing Landbobank har været sponsor i Holstebro Golfklub gennem mange år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro Onsdag

Vildt med sådan en udsigt

Annonce